Naser Khaders vigtigste mærkesag er de asylsøgende irakere.
Det synes politisk set at være en god mærkesag, fordi folk – ikke mindst i vore nordiske lande – lader sig rive med af følelser uden mindste forsøg på at undersøge sagens kendsgerninger. Det kan også være svært, for inden for vort social- og sundhedsvæsen findes der udstrakt ”tavshedpligt”. Den skal beskytte ”patienterne” eller ”klienterne” eller hvad de nu kaldes. Men erfaringer tyder på, at det nok så ofte er det sociale systems eller behandlingssystemets ansatte, der skal ”beskyttes” mod afsløringer af manglende engagement og/eller behandling, gjorte fejl, manipulerede rapporter o.l. (jvf. f.ex. Tøndersagen).
Psykologi og psykiatri er videnskaber, som er svære at håndtere, fordi lidelserne ikke er så eksakte som i næse-, øre- og halslægens konsultation. Der er da også folk, som helt enkelt anser psykologi for en pseudovidenskab, og som påstår at psykologer og psykiatere ofte har valgt denne uddannelse, fordi de ikke rigtig kunne finde ud af sig selv.
Psykologi og psykiatri betyder en hel del i politik. Det er ingen hemmelighed, at Sovjet og andre diktaturstater kunne/kan erklære deres modstandere for ”sindssyge” og dermed få dem uskadeliggjort ved at spærre dem inde. I 1970´erne opfordredes Vestens psykiatere til at fordømme Sovjets politiske brug af psykiatrien, men professor Erik Strømgren – som ansås for et orakel i faget – besøgte i 1973 Serbskij Instituttet i Moskva og erklærede derpå i en rapport til Dansk Psykiatrisk Selskab 4.1.74, at der ikke skete misbrug af psykiatrien til politiske formål i Sovjetunionen. Og dermed var man beroliget. Strømgren var ikke den eneste højtuddannede og velbegavede akademiker, som i bundløs naivitet lod sig narre af Sovjets tomme potemkinkulisser. (Læs Bent Jensens ”Stalinismens Fascination og danske venstreintellektuelle” 1984, nyrevideret 2002).
Men desværre forekommer misbrug af psykologi og psykiatri i politiske sammenhæng ikke alene i diktaturstater. Det forekommer samænd også i grundfæstede demokratier, ja til og med i vort lille Danmark. Omend det i form ikke kan sammenlignes med Sovjetunionen.
Man behøver bare at kikke tilbage på Landsforeningen for Mentalhygiejnes virke. Den udgjorde den danske afdeling af World Federation of Mental Health (WFMH) og regnede officielt sin start i Danmark fra 1948. Den udgjorde en slags fælles fagligt kartel for psykiatere, psykologer og socialrådgivere samt en almindelig medlemsskare og abonnenter på foreningens blad ”Mentalhygiejne”. I 1961 blev psykolog Eggert Petersen direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne og dermed kom der vældig gang i udviklingen. Han
var allerede kendt for diverse mærkelige kontroversielle forslag og undersøgelser. Efter en massiv PR-kampagne over hele Danmark gennem Mentaslhygiejnens netværk fik han oprettet ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med sig selv som direktør, idet han samtidigt beholdt en plads i landsforeningens bestyrelse som generalsekretær. Instituttet skulle ved ”forskning” lægge op til lovforslag. ”Forskningen” bestod ikke mindst i spørgeskemaer (en ”forskningsmetode” som har fået større udbredelse senere). I 1969 udgav Socialdemokratiet et såkaldt ”debatoplæg”, udfærdiget af Eggert Petersen. Tanken var at skabe et nyt samfundssystem og kaldtes populært ”Trivselsprogrammet”. Det tilrettelagde befolkningens liv fra vugge til grav efter socialistiske former.
Hele inderkernen i Landsforeningen for Mentalhygiejnen, omkring 40-50 mennesker, var politisk set placeret på venstrefløjen og virkede gennem foreningens store netværk, der strakte sig op i toppen af det politiske system og massemedierne, som en 5.-kolonne. Indtil foreningens fup afsløredes af rigsrevisionen.
Denne inderkernes psykiatere og psykologer gjorde sig f.ex. gældende, da narkotikaen vandt indpas i Danmark midt i 60´erne.
Igennem artikler o.l. nedvurderede de faren ved narkotika, eller stillede sig direkte positive til den. Herunder også til markedet på Christiania. Man kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om de var direkte involverede i den narkotikaindsmugling, som foregik fra kommunistiske lande som angreb på Vesten under Den kolde Krig.
Eller skyldtes accepten af narkotika, at den gav psykiaterne et fast klientel i levebrød?
Psykiatriens politiske engagement kom også frem i spørgsmål om ”isolationsfængsel”, f.ex. i spionsagen angående den østtyske spion ”Rudi” i 1979.
Jon Galster som stædigt hævdede, at der havde været en aftale mellem danske politiker og Hitlers styre angående 9. april, blev udsat for megen chikane fra statens side og et mislykket usmagligt forsøg på at erklære ham sindssyg. (Kunde man ikke komme igennem ad den vej, så kan man måske ad bagvaskelsesvejen: historikeren Scocozza forsøgte det ex catedra på universitetet på tale om 9. april).
De ”apatiske” asylbørn i Sverige viste sig at være et kæmpe fup-nummer med udgangspunkt i den tidligere Sovjetunion, hvor en rejseburaukæde tjente enorme penge på rejser til Sverige, hvor man ifølge reklamen kunne skaffe familier asyl!
Norge fik også ”apatiske asylbørn”. Men afslørede dem ved, at de i modsætning til Sverige, ikke var ladt alene med forældrene om natten, men under konstant sygekontrol.
Og nu Asylirakerne. Det er da klart, at de gerne vil blive. Og det er også klart, at det ikke er godt for nogen og allermindst for ungerne at bo på asylcentre, men – der er et stort MEN.
Hvis ansvar er det først og fremmest? Forældrenes naturligvis!
Som udviste bør de tage imod de tilbudte penge og samle børn og habengut og rejse hjem. Fordi det lille Damnmark ikke KAN tage sig af alle medmennesker på jordkloden, som hellere vil bo under Danmarks socialforsorgs netværk end at hjælpe med opbygningen og udviklingen i deres eget land.
Hvorfor er disse irakere udviste? Af principielle økonomiske grunde for ikke at skabe precedens? Hvormeget har ikke palæstinensergruppen fra 1991 kostet? Først efter særloven kom bagsiderne frem i lyset.
Er irakerne udvist for kriminalitet? Det nytter næppe at spørge, for ”tavshedspligt” kan mørkelægge alt.
Nu fremgår det med al tydelighed af en artikel i Ugeskrift for læger, at Irakersagen er udsat for politisk psykiatri.
Dermed er det ikke længere nogen god ”mærkesag” for Nasal Khader, men snarere en halvsnusket sag, hvor man ikke ved, hvad der er sandt og hvad der er løgn.
