Smålands Museum i Växjö udstiller for tiden 8 billeder af fotograf Elisabeth Ohlson Wallin under titlen ”In hate we trust” (Vi tror på hadet). Hun er venstrevreden, femminist og lesbisk, kaldes Sveriges værste provokatør og har bl.a. irriteret svenskerne med udstillingen ”Ecce homo” med Jesus som homosexuel. Nu gælder det at slå til mod de mennesker, kristne eller ikke, som er imod al den sexsnak, som de homosexuelles forening presser ned over befolkningen. Hun pådutter disse mennesker, at de nærer had mod homosexuelle. Er det sådan? Mig forekommer det, at det snarere er Wallin, der fremkalder og dyrker et had. Udstillingen er arrangeret af Växjö Universitet og ”Livsstil Kronoberg”.
Kerneproblematikken i al denne snak om sex, som man har påtvunget befolkningen, er spørgsmålet ”Frihed til” kontra ”Frihed fra”. Jeg kender den så udmärket fra 70´erne.
Man indførte sexundervisning i folkeskolen i Danmark under påskud af, at umodne pigebørn kom galt af sted. Med sexundervisning ville man forhindre, at mindreårige teenagepiger blev gravide.
Lykkedes man? Hvad siger statistikken?
Sexundervisningen løb af sporet med det samme, og fremstillingen blev ikke reel og sober overalt, sådan som det burde have været. Man kan demoralisere mennesker med sex, narkotika, alkohol o.l., og det var vel netop det, som visse 68´ere ønskede med tanke på at fremprovokere en slags samfundsomvæltning og give grobund for et nyt samfundssystem.
Sexsnak med børnene begyndte allerede i børnehaveinstitutionerne, hvor man nogle steder indrettede ”bollerum”, og Christian Braad Thomsen reklamerede i artikler og film for pædofili og blodskam.
Lærerne havde udstrakt valgfrihed med hensyn til undervisningsmateriale. En af de mest brugte bøger var den svenske psykiater Bengt Claësson bog ”Dreng, Pige, Mand, Kvinde”, hvor man kunne lære alt fra onani til zoosex m.m. Der var også lærere, der mente, at det var vigtigt for børnene at se porno. De købte pornohefter til hele klassen. Børnene skulle have ”frihed til” at se, læse og lære om porno. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (nu overborgmester i København) fandt det i orden.
Sexsnakken og pornoen holdt sig ikke til sexundervisningen. Den vandt indpas i litteraturen og i dansktimerne.
Men var der ”frihed til”, så var der ingen”frihed fra”. Ingen kunne blive fri for de bøger, som pædagogerne havde valgt. Alla skulle syltes ind i mere eller mindre perfid snak.
Og sådan gik det videre der ud af.
Gud ved, om ikke Sverige er det land i Europa, hvor homosexuelle gør sig mest gældende?
Deres forening RFSL (Riksførbundet før sexuellt likaberættigande) råber til stadighed på respekt og rettigheder! Ingen diskriminering her!. Alle er lige! (Også de ulige!). Absurd nok kræves der ”ægteskab” og ”adoption”. Man drager i optog i sexede ”guyfestivals”, men de, der bandlyser sexforestillinger for åbent tæppe, har ikke ”frihed fra” disse orgier, men hånes for deres ”snerpethed” (- sådan kaldes rene tanker).
Måske man skulle tage fat på en ordentlig videnskabelig forskning af problemet ”homosexualitet” og finde ud af, hvor stor en del af de homosexuelle, der er ægte homosexuelle, altså født med andre hormonanlæg end normen, og hvormange, der bare er vilde med sex på alle tænkelige måder.
Pædofili er stadig en forbrydelse, men der er mennesker, der arbejder intenst på at få det
anerkendt – altså at få ”frihed til” det. Bl.a. RFSL synes at gøre en indsats for pædofili. Så det bliver vel det næste skridt i demoraliseringen af den svenske befolkning.
