november 23, 2007

Åbent brev til EU-parlamentariker Mogens Camre.

Kære Mogens Camre
eumoca@ft.dk

For nogle år siden afslørede Bernhard Conolly bedragerier, korruption og nepotisme i EU. Han skrev om det i sin bog ”The rotten Heart of Europe” (”Europas rådne hjerte”) 1995 og blev fyret fra EU på gråt papir.
Paul van Buitenen fortsatte hans arbejde og kunne fremlægge nye afsløringer, men de førte heller ikke til noget.
I sommeren 2003 krævede den svenske EU-parlamentariker Lennart Sacrédeus, at sagerne blev taget op, men det afvistes. Derpå afgav han sammen med 63 andre EU-parlamentariker et mistillidsvotum mod de suspekte EU-kommisionærer i håb om, at kommissionen tog deres ansvar på alvor og gjorde en indsats for at ulovlighederne ikke skulle fortsætte.

Men EU erklærede flot, at EU havde andre regler angående mistillidsvotum: enten gjaldt mistillidsvotum alle i EU-kommissionen – eller ingen!

Kort og godt: man fortsatte som før.

Nu har man i forbindelse med EU-bidrag til Syditalien afsløret en masse bedragerier, og her i november fik tre italienere foretræde for EU-kommissionen i håb om, at man kunne få tingene frem i lyset. De tre var den meget aktive og granskende blogger, Beppe Grillo, en erfaren dommer fra Syditalien med godt kendskab til mafiaen, Luigi De Magistris og en kendt granskende journalist, Marco Travaglio.

Det fremgik af deres indlæg, at Italien i 2006 illegalt har modtaget 318.104.000 Euro samt 1221 anmeldelse for ulovligheder i den forbindelse, d.v.s. ca. 5 gange mere end gennemsnittet i Europa.
(Ialt har Syditalien modtaget bidrag fra EU, den italienske regering og private på lidt over 51 milliarder Euro i 2006).

Men åbenbart skal også disse bedragerier helst forties, for efter italienernes redegørelse i EU-kommissionen, holdt den polske EU-kommissionær en pressekonference, hvor hun erklærede, at EU havde godt styr på tingene og kontrol over EU-bidragene.
En artikel i avisen ”La Repubblica” 20.11.07 tyder dog på noget andet. Sagen skal vist have været nævnt i DR2´s ”Deadline” og i Berlingeren (?).

EU´s tillukkethed og fortielser minder om det syditalienske begreb ”omertá” (– den totale tavshed, når politiet efterforsker mafiaens kriminalitet).


Kære Mogens Camre, hvad har du tænkt dig at gøre i sagen om bedragerierne i forbindelse med EU-bidragene til Syditalien?

Med venlig hilsen Gertrud Johnsen


Kilder: Beppe Grillos blog 21.11.07
http://www.beppegrillo.it/english
och tidningen ”Repubblica” 20.11.07