Tusindvis af svenskere er afhængige af Sveriges ulandsbistand, stod der i avisen ”Världen idag” 19.11.07.
Ulandsbistanden gælder ikke bare modtagerlandene. I en rapport fra tænketanken Timbro konstaterer økonomen og freelancejournalisten, Pär Krause, at der er en stor egeninteresse i at bibeholde det svenske bistandsnivau. Omkring 10.000 personer i Sverige har heltids- eller deltidsarbejde i den såkaldte ”godhedsindustri”. De er alle afhængige af de 30 milliarder, som den svenske regering hvert år giver til internationalt udviklingssamarbejde.
Også for de private konsulteringsfirmaer, som sælger tjenester til SIDA* udgør bistanden et lukrativt marked. Konsekvensen er, at der er modvilje mod at granske, vurdere og sætte spørgsmålstegn ved milliarderne, der ruller, og at det kan ramme bistandens kvalitet.
Jamen er det ikke godt, at så mange er engagerede i bistandarbejdet, spørges der.
Jo, men at man er kritisk til bistandsarbejdet er ikke ensbetydende med, at man godtager fattigdommen, siger Krause.
Målsætningen – 1% af Sveriges BNP til ulandsbistand – beror i første hånd på svenske hjemlige interesser. Bistanden er en udgiftsmålsætning og ikke en nyttemålsætning. De, som går ind for ulandsbistanden, har ofte en egeninteresse i den.
Stefan Dahlgren, som er vurderingsmand i SIDA, har set på Timbro-rapporten, men er naturligtvis ganske uenig. Et job på SIDA giver ikke nogen høj løn. Hvis regeringens bistandsmålsætning skal sløjfes, vil det destabilisere SIDAs projektplanering. Han synes, at rapporten mistænkeliggør mange mennesker i godhedsindustrien.
*) SIDA = Styrelsen Før Internationellt Utvecklingssamarbete
