Tillid eller nødvendig mistillid?

For nogle dage siden skrev en EU-tilhænger, at man skulle være forsigtig med at kræve folkeafstemning. I stedet skulle man vise tillid til de folkevalgte. I modsat fald ville demokratiet lide skade.

Den konklusion forekommer letkøbt.

Det, der har undergravet demokratiet, er de folkevalgtes uvederhæftighed og misbrug af den magt, som vi ved vort tillidsfulde valg gav dem. Se f.eks. blot på skin-forhandlingerne ved det for nyligt indgåede fuldstændig ligegyldige skatteforlig ”efter svære forhandlinger” med et forlig, som reelt set kun er endnu et lille skridt mod venstre. Er der en eneste af alle disse forhandlere, som er værdig til tillid?

Eller tænk på den daværende statsminister, der dagen efter EF-afstemningen den 2.okt.1972 udtalte, at hvis de havde sagt sandheden, så var resultatet aldrig blevet et JA. Eller tænk på Poul Schlütter, der i 1986 ikke fejede noget ind under gulvtæppet, og som erklærede EU for en død sild.

Nej, desværre kan vi ikke have nogen som helst tillid til vore politikere, som bevidst fører skjult dagsorden med Islams magtovertagelse som endeligt mål ved hjælp af Bilderberg-gruppen, Trilateralkommissionen, krigene i Bosnien, Herzegovina og Kosovo, Den Euroarabiske Dialog med undergravelse af vor kristne kultur og styrkelse af arabisk kultur(Islam) og endelig den hemmeligholdte nu 11 år gamle Euromediterranien-aftale med løfte til 9 muslimske Middelhavslande om kommende medlemskab af EU.

Skulle vi have tillid til mennesker, som fører en sådan politik? Det er udelukket. At sætte dem eller deres håndlangere til at vurdere, om der er tale om suverænitetsafgivelse, er som at sætte ræven til at vogte gæs. Kun velvillighed til folkeafstemning efterfulgt af ærlig vilje til at efterleve dens resultat har chance for at genoprette noget af den tabte tillid.

Derfor er en folkeafstemning en uomgængelig nødvendighed for vort demokrati.

Den 5.10.2007.
Venlig hilsen –
Jørgen D. Grønbæk,