I Danmark havde man længe moret sig over den svenske opstyltethed, at man ikke burde begynde en samtale med en anden person i bussen, på gaden eller på færgen, og at man skulle bruge titler, og kendte man ikke vedkommendes titel, måtte man forsøge sig på nogen anden måde. ”Ursäkta, herr ångbåtspassagerare...”. Og man skulle tale i tredie person. Det gjaldt også i familiens skød: ”vad tycker pappa om min klänning?”.
Og så smed man pludselig det hele over bord og sagde frisk væk ”du”. Nok lidt tøvende i begyndelsen, men det slog hurtigt igennem. Det faldt også sammen med de unge marxist-revolutinæres vane bare at sige fornavnet for at beholde anonymiteten.
Jeg hørte nedenstående historie fra Lunds universitetsliv i 40´erne:
Der var fest på universitetet, og under festen hilste de mange studerende på hinanden ved at sige navn og matrikulationsår og dermed blev de dus.
Men uha oh skræk, midt under de glade timer, opdagedes det, at der også var seminarister med på festen. Så gik de studerende atter rundt og hilste med navn og matrikulationsår og sagde ”Ta´r tillbacks” og dermed havde de taget du´et til sig igen og var nu Des.Jo, etiketten kan være indviklet.
