Chefredaktøren for Världen idag, Carin Stenström, sætter fingeren præcis på det ømme punkt på tale om Sveriges syge samfund, ja, for så vidt også Danmarks, men måske mere tydeligt i vort naboland?
Der går ikke een eneste dag, uden at vi læser om overfald, røverier, voldtægter, knivstikkeri, mishandlinger og mord... I fredags havde Sverige fået nok! STOP! HOLD OP!
Pludselig gik de ellers så tavse svenskere ud i store demonstrationer i hovedbyerne mod den udbredte ”gadevold”.
Og så? Hvad mer? Det hjælper ikke, at man klipper hovedet af skvalderkålen, hvis ikke man tager roden med.
Hvad er der sket med det dejlige land?
Alt bygges op af smådele. Et hus bygges op med mursten. En myretue med grannåle. Også vore menneskesamfund bygges op af små enheder. Enheden hedder familien.
”Familien er Samfundets naturlige og fundamentale Enhedsgruppe og har Krav på Samfundets og Statens Beskyttelse”. Dette fastsloges i kaoset efter den sidste forfærdelige verdenskrig, nøjere sagt10. december 1948 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne artikel 16, punkt 3. Sverige og 47 andre stater skrev under.
Men ødelægges byggesystemet eller værre endnu selve byggeklodserne, så går det galt. Så ramler det hele. Så duer det ikke med lapperier.
Vi pukler løs. Arbejde, penge, velfærd. Hvad er det værd? Familien er væk. Samhørigheden er væk. Børnene afleveres tidligt om morgen i en institution for at blive hentet 8-9 timer senere, få mad og komme i seng. Er det et liv? Er det sådan vi vil ha` det?. Børnene kender knapt sine forældre, forældrene knapt sine børn. Børnene må klare sig selv, forsøge at gøre sig lydhøre blandt andre børn, få albuerum. Børnenes behov ud over det mest påtrængende er der ikke tid til. Og selv de bedste pædagoger kan aldrig nogensinde udfylde forældrenes plads. Det gælder om at knytte familiebånd og tage vare på den naturgivne kærlighed forældre og børn imellem og at videregive normerne, traditionerne, de skrevne og uskevne love, der er blevet lutrede gennem generationer.
”Død over familien” råbte den svenske venstrefløj, så det ekko´ede gennem befolkningen: død over fami.., dø-ød o-o-over, dø-ød...
Og hvad gør vi så nu med de rodløse generationer? Hvad stiller vi op?
Og hvordan vender vi om og finder den rette vej gennem skoven, og indretter vort samfund på en bedre måde? Det kræver tid, megen tid, og resurser, men frem for alt vilje.
