Den svenske bank- og fondkoncern, Carnegie er i forfald.
Griskhed er ikke uden grund en af dødssynderne.
Er det bare nogle enkelte personer, som ikke har passet deres arbejde eller er der noget andet?
Drømmen om de store lettjente penge kan gøre mange til ”dødssyndere”. Men desværre handler det også om en slags kapitalismens kultur, som også er blevet en kapitalismens afart.
Kvartalskapitalisme har længe været et passende skældsord mod kapitalismen. Den lagde grunden til aktieejernes plyndreri og indledte afsporingen til griskhed. Med globaliseringsvindene og internethastigheden var det som om etiken og moralen blæste ud af direktionskontorerne. Kvartalsopgørelsen når aldrig at at tage hensyn hverken til, hvor foretagendet ligger eller hvem, der udfører jobbet.
Kvartalskapitalismens kroning er måske det, vi nu ser i sammenslagningen af verdens børser til et gigantisk stormarked for aktiehandel uden hensyn hverken til økonomiske, politiske eller religiøse traditioner. Nasdaq, Dubai og OMX. Hvilken bænkevælling! Og hvilke grådige og egoistiske gevinster for sælgerne!
Hvad sker der, hvis Bin Laden vil have del i Dubaibørsens gevinster, eller om sharialovene skal gælde ved handel i arablandene, svensk lov i Europa og amerikansk i resten af verden?
Spekulativ overtolkning må vi håbe, men spørgsmålene burde i alle tilfælde antydes.
Hidtil har forretningerne bare set ud til at være en del af det, som er kapitalismens største risiko netop nu, den blinde griskhed.
Men allerværst er det, at det svenske Carnegie ødelægger tilliden til det kapitalistiske system, som det trods alt hidtil bedste økonomiske system for udvikling og velstand. Kommunismen mislykkedes med korruption, elendighed og diktatur som resultat.
Socialismen har oftest indført buraukrati med dobbeltmoral og velhavende buraukrater i baggrunden.
Derfor er det dobbelt vigtigt at værne om en sund kapitalisme, hvor ikke bare den enkeltes gevinster tæller, men også den kollektive opbygning af velfærd.
Carnegieskandalen er et pragtexempel på kapitalisme, som mislykkes.
I stedet for at forvalte de enkelte menneskeres opsparinger, har man narret dem.
I stedet for at berige sine kunder, har man beriget sine ansatte, sig selv. Man har i princip anvendt sig af kundernes penge som indsatser i en finansiel spillevirksomhed, som burde være ulovlig.
Gennem såkaldte warranter har man pustet tilgange op, som i virkeligheden var fiktive.
Enkelte Carnegiemæglere har i virkeligheden spillet med kundernes penge og skaffet sig de største gevinster til egen fordel. Kunderne har til og med risikeret store tab uden mulighed for at opretning. I virkeligheden handler det både om tillid til bank- og finanssystem, men også om tiltro til kapitalismen som overordnet system.
Nu har finansminister Odell chancen at tage både Carnegie og andre systemmisbrugere i øret og at handle således at tilliden til kapitalismen som økonomisk idé kommer på plads igen.
Det er som oftest bedst, at kapitalismens frihed reguleres med både etiske love og juridiske love.
