I TV-nyhederne for en måned siden (5.9.07) forlød det, at EU’s justitskommissær, Franco Frattini håbede på, at få de 27 EU-lande til i fællesskab at gøre mere for at hindre terrorrekruttering i Europa. Det skulle kunne undgås gennem børnenes opdragelse. Derfor skal EU-landene nu have en ”debat om skolernes rolle i radikaliseringen”, sagde han. Den løber af stablen ved en planlagt EU-konference den 16. og 17. oktober 2007. Målet er ifølge Frattini at “udskifte en kultur* af ondskab og vold med en kultur af tolerance”.
Det er første gang, at man åbent høre EU tale om, at man skal påvirke børnene til nogle bestemte holdninger. Nogle ville sige ”indoktrinere” dem. Allerede ved EU´s skæbnesvangre aftale med de arabiske lande 1978 efter den (arrangerede?) oliekrise indgik det i aftalen, at EU – af hensyn til islam – skulle censurere skolebøgerne i EU-landene, d.v.s. gøre indholdet islamvenligt. Men som alle ved fortiede massemedierne aftalerne.
Det er første gang, at man åbent høre EU tale om, at man skal påvirke børnene til nogle bestemte holdninger. Nogle ville sige ”indoktrinere” dem. Allerede ved EU´s skæbnesvangre aftale med de arabiske lande 1978 efter den (arrangerede?) oliekrise indgik det i aftalen, at EU – af hensyn til islam – skulle censurere skolebøgerne i EU-landene, d.v.s. gøre indholdet islamvenligt. Men som alle ved fortiede massemedierne aftalerne.
Men man har lige så stille taget fat på censuren. Udenrigsministeriets afdeling ”Center for Kultur og Udvikling” (CKU) gjorde således et fremstöd i 2006 med den såkaldte ”festival”, ”Images of The Middleeast”. Der findes nu adskillige skolebøger, som skal påvirke eleverne til kun at se islams sol skinne over verden. Alle mennesker er venlige og forstående, og livsens ondskab er udryddet. Man kan også kalde sådan eensidig fremstilling for propaganda, som det jo er.
Skolebøger kan naturligvis ikke vise, hvor barbarisk brutal islam er. Man kan ikke vise børn billeder, hvor små piger bliver kønslemlæstede, ægtemænd eller moralpoliti tæver løs på kvinder, eller grovere at man skærer halsen over på sine medmennesker, evt. ledsaget af lydbånd, så man kan høre ofrets skrig gå over i den sidste gurglen...sådan som det skete med den kidnappede amerikanske ingeniør Paul Johnson (2004 ?), der fik halsen savet langsomt over, mens videokameraet rullede.
Man kan heller ikke fremvise en håndfuld afhuggede hænder eller fødder i en skolebog, sådan som man kan se på internettet, eller en langsom hængning ved kvælning etc. etc. Det ene exempel mere grusomt end det andet.
*) hvilken kultur? Den multikulturelle kultur? Den islamiske kultur? Den vestlige kultur?
Her nedenfor er nogle svenske exempler på skolebøger:
Araberen nævner ikke de arabiske voldelige overfald på landsbyer og befolkninger f.ex. i det i årevis plagede Darfur, ej heller, at unge piger kan blive kidnappet og tvangsomvendte til islam eller at anden form for pression kan fremtvinge konverteringer.
Om sådanne forhold lyves der i næste nedenstående tegning, men løgn over for en vantro skoledreng er ikke umoralsk i islam.
Hertil kommer folkeskolens historieløshed:
I 1994-fagformålet (for historie-undervisning) svækkedes undervisningen, og man lagde vægt på at styrke elevens historiebevidsthed og identitet. Det vil sige, at man definitivt gik fra konkret viden til elevcentreret undervisning og dertil kom, at der intet var nævnt om konkret dansk historie.« skrev historikeren Anders Holm Thomsen i Berlingeren
(Berlingskes journalist): Der er dog nævnt i 1994-fagformålet, at de skal erhverve viden om »deres egen kultur«. Er det ikke lige så godt som konkret at nævne dansk historie?
»Næh, for deres egen kultur kan være hvad som helst. Det kan være lokalhistorie eller tyrkisk indvandrerkultur. For første gang nogensinde står der intet om, at eleverne skal lære om vor danske historie, og det fagformål er bindende for undervisningen den dag i dag. Det passer som fod i hose til den multikulturelle samfundsvision.«
I 1994-fagformålet (for historie-undervisning) svækkedes undervisningen, og man lagde vægt på at styrke elevens historiebevidsthed og identitet. Det vil sige, at man definitivt gik fra konkret viden til elevcentreret undervisning og dertil kom, at der intet var nævnt om konkret dansk historie.« skrev historikeren Anders Holm Thomsen i Berlingeren
(Berlingskes journalist): Der er dog nævnt i 1994-fagformålet, at de skal erhverve viden om »deres egen kultur«. Er det ikke lige så godt som konkret at nævne dansk historie?
»Næh, for deres egen kultur kan være hvad som helst. Det kan være lokalhistorie eller tyrkisk indvandrerkultur. For første gang nogensinde står der intet om, at eleverne skal lære om vor danske historie, og det fagformål er bindende for undervisningen den dag i dag. Det passer som fod i hose til den multikulturelle samfundsvision.«
