Jeg fortalte forleden om "Rädda Barnet"s kampanj, - en henvendelse til forældre og andre ansvarlige voksne, at de skal følge med i børns - særligt pigebørns nysgerrige interesse for dette medie. Det kan sikkert føles meget spændende for et pigebarn at bekendte sig med en ukendt venlig mandsstemme, men det kan også være farligt.
Findes der i vore dage mødre, der har tid til at følge med deres døtres pubertetsnysgerrighed på skærmen? Har børnene ikke deres egen lommewordpad med overalt? Og er mødrene ikke på arbejde? Det ved "Red Barnet" naturligvis, så hvorfor foreslå noget så umuligt? I det moderne samfund, hvor alle voksne arbejder, har man stort set berøvet forældrene forældremyndigheden - d.v.s. forældreansvaret. Man hører kun om "forældrenes ansvar", når det går galt for barnet. Så falder man over forældrene uden mindste tanke på, at de måske har gjort alt, hvad de kunde, og at også samfundet - har et moralsk ansvar.
Alt for ofte ser samfundet gennem fingre med at dårlige elementer driver deres spil. Intet samfund kan frigøre sig helt for kriminalitet, men det skal ikke støttes eller fremmes af staten hverken økonomisk eller moralsk. Ideen med 68'ernes revolution var jo, at alt gammelt udslidt skulde smides ud og et nyt bedre samfund skabes, et marxistisk uden sammenhæng med det tidligere. Nedbrydning og genskabelse.
Umoralen indprægedes i børnene gennem skoleundervisningen, hvad enten det gjaldt tyverier i stormagasinerne, bibliotekernes børnebøger om at ryge hash, børneteatrenes opfordring til vold, børneværnets anbringelse af børn i Christiania, den frit opdragne Tine Brylds kværnen løs i radioen, BRIS, der lokkede børn til at løbe hjemmefra, snuskede ord og tanker i dansk-timerne, sexundervisning med porno og perversiteter
Se på en mand som Torben Weinreich, lærer og pædagog med de rigtige meninger og muligheder. Han vidste råd for at få fat i børnene bag om forældrenes ryg, ligesom BRIS.
I "Børne-og Ungdomsbogen i Lokalsamfundet" skriver han, hvordan man kan omgå den forældrestyrede og beskyttede opdragelse ved at lade meninger og omtale af børnebøger nå frem til børnene gennem børneprogammer i radio og TV, som forældre så godt som aldrig kikker på.
Weinreich gjorde en indsats for "gode" børnebøger. Han skrev, hvad de burde handle om i en stor forfatterkonkurrence ved forlaget Borgen, nemlig: om politiske aktioner på arbejdspladserne, revolutioner, terror, politisk arbejde af forskellig art, f.ex. elevrådsarbejde, landproletariatet (husmænd som specialarbejdere), massagepiuger, homosexuelle drenge, hor og vold. "Vel skal der være "saglig" og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord, (vi må genopvække en slags orgiastisk expresssionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men OK: så ert det et program. Har vi ikke tid at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!".
De, der fulgte opskriften, vandt!
Det er sådan noget "Red Barnet" står overfor. Det er en kamp mod samfunderts demoralisering, for den er ikke slut, og borgerfløjen er så inficeret, at den ikke kan se ud af sine egne øjne, og forældre kan enkeltvis ganske simpelt ikke hamle op imod myndighedernes ligegyldighed.
Den almene samfundsopløsning foregår ikke bare i Danmark, men i hele Europa gennem EU, som er helt med på holdet. Herunder deres krav om obligatorisk sex-undervisning af alle småbørn i alle former for sex, normale og perverse og om - pædofili. Lissabontraktaten i 2007 åbnede for at man ikke så så strengt på denne forbrydelse som hidtil, at man blev mere tolerant, sikkert for at imødekomme invasionen af en fremmed kultur, hvori denne sexform er accepteret og yndet. Det kan så de ansvarsløse perverse børnelokkere på internettet glæde sig over. For forældre ser det anderledes ud.
Det skulde ikke undre mig, om EU tvært imod vil øge sexundervisningen til endnu mindre børn under det påskud, at de netop må vide alt for at kunde afværge en begyndende sexuel handling....
Hvad kan forældre stille op mod alt det? En håbløs kamp mod håbløst ligegyldige, demoraliserede myndigheder. Og demoraliseringen fortsætter og nedbrydningen af samfundet med den.
Skal "Red Barnet"s kampagne have nogen mening, så må de sandelig gå grundigt til værks
og angribe samfundets ligegyldige holdning. De må tage fat i roden for den moralske sump, vi er havnet i.
.
