Det er svært ikke at blive rørt over billeder af mennesker, der drukner i Middelhavet eller ligger på den bare jord uden læ, mad eller drikke. Og Bo Lidegaard siger, hvad alle må føle, når han 23. august i Politiken skriver, at der skal gøres noget, og at det hverken skal være for meget eller for lidt. Hvilket er meget fornuftigt sagt. Men europæerne ved ikke rigtigt, hvad de skal gøre. Og hvad værre er, den ”etiske udvikling” - hvis man kan sige det sådan - har spillet dem næsten alle handlingsmuligheder af hænde. Europæere føler i dag, at det må være deres egen skyld - eller i hvert fald deres eget ansvar, og det er ikke så mærkeligt. Politisk korrekthed har lært dem, at alt, der er gået galt i verden - helt fra den globale opvarmning til slaveriet (som Vesten næppe har opfundet selv) – er europæernes skyld. Og på den måde er det hele meget enkelt: Europæere er onde, og hvis verden stander i våde, er det netop på grund af dem. Det hedder ”the blame game”, ansvarsplacering, og medfører i dette tilfælde, at de druknende skal reddes og fordeles blandt de europæiske stater. Andre steder synes ikke at være en mulighed, (Bo Lidegaard nævner den overhovedet ikke) og hvorfor skulle det også være det, når Vesten er ansvarlig for alle klodens rædsler?
Anders Jerichow var mere præcis, da han 21. april i samme avis skrev, at ”Europa har rigtig nok ansvar for flygtninge, der kommer ind i europæisk farvand eller spottes af europæiske skibe.
Men arabiske regeringer har ansvaret for de bølger af flygtninge, der bevæger sig op gennem deres lande og lader sig stuve om bord på synkefærdige både i deres havne. Hvad gør de arabiske regeringer og deres liga? Ingenting.” Nemlig. Har de arabiske lande taget nogen flygtninge overhovedet? Det gjorde Berlingske Tidende (25.5) et spædt forsøg på at komme med svar på, og her viste det sig, at visse lande i Mellemøsten – Jordan, Libanon og Tyrkiet - har taget mange flygtninge, mens andre har taget yderst få.
Det stenrige Saudi-Arabien har givet asyl til 59, verdens tredjerigeste land Qatar tegner sig for nul, mens Iran er slet ikke med på Berlingskes liste, hvilket kunne tyde på, at heller ikke dér er der en overvældende modtagelsesvilje. Jeg har læst på nettet, at Politiken 22. marts beretter, at 22 000 irakiske flygtninge har prøvet at komme ind i Iran fra byen Penjwin i det nordlige Irak men har ikke kunnet kommet videre derfra. Artiklen er ikke fra marts 2015 men fra marts 2003, så vi må håbe, der er lykkedes for dem. Men ellers har jeg ikke kunnet finde meget om flygtninge i Iran. Så bortset fra Jordan, Tyrkiet og Libanon lader de 56 islamiske lande ikke til være særlig tilbøjelige til at åbne deres døre for meningsfælle. Og i dette lys er det meget forståeligt, at mange europæiske lande også slæber med fødderne, når man ser, hvor hurtigt flygtningestrømmen vokser. Det er især lande, der allerede har problemer med etniske minoriteter (eksempelvis de baltiske lande med deres mange russiske bosættere fra sovjettiden), der ikke er ret varme på at importere flere. Men EU insisterer, at vi må gøre noget. Det vil sige, hvis vi altså kan. Men det er ikke så nemt.
De menneskelige værdier
Bo Lidegaard understreger, at vi er nødt til at handle meget hurtigt for at få situationen under kontrol, men at vi samtidig må huske ”de menneskelige værdier vores samfund bygger på”. Hvilket formelt er rigtigt, (eller i hvert fald lyder sådan), men meget vanskeligt at føre ud i livet. Og Bo Lidegaards egen tekst siger hvorfor. De ”menneskelige værdier”, der er tale om , stammer fra en anden tid, og under en folkevandring, som den, Europa nu bliver udsat for, har vi ikke længere råd til dem. Medmindre vi vil gå under. Og desværre ser det også ud til, at disse højt besungne ”menneskelige værdier” vil tvinge os til netop det. ”De betyder, at vi må indse, at hver enkelt flygtning og hver migrant er et menneske som os selv”, skriver Lidegaard”, og det lyder unægtelig smukt. Indtil man kigger nærmere på realiteterne bag.
Migranterne fra Mellemøsten ligner os meget lidt. Lige så lidt som vi ligner hinanden, kunne man tilføje, og det nytter ikke noget, som Lidegaard skriver, at ”vi må gøre en ekstra indsats for at få dem (migranterne og flygtningene GC) på fode, så de kan blive en del af vores samfund. Virkeligheden presser på”. Ja, den gør så, men vores ”værdier” har gjort os resistente overfor virkeligheden, og vi er dårligt rustet til at håndtere den. Det drejer sig ikke så meget om mennesker, men om kulturer, og kulturer ligner ikke hinanden. Nogle gange er de hinandens modsætninger, og det nytter ikke noget at komme dem i en sæk og ryste dem sammen, fordi, der vil være kulturer, der er resistente over for vores, og som selv i tredje generation optræder som – og føler sig som – et fremmedlegeme, der hører til et helt andet sted. Så det hjælper ikke med fagre floskler, der tager udgangspunkt i verden som den burde være, og ikke i verden som den er.
Noget, der generer mig mest i Bo Lidegaards og andres betragtninger, er nøgleordet ”menneskeligt”. "Menneskeligt" bruges altid som noget positivt. Den kroatiske præsident Zoran Milanovic har lige udtalt, at når den flygtningestrøm (der i skrivende stund er på vej op mod Kroatien), når frem, så ”må vi vise os som mennesker”. Det er noget af en forbavsende udtalelse, når man tænker på, hvad mennesker kan finde på, (ikke mindst i selve Kroatien hvor man under Anden Verdenskrig havde den frygtelige slavelejr Jasenovic, hvor utallige mennesker blev pint til døde). Ja, Jasenovic var ganske umenneskeligt, kan man sige, men man kan lige så godt påstå det modsatte. At det tværtimod var såre menneskeligt, eftersom det er den slags ugerninger mennesker meget nemt kan finde på.
Homo homini lupus, sagde romerne. Mennesket er en ulv overfor sine medmennesker. Det er en meget nøgtern betragtning, der med dens barske realisme står i skærende kontrast til floromvundne erklæringer om ”det menneskelige”, erklæringer der i virkeligheden gør mennesket til en gud. Eller i værste fald til en engel, hvad han (elĺer hun) bestemt ikke er. Mennesket er en synder, sagde Luther, og selvom det ikke er hele sandheden, er det godt at have i baghovedet.
Geoffrey Cain
|
