To diamentralt modsatrettede psykologi-opfattelser

Sverige jamrer for tiden over mangel på skolepsykologer både i de landsdækkende og de lokale medier.  Skolerne  kan ikke leve op til behovet, hedder det. Det er ikke til at opdrive psykologer til de ledige stillinger.

Skulde man ikke snarere råbe et højt hurra for at man kan klare sig uden psykologer ? Det er da ikke noget at stræbe efter at få en  "hjælper". Mange ting kunde givetvis komme på ret vej ved bare at snakke med en god ven. Det behøver ikke at koste skatteborgerne en formue. Det vigtigste er at vedkommende lytter og forstår. En chefpsykolog i Småland henstillede til skolelærerne, at de selv tog fat og hjalp, hvis det behøvedes. Når Sveriges Psykologforbund anbefaler at der skal være en skolepsykolog for hver 500 børn, er det jo en "skrivebordsbestemmelse", som måske mere drejer sig om levebrød og indflydelse end om psykisk svage skolebørn.

Psykologi - bør man omgås med forsigtighed, for det er en pseudovidenskab uden faste rammer, som kan gribe ind i ens livssyn og omfatter
To modsatrettede psykologi-skoler
Psykologer (og pædagoger) hører vel til den mest udskældte befolkningsgruppe i Danmark, hvis vi ser bort fra politikerne. Mange af os føler, at de er ansvarlige for det rod, vort samfund er gerådet ud i. Man kasserer kort og godt selve begrebet psykologi som noget udueligt tøjeri. Og det er nødvendigt at påpege, at psykologerne er delt i to diamentralt modsatte "skoler”, som har ganske forskellige opfattelser af menneskets situation i samfundet. Naturligvis er det i dag den socialistiske psykologi, der præger vor samfundsstruktur, og den liberale er praktisk talt uden indflydelse, hvis man ser bort fra USA og – delvis – England.
Principielt er forskellen mellem de to skoler den, at den socialistiske psykologi vil tilpasse mennesket til strukturen i det socialistiske system, medens den liberale søger at få individet til at fungere bedst muligt indenfor det frie kapitalistiske samfunds rammer.
Naturligvis fremkalder disse forskellige livsholdninger uundgåeligt forskellige metoder og terapier.
Hertil kommer, at den socialistiske psykolog er nødt til at underordne sin forskning den socialistiske ideologi og dens doctriner – som f.ex. hævder, at arv er praktisk talt uden betydning (undtagen med hensyn til fysiske specificationer), medens omgivelserne er praktisk talt eneafgørende for individets udvikling og kvalitet i voksenalderen. Kort: at det er omgivelserne mere end noget andet, der præger individet. Modsat hævder den liberale psykolog, at vel er omgivelserne af betydning, men at det er arveanlæggene, der i sidste ende afgør valg og tilbøjeligheder.
Uden den mindste moralske vurdering af de to forkellige samfundssystemer er det imidlertid klart, at det liberale, kapitalistiske system er et produkt af menneskets natur på godt og ondt – medens det socialistiske er baseret på den helt igennem forkerte tanke, at: menneskene fødes ens og med lige muligheder.
Verdens top-ledere er udmærket klar over, at den, der kontrollerer psykologien, også kntrollerer masserne – og derfor er psykologerne mobiliseret i den evige krig mellem ideologierne liberalisme og socialisme.
Det er en ubestridelig kendsgerning, at den socialistiske psykologi ikke bygger på sandhed, men på dogmer. Idet den hævder, at ”sandhed ikke existerer som begreb”, men at der er ”flere sandheder” - en for arbejdsgiveren (kapitalisten) og en anden for lønmodtageren (arbejderen) – og videre, at det den ene anser som en sandhed, er en løgn for den anden. Sandheden er – siger man – ”klassebundet”.
Mærkeligt nok er dette vrøvl accepteret i vide kredse, men det skyldes formentlig, at flertallet af mennesker accepterer dogmer – bare de fremlægges som ubestridelige kendsgerneinger.
Dette er også anledningen til, at socialistiske psykologer – og pædagoger – aldrig indlader sig på diskussioner om psykologi og pædagogik med anderledestænkende, men indskrænker sig til at forelægge deres dogmer, der ikke kan og skal diskuteres, men blot accepteres. Historikeren, professor Johannes Sløk, oplevede det indenfor sit specielle område og måtte forlade Århus Universitet efter et opgør med marxisterne og den berygtede ballademager Rudi Dutschke, som han i blåøjet tro på hæderlighed havde skaffet et job. Gøgeungen vippede ham ud af reden og forsikrede ham (ordret citeret) om, at han var ”et dumt svin”.

Men enhver videnskabelig disciplin, der bygger på andet end sandhed og erkendelse er på forhånd dømt til at mislykkes. Mennesket kan opdrages til hvad som helst, men på et eller andet tidspunkt begynder det at TÆNKE, og så er det sket med demagoger. De bliver fejet ud – glemt. Mennesket kan udforske og udnytte naturens kræfter, men hvis man modarbejder naturen, så taber man. HVER gang!
Resultaterne af den socialistiske psykologi og pædagogik går lyslevende rundt iblandt os – som afskrækkende og tankevækkende exempler. Foruden alle de andre: forvirring, stigende kriminalitet, narkomani, alkoholisme, promiskuitet, håbløshed og mangel på initiativ og livsglæde
Man fortæller ungdommen, at livet er meningsløst i det kapitalistiske samfund, at ”kapitalen” bør ødelægges, og at den eneste vej til et meningsfuldt liv er socialisme.

Den kendsgerning, at millioner og atter millioner flygter rædselsslagne fra de områder – næsten en tredjedcel af verden – hvor socialismen hersker – ser man aldeles bort fra. Man lader sig ikke distrahere af den slags bagateller. Drømmen er jo så smuk - synes man.
Først når ”manden på gaden” får øjnene op for, at vort samfund ikke er produktet af psykologien som videnskabelig disciplin, men derimod resultatet af en helt igennem falsk lære baseret på løgn, fup og svindel, tør vi håbe på en bedring.

Måtte det ske, inden det er forsent!

Kilde:  Claus Frost-Hansen i tidsskriftet AKTION, nr. 5/1980.