Schweizerne skal på søndag stemme om, hvorvidt den enorme masseindvandring af muslimer skal fortsætte. EU presser dem, skønt Schweiz ikke er medlem!
Nedenstående artikel er skrevet af chefredaktøren for avisen Schweizerzeit, en borgerlig-konservativ avis for Uafhængighed, Føderalisme og Frihed.
I den
afsluttende fase før folkeafstemningen i Schweiz, pro eller contra
den kolossale masseindvandring henvendte Egerkingerkomitèen sig til
befolkningen i annoncer med information.
Her blev
omfanget og tempoet i den muslimske indvandring i Schweiz reelt
dokumenteret. Desforinden var indholdet af disse annoncer blevet
kundgjort på et pressemøde i det føderale pressecenter i Bern.
Hvis den
muslimske indvandring udvikles videre i samme takt som hidtil, vil
Schweiz i løbet af 16 år have 1 million muslimer boende.
Der blev også
udtrykkeligt vist hvilke fakta, der vilde afgøre forholdene.
Der kom
omgående spontan afvisning af annoncerne fra henved et dusin aviser.
Da den første
ophidselse havde lagt sig, satte man sig åbenbart bedre ind i
annoncernes indhold med det resultat, at de fleste trak deres
afvisning tilbage. Kun tre større aviser afviste definitivt
annoncerne (nemlig "Tages Anzeiger" (Zürich), "Bund"
(Bern) og "Berner Zeitung" (Bern)). Det var altså især
Berns borgere, som blev snydt for annoncen.
Begrundelser
Spugte man, fik
man - mundtligt - svage begrundelser for afvisningen som f.eks.:
der blev kun
nævnt een religionsgruppe i annoncen. Det kunde have "nedsættende
virkning".
En virkelig
„overbevisende“ nødløgn: Skulle man for at leve op til den
„politiske korrekthed” måle den muslimske indvandring på
udtrædelser af den evangeliske kirke, for at statistikken, som i sit
sandhedsindhold ikke står til diskussion og i sit udsagn om
fremtiden karakteriseres som ”vovet”, kan bestå i
Tamedia-censorernes øjne?
Udflugter
Altsammen
udflugter. I virkeligheden blev annoncen afvist, fordi man vilde
unddrage befolkningen vigtig information. De skulde ikke vide, hvor
hurtigt den muslimske indvandring foregår.
Midlet for
at nå målet?
De,
der dokumenterer de høje muslimske
indvandrertal,
bliver
draget ind
i racismens stinkende kreds. Idet man kritiserer,
at denne annonce – for at vække opmærksomhed hos læserne –
viser den samme burkakvinde som symbol, som komitèen
i sin tid også
havde
på sine plakater imod minareter, altså for et
afstemnings-initiativ,
som blev vel modtaget i befolkningen.
Dette
billede vækker anstød, fordi det minder om en ubestridelig
kendsgerning: at talsmændene for disse muslimer - som gør krav på
at være ”repræsentative stemmer” - ikke er indstillet på at
anerkende alles ligeret for loven – hvilket er en elementær
grundlov i den schweiziske forfatning. Forskellige talsmænd fra det
islamiske Centralråd har allerede udtrykkeligt forsvaret mænds
tugtelsesret over for ulydige
hustruer. Det er det,
billedet med den tilhyllede kvinde minder os
om. Men der gives
naturligvis også modige muslimkvinder, som betegner den totale
tilsløring som undertrykkelse og tvang.
Vi hævder ikke på nogen måde, at enhver herboende muslim er voldelig over for sin kone. Men vi holder fast ved, at muslimernes talsmænd retfærdiggør sådanne voldsanvendelser mod hustruer, idet de henviser til islams hellige skrifter. De viser dermed, at for dem har sharia-ret, som benægter kvindens ligeret for loven, forrang for den schweiziske forfatningsret, der som bekendt er opstået af vort direkte demokrati og er forbindtligt for os alle.
Er det politisk ubærligt at konstatere sådanne kendsgerninger? Skal racisme lade sig besigtige, hvem der husker sådanne sandheder? Skal man lade sig rive ”racisme” i næsen, når man henviser til, at talsmænd for en bestemt befolkningsgruppe her i de schweiziske byer stadigvæk lader uddele traktater, som ikke er andet end ”Opråb til krig mod vantro”.
Tolerance og intolerance.
Tolerance betyder jo: det tillades anderledes troende at leve i al frihed efter sin tro. Og der er i Schweiz kun én eneste religiøs begrundet retning, hvis talsmænd nedgør anderledes troende som vantro. Og som uddeler traktater, som åbent går ind for ”Vold mod vantro”.
Der er ingen tvivl: Vilde nogen som helst anden gruppe her i landet komme med lignende opråb til vold imod andre, der bliver nedgjort som mindreværdige, så vilde ophavsmændene til sådanne opråb være sikker på ingriben fra justitsens side. Til og med de ansvarlige for den kristne kirke hyller sig i – om muligt forlegen – tavshed.
Den, der vil forhindre udbredning af bevislige sandheder og kendsgerninger
og den der forskønner opførsler, som i henhold til de schweiziske forfatnings regler er forkerte, kan en skønne dag vågne op og måske endnu nå at blive klar over, at han/hun har hjulpet med til at bane vej for totalitære strømninger. For også det er en aspekt ved masseindvandringen, som må omtales
Ulrich Schlüer
http://www.schweizerzeit.ch/cms/
Vi hævder ikke på nogen måde, at enhver herboende muslim er voldelig over for sin kone. Men vi holder fast ved, at muslimernes talsmænd retfærdiggør sådanne voldsanvendelser mod hustruer, idet de henviser til islams hellige skrifter. De viser dermed, at for dem har sharia-ret, som benægter kvindens ligeret for loven, forrang for den schweiziske forfatningsret, der som bekendt er opstået af vort direkte demokrati og er forbindtligt for os alle.
Er det politisk ubærligt at konstatere sådanne kendsgerninger? Skal racisme lade sig besigtige, hvem der husker sådanne sandheder? Skal man lade sig rive ”racisme” i næsen, når man henviser til, at talsmænd for en bestemt befolkningsgruppe her i de schweiziske byer stadigvæk lader uddele traktater, som ikke er andet end ”Opråb til krig mod vantro”.
Tolerance og intolerance.
Tolerance betyder jo: det tillades anderledes troende at leve i al frihed efter sin tro. Og der er i Schweiz kun én eneste religiøs begrundet retning, hvis talsmænd nedgør anderledes troende som vantro. Og som uddeler traktater, som åbent går ind for ”Vold mod vantro”.
Der er ingen tvivl: Vilde nogen som helst anden gruppe her i landet komme med lignende opråb til vold imod andre, der bliver nedgjort som mindreværdige, så vilde ophavsmændene til sådanne opråb være sikker på ingriben fra justitsens side. Til og med de ansvarlige for den kristne kirke hyller sig i – om muligt forlegen – tavshed.
Den, der vil forhindre udbredning af bevislige sandheder og kendsgerninger
og den der forskønner opførsler, som i henhold til de schweiziske forfatnings regler er forkerte, kan en skønne dag vågne op og måske endnu nå at blive klar over, at han/hun har hjulpet med til at bane vej for totalitære strømninger. For også det er en aspekt ved masseindvandringen, som må omtales
Ulrich Schlüer
http://www.schweizerzeit.ch/cms/
