Af Michael Suhr 13, februar 2014
Schweiz er som bekendt så heldige at stå udenfor storstatsfantasien EU. At tro, at det giver særlige muligheder for Schweiz, er en utopi. Selv udenfor EU’s tunge åg mærkes de antidemokratiske strømninger og intolerancen fra EU.
I 1999 forhandlede Schweiz med EU om den fri bevægelighed. Som i alle andre europæiske lande fejlvurderede den politiske elite i Schweiz fatalt indvandringens omfang. Den gang mente man, at der ville være en netto-indvandring på omkring 8.000 om året. Virkeligheden viste sig, at den blev på over 70.000 indvandrere – per år!
Folkeinitiativet mod Masseindvandring fik via indsamling af de 100.000 underskrifter, som schweizisk lov foreskriver skal til, gennemtrumfet en folkeafstemning, der fandt sted i søndags den 9. februar. Spørgsmålet der skulle stemmes om var, om man skulle indføre en begrænsning i den årlige indvandring. Med andre ord: om schweizerne enerådigt skal bestemme, i hvilket omfang der kan ske indvandring til landet.
Som forventet mødte afstemningen modstand fra det politiske establishment i Schweiz (og alle andre steder). Først forsøgte det schweiziske nationalråd at forhindre afstemningen, men da de 100.000 underskrifter forelå, blev alle kræfter på den ekstreme venstrefløj, fagforeningerne, massemedierne og EU forenet i en massiv trusselskampagne for et nej til forslaget. I disse kredse ønsker man ganske enkelt ikke, at det schweiziske folk selv skal bestemme sin skæbne og være herre i eget hus. At Schweiz, som alle andre europæiske lande, lider voldsomt under indvandringen, både økonomisk, kulturelt og socialt, er man lige glade med. Schweizerne har at makke ret, holde kæft og gøre som der bliver sagt.
Det bemærkelsesværdige er, at forslaget ikke nævner noget som helst om, hvor meget indvandringen skal begrænses eller om det er særlige grupper af indvandrere, der skal formenes adgang til Schweiz. Ekstremisternes modstand gælder simpelthen befolkningens frie valg af egen skæbne, der så inderligt er imod planerne med en EU-stormagt.
Kampagner for et ja til lovforslaget blev som forventet mødt med boykot. Mødeterror, aviser der nægtede optagelse af valgannoncer for et ja m.m. viste, hvor ufrit selv et Schweiz udenfor EU’s regime er.
Og resultatet? Folket sagde et rungende JA til, at indvandringen skal begrænses og at det er schweizerne selv, der skal være herre over, hvordan deres land skal se ud i fremtiden.
Så skulle man jo tro at dette udslag af folkevilje via demokratisk afstemning ville blive respekteret. Men nej: det er ikke lige EU-fanatikernes stil. Straks mødtes afstemningsresultatet med ”fordømmelse”, nu vil man ”se på hvad ja’et kommer til at betyde for det fremtidige samarbejde” osv. Såre udemokratisk, men slet ikke overraskende for os der løbende betragter EU-vældet.
Især bemærkedes, at den berygtede EU-kommissær Viviane Reding, gik på barrikaderne for at ramme Schweiz økonomisk. Da Schweiz nu må følge folkets vilje og forlange aftalen om fri bevægelighed til genforhandling, ja så må Schweiz også forvente, at alle andre aftaler med EU (de mere end 100 såkaldt bilaterale aftaler) også skal genforhandles (selvfølgelig med den hensigt at ”straffe” det schweiziske folk).
Det er samme Viviane Reding der kræver, at forårets valg til EU-parlamentet skal bruges til at pace EU i retning mod Europas Forenede Stater, altså en europæisk supermagt, hvor nationalstaterne ofres på stormagtsdrømmenes bål. Men det er jo fint i tråd med, at folkene i de enkelte EU-lande ikke bliver hørt – og hvis de bliver, så skal de fandeme ikke tro de kan bestemme noget.
Hvem kan leve med den tvang og undertrykkelse på samvittigheden? Kan du?
