Myten om vore folkeretlige forpligtelser
AF Ole Hasselbalch, professor, jur.dr. Humlebæk 18. februar 2014
Betydelige dele af landets såkaldt intellektuelle elite har søgt nye holdepunkter for det åndelige liv i en menneskerettigheds- og EU-kult, der igen og igen inficerer debatten.
Mennesker trives ofte bedst, hvis de lever efter trossætninger, der fritager dem for at tænke selv. I Danmark er den kristne tro imidlertid på retur og marxismen gået af mode. Betydelige dele af landets såkaldt intellektuelle elite har derfor søgt nye holdepunkter for det åndelige liv i en menneskerettigheds- og EU-kult, der igen og igen inficerer debatten.
På vore universiteter og i talrige centre, kontorer og organisationer går således et voksende antal kloge folk rundt og mumler uophørligt om EU-rettens, menneskerettighedskonventionen
I JP 15/5 2005 kunne læses, at deltagerne i Journalisthøjskolens optagelsesprøve fik stillet spørgsmålet om, hvilken mulighed Danmark har, hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger en dom om danske forhold. Det autoriserede svar var, at Danmark så skulle efterleve dommen.
Svaret nævner ikke, at der også er andre muligheder, og er dermed forkert, hvilket vel viser noget om, hvorfor den nye kult har nået en så imponerende udbredelse. Danmark er således ikke bundet af menneskerettighedskonventionen længere, end vi selv vil. Hvis en dom fra menneskerettighedsdomstolen er urimelig eller strider mod væsentlige danske interesser, hvilket slet ikke er usædvanligt, har vi mulighed for at træde ud af konventionen eller ligefrem nægte at følge dommen.
Danmarks højeste judicielle myndighed er nu engang Højesteret, hvis virksomhed ikke kan udliciteres til menneskerettighedsdomstolen (hvor en dommer i dag behandler ca. 400 klager dagligt om bl.a. borgernes retssikkerhed). Og Højesteret skal dømme efter det, Folketinget bestemmer, uanset hvad menneskerettighedsdomstolen mener.
Hvis dennes dommere derfor i deres lønkamre finder på at skabe helt ny ret i forhold til, hvad Folketinget besluttede, da det i begyndelsen af 1990’erne vedtog en lov, der gjorde konventionen til dansk ret, har Højesteret ikke andet at gøre end at dømme efter, hvad der gjaldt i henhold til konventionen dengang. På samme måde vil Højesteret skulle dømme efter det, Folketinget senere måtte beslutte, hvis det en dag taber tålmodigheden med domstolens menneskerettighedsmageri.
Nyt eksempel: Ifølge JP 14/1 afviser statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun har gjort noget forkert ved uden om Folketinget at ændre optjeningsreglerne for udenlandske EU-borgeres ret til at få en børnecheck.Hun henviser til, at hendes jurister vurderer, at Danmark ikke kan vinde en eventuel sag ved EU-domstolen om optjeningsreglerne.
Danmarks tiltrædelse af EU har imidlertid kun fundet sted ved en ganske almindelig, af Folketinget vedtaget lov. Med denne forpligtede vi os til at anvende EU-retten på dansk grund. Men denne lov har ingen større vægt end alle andre love. Hvis Folketinget derfor bevidst opretholder en lovgivning, der strider mod EU-regler – f.eks. for at fremprovokere en ændring af disse – er det statsministerens pligt at følge folketingsflertallet. Det samme gælder, hvis Folketinget senere vedtager en EU-retsstridig lov. En folkevalgt forsamling kan således ikke binde efterfølgernes vedtagelser. Princippet blev for øvrigt fastslået i dansk ret helt tilbage i 1819.
Statsministeren kan med andre ord ikke på egen hånd hen over hovedet på Folketinget ændre noget, dette har vedtaget. Gør hun det, begår hun statskup i det små. Hvis Folketinget nægter at følge EU, er det således et mellemværende mellem EU og Danmark, som ikke har nogen indflydelse på statsministerens pligt til at overholde det, Folketinget har vedtaget.
Problemet er i øvrigt netop behandlet af Højesteret i en dom af 18/12 2013, der fastslår, at en klar dansk lov altid går først. Afgørelsen noterer i øvrigt, at det faktisk er anerkendt af EU-domstolen, at de nationale domstole ikke må anvende EU-retten ”contra legem”, dvs. imod den lovgivning, der gælder i de enkelte medlemslande. EU-retten anerkender med andre ord – meget betryggende – disses suverænitet. Så statsministeren må nok have fat i sine jurister igen og få dem til at fintune deres jura.
Utidig ærbødighed for konventionerne har der også været i en anden nylig sammenhæng. Der er således opstået stor forargelse over, at Søren Krarup og christian Langballe mener, at der ikke skal gives statsborgerskab til muslimer, eftersom det er umuligt at forene den islamiske tro med en demokratisk samfundsorden. Diskriminationskortet blev omgående trukket, og de to blev gennemheglet med henvisning til både grundlovens forudsætninger om, at forskelsbehandling på dansk grund ikke er tilladt, og til den internationale racismekonventions forbud mod ditto.
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding imidlertid få indfødsret uden ved lov, dvs. via Folketingets vedtagelse af en lov om, at den konkrete person, det drejer sig om, skal have statsborgerskab. Og under afstemningen om en sådan lov er folketingsmedlemmerne som sagt ifølge grundlovens udtrykkelige indhold kun bundet af deres overbevisning. Det er med andre ord ganske tilladeligt, at de lader alleovervejelser for og imod indgå i denne stillingtagen.
Det er i øvrigt urimeligt at kalde det ”diskrimination” eller ”forskelsbehandling”, hvis folketingsmedlemmer føler, at det er uforsvarligt at give statsborgerskab til udlændinge, der efter al indhøstet erfaring ikke kan ventes at ville tilpasse sig den danske samfundsmodel. ”Diskrimination” er negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod enkeltindivider eller grupper. Diskrimination af usaglige grunde (f.eks. race) er moralsk forkastelig og modvirkes da også af internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder især af FN’s racediskriminationskonvention. Men læg mærke til ordet ”usaglig”. Sagligt begrundet forskelsbehandling er således både tilladelig, moralsk forsvarlig og undertiden endog nødvendig.
F.eks. kan man kun få sociale ydelser, hvis man opfylder særlige betingelser med hensyn til alder eller helbredstilstand. Folk, der ikke opfylder betingelserne, er altså afskåret fra dem og bliver dermed for så vidt ”diskrimineret”. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab er heller ikke uden videre konventionsstridig. Den danske pensionslovgivning bestemmer i pagt hermed, at som hovedregel kan kun danske statsborgere få offentlig alderspension.
Det er da også værd at bemærke, at FN’s racediskriminationskonvention artikel 1, pkt. 2, udtrykkeligt bestemmer, at der ikke er tale om diskrimination i konventionens forstand, når det drejer sig om »forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i konventionen deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge«.
Ikke desto mindre er det naturligvis ”diskrimination” at nægte statsborgerskab til personer, der kan forventes at volde problemer, hvis de opnår det. I øvrigt er det nu engang enhver stats suveræne ret at bestemme, hvem de vil acceptere som borgere i landet.
Når politikere, embedsmænd, forskere og andre betydningsfulde folk derfor går rundt i hypnotisk tilstand og mumler om EU-rettens og menneskerettighedernes fortrinsret, er der ingen grund til at kaste sig i støvet for det, de siger. I stedet bør man forlange et svar på, hvad deres belæg er.
Men i øvrigt er der også ofte god grund til at spørge mumlerne, om de ”internationale konventioner” overhovedet kan tages til indtægt for det, der påstås. Som ovennævnte eksempel viser, vrides tolkningen af konventionerne ofte af nogen, der har deres gode udkomme af at tjene andet end den danske befolknings interesser.
http://jyllands-posten.dk/
På vore universiteter og i talrige centre, kontorer og organisationer går således et voksende antal kloge folk rundt og mumler uophørligt om EU-rettens, menneskerettighedskonventionen
I JP 15/5 2005 kunne læses, at deltagerne i Journalisthøjskolens optagelsesprøve fik stillet spørgsmålet om, hvilken mulighed Danmark har, hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger en dom om danske forhold. Det autoriserede svar var, at Danmark så skulle efterleve dommen.
Svaret nævner ikke, at der også er andre muligheder, og er dermed forkert, hvilket vel viser noget om, hvorfor den nye kult har nået en så imponerende udbredelse. Danmark er således ikke bundet af menneskerettighedskonventionen længere, end vi selv vil. Hvis en dom fra menneskerettighedsdomstolen er urimelig eller strider mod væsentlige danske interesser, hvilket slet ikke er usædvanligt, har vi mulighed for at træde ud af konventionen eller ligefrem nægte at følge dommen.
Danmarks højeste judicielle myndighed er nu engang Højesteret, hvis virksomhed ikke kan udliciteres til menneskerettighedsdomstolen (hvor en dommer i dag behandler ca. 400 klager dagligt om bl.a. borgernes retssikkerhed). Og Højesteret skal dømme efter det, Folketinget bestemmer, uanset hvad menneskerettighedsdomstolen mener.
Hvis dennes dommere derfor i deres lønkamre finder på at skabe helt ny ret i forhold til, hvad Folketinget besluttede, da det i begyndelsen af 1990’erne vedtog en lov, der gjorde konventionen til dansk ret, har Højesteret ikke andet at gøre end at dømme efter, hvad der gjaldt i henhold til konventionen dengang. På samme måde vil Højesteret skulle dømme efter det, Folketinget senere måtte beslutte, hvis det en dag taber tålmodigheden med domstolens menneskerettighedsmageri.
Nyt eksempel: Ifølge JP 14/1 afviser statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun har gjort noget forkert ved uden om Folketinget at ændre optjeningsreglerne for udenlandske EU-borgeres ret til at få en børnecheck.Hun henviser til, at hendes jurister vurderer, at Danmark ikke kan vinde en eventuel sag ved EU-domstolen om optjeningsreglerne.
Danmarks tiltrædelse af EU har imidlertid kun fundet sted ved en ganske almindelig, af Folketinget vedtaget lov. Med denne forpligtede vi os til at anvende EU-retten på dansk grund. Men denne lov har ingen større vægt end alle andre love. Hvis Folketinget derfor bevidst opretholder en lovgivning, der strider mod EU-regler – f.eks. for at fremprovokere en ændring af disse – er det statsministerens pligt at følge folketingsflertallet. Det samme gælder, hvis Folketinget senere vedtager en EU-retsstridig lov. En folkevalgt forsamling kan således ikke binde efterfølgernes vedtagelser. Princippet blev for øvrigt fastslået i dansk ret helt tilbage i 1819.
Statsministeren kan med andre ord ikke på egen hånd hen over hovedet på Folketinget ændre noget, dette har vedtaget. Gør hun det, begår hun statskup i det små. Hvis Folketinget nægter at følge EU, er det således et mellemværende mellem EU og Danmark, som ikke har nogen indflydelse på statsministerens pligt til at overholde det, Folketinget har vedtaget.
Problemet er i øvrigt netop behandlet af Højesteret i en dom af 18/12 2013, der fastslår, at en klar dansk lov altid går først. Afgørelsen noterer i øvrigt, at det faktisk er anerkendt af EU-domstolen, at de nationale domstole ikke må anvende EU-retten ”contra legem”, dvs. imod den lovgivning, der gælder i de enkelte medlemslande. EU-retten anerkender med andre ord – meget betryggende – disses suverænitet. Så statsministeren må nok have fat i sine jurister igen og få dem til at fintune deres jura.
Utidig ærbødighed for konventionerne har der også været i en anden nylig sammenhæng. Der er således opstået stor forargelse over, at Søren Krarup og christian Langballe mener, at der ikke skal gives statsborgerskab til muslimer, eftersom det er umuligt at forene den islamiske tro med en demokratisk samfundsorden. Diskriminationskortet blev omgående trukket, og de to blev gennemheglet med henvisning til både grundlovens forudsætninger om, at forskelsbehandling på dansk grund ikke er tilladt, og til den internationale racismekonventions forbud mod ditto.
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding imidlertid få indfødsret uden ved lov, dvs. via Folketingets vedtagelse af en lov om, at den konkrete person, det drejer sig om, skal have statsborgerskab. Og under afstemningen om en sådan lov er folketingsmedlemmerne som sagt ifølge grundlovens udtrykkelige indhold kun bundet af deres overbevisning. Det er med andre ord ganske tilladeligt, at de lader alleovervejelser for og imod indgå i denne stillingtagen.
Det er i øvrigt urimeligt at kalde det ”diskrimination” eller ”forskelsbehandling”, hvis folketingsmedlemmer føler, at det er uforsvarligt at give statsborgerskab til udlændinge, der efter al indhøstet erfaring ikke kan ventes at ville tilpasse sig den danske samfundsmodel. ”Diskrimination” er negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod enkeltindivider eller grupper. Diskrimination af usaglige grunde (f.eks. race) er moralsk forkastelig og modvirkes da også af internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder især af FN’s racediskriminationskonvention. Men læg mærke til ordet ”usaglig”. Sagligt begrundet forskelsbehandling er således både tilladelig, moralsk forsvarlig og undertiden endog nødvendig.
F.eks. kan man kun få sociale ydelser, hvis man opfylder særlige betingelser med hensyn til alder eller helbredstilstand. Folk, der ikke opfylder betingelserne, er altså afskåret fra dem og bliver dermed for så vidt ”diskrimineret”. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab er heller ikke uden videre konventionsstridig. Den danske pensionslovgivning bestemmer i pagt hermed, at som hovedregel kan kun danske statsborgere få offentlig alderspension.
Det er da også værd at bemærke, at FN’s racediskriminationskonvention artikel 1, pkt. 2, udtrykkeligt bestemmer, at der ikke er tale om diskrimination i konventionens forstand, når det drejer sig om »forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i konventionen deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge«.
Ikke desto mindre er det naturligvis ”diskrimination” at nægte statsborgerskab til personer, der kan forventes at volde problemer, hvis de opnår det. I øvrigt er det nu engang enhver stats suveræne ret at bestemme, hvem de vil acceptere som borgere i landet.
Når politikere, embedsmænd, forskere og andre betydningsfulde folk derfor går rundt i hypnotisk tilstand og mumler om EU-rettens og menneskerettighedernes fortrinsret, er der ingen grund til at kaste sig i støvet for det, de siger. I stedet bør man forlange et svar på, hvad deres belæg er.
Men i øvrigt er der også ofte god grund til at spørge mumlerne, om de ”internationale konventioner” overhovedet kan tages til indtægt for det, der påstås. Som ovennævnte eksempel viser, vrides tolkningen af konventionerne ofte af nogen, der har deres gode udkomme af at tjene andet end den danske befolknings interesser.
http://jyllands-posten.dk/
