Favre ord fryde mangt et hjerte,

favre ord har forvoldt mig smerte,

Favre ord.”

Motivet med Ræven, der prædiker for de gæs og snupper en gåsesteg med hjem, ses flere steder i vore kalkmalerier. Mange mennesker er så godtroende, at de lader sig allehånde binde på ærmet i stedet for selv at åbne øjnene, tænke og vurdere. Ræven Pless har igen smurt mundvigene med levertran, og honningsøde ord flyder ud af munden. Salami! salami! Tollerance. Godtager man noget af Koranen, så kommer resten siden! Region Hovedstaden kappes med Allerslev om islamiseringen, og Pless har glemt sit præsteløfte.

Kenneth Kristensen kender naturligvis taktikken. Den er meget brugt i vore dage. Han har bl.a. afsløret, hvordan politiserende skolebogsforfattere indoktrinerer børn uden at forældre får det at vide! («Skolen i løgnen – løgnen i skolen», 2006, DFU's Forlag). Kun tiden kan vise os, hvad bederummet kan udarte til, men man kan med god grund befrygte det.

A.P.Møllers indsats og virke for sit fædreland er legendarisk. Han har bl.a. opfyldt mange ønsker fra kirker. Men jeg husker også, at den stækt venstreorienterede Landsforening for Mentalhygiejne lykkedes med at narre rederiet (omkring 1972) til at give penge til et ”Tre-Kroner-projekt” i Københavns Havn. Med favre vendinger om trivsel, meningsfyldt arbejde, værdifuldt liv forklarede man, at øen skulde være et spændende beskæfigelsesprojekt for folk, der var slået ud eller pensionerede og give dem glæde ved at restaurere fortets bygninger.

Mærskrederiet bed på ansøgningen i den tro, at det skulde være en hjælp til tidligere sømænd i en tid, hvor søfarten ændredes og containere tog over. Men det handlede i virkeligheden ikke om sømænd, men om – narkomaner! Og der blev aldrig så meget som malet et penselstrøg på øen. (Historien findes i bogen «5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur», 1995).