var blevet slået psykisk ud ved at have chattet på internettet med en mand i fyrre-årsalderen, som har presset hende ud i noget sex-svineri. Han er "med rette" anklaget for skyld i andens død, selvom man ved, at det vil være så godt som umuligt at få ham dømt.
Hvis er skylden? Er skylden ikke generel i vore demoraliserede og genererede samfund?
Nedenstående artikel har jeg fra bloggen synopsis 9.3.2013. Den handler om årelange sex-misbrug af børn i forbindelse med sportstræning ved Beaver Stadium i USA, men passer også til historien om pigen i Kumla. Derfor hopper jeg over artiklens første afsnit og starter her:
Skyld og uskyld - Pædofili og samfund
Lisa Fabrizio
Lisa Fabrizio is a columnist who hails from Connecticut (mailbox@lisafab.com).
http://spectator.org/archives/2012/07/18/guilt-and-innocence
Lisa Fabrizio
Hvem er de seksuelle misbrugere af vore børn?
I kølvandet på postyret ved ovennævnte Beaver Stadium har det enstemmige opråb lydt over hele landet: “Vi har en moralsk forpligtelse til at beskytte vore unger; vi skal bevare vore børns uskyld!”
Sig mig, gør de grin? Mener det de alvorligt? Hvordan kan vore børn være uskyldige eller beskyttet i et land der, frem for at forhåne det forkvaklede derimod har ophøjet det forkvaklede; og det til en grad af nærmest ikke kun accept, men godkendelse.
I det moderne Amerika bliver vi ofte belært om visse aspekter af Kristendommen der passer med den liberale tankegang, favoritten er: Døm ikke om du ikke selv vil blive dømmes. Som konsekvens opfordres vi konstant til at tilgive tyve, mordere, stofafhængige og enhver form for social dadelværdig opførsel - for sådanne ‘fejltrin’ bortforklares sædvanligvis med at være “samfundets skyld.” Men i sagen med ægte misbrug af børn, så er dette helt sikkert ikke sandheden.
Det er præcis dem med magt der udøver den værste slags misbrug af vore børn; som skaber det perverse, seksuelle miljø, hvor “alt går an” og lader vore børn forme efter deres veje. For hver Jerry Sandusky, er der tusinder af liberale bureaukrater der har invaderet vort offentlige uddannelsessystem for at undervise vore unge om funktionerne af kønsorganerne længe før disse stakkels små unger har udviklet dem; at få dem til at tro at enhver og alle mulige seksuelle praksis ikke alene er helt i orden, men også sunde -- vor egen øverste chef for sundhedssystemet (U.S. Surgeon General) har fortalt dem det -- og for at forberede dem på det som de mener virkelig er ensbetydende med at være amerikaner: En gudløs, tumpet seksualudøver.
Det er vanskeligt ikke at kaste en vis skyld på deres forældre -- skønt de er opvokset i et lignende miljø -- som ikke alene udsætter deres unger for den lumre atmosfære ved moderne Hollywood, men tvinger dem til at indånde den sammen med dem. Så forkvaklet har vor kultur udviklet sig, at det at se en gammel film eller et TV show, hvor en rar gammel herre sidder med et barn på sit knæ, nu fremaner foruroligende billeder hos vore børn. Er dette sket på blot en generation eller to? Sørgeligt nok, er det tilfældet.
Hvad er budskaberne som vor kultur dagligt giver vore børn? At de ikke har brug for fædre til at opfostre dem, give dem mad; forestillingen om at mænd i bund og grund er unødvendige for familien har vist sig ikke blot farlig for samfundet -- det er ikke nogen tilfældighed at Sandusky valgte drenge uden fædre hjemme -- men også forbryderisk. At nogen brødre og søstre de kunne have haft er alt for dyre eller ubelejlige, og de vil enten blive kemisk fjernet eller myrdet i kvindens livmoder, fordi i dagens Amerika da prioriterer familiens budget legetøj til voksne over ønsket om, og plejen af børn.
Vi er en nation af alt for mange småpiger der er udhejret som tøjter til “skønheds” konkurrencer og får oplæring i grundlæren i vammel opførsel som “cheerleader” i skolen; smådrenge der ved at se på sport i TV, lærer WC-humor i omtalen af kvinder, og det endda før de har afsluttet pottetræningen.
Det kan ikke undre, når man overvejer at vor kultur, nærmest tilgiver fædre der bruger timevis på nettet med porno, og godkender mødre der opfører sig og klæder sig provokerende. Hvilken indflydese kan dette mon have, på lad os sige, en lille dreng der sidder ved siden af sin mor ved et cafebord, mens alle mændene i lokalet overbegloer hende i hendes stramme læderbukser og nedringede bluse, der ikke overlader noget til fantasien? Hvilke holdninger til kvinder og mødre mon han har fået opdyrket når han bliver større?
Hvordan kan uskylden overleve hos nogen af vore medborgere -- ikke blot de yngste og mest sårbare -- når selve vore love definerer klasser af mennesker, udelukkende med baggrund i deres seksuelle tilbøjelighede? Nej, uskylden hos vore børn kan ikke bevares, før den er genoprettet.
Hvis vi virkelig bekymrer os om vore børn så skal vi holde inde med at undervise dem i al det snavs og perversion i vore offentlige skoler ved at hjernevaske dem til at tro at det er godt for Gitte kun at have en mor og en far der er gift med hinanden. Vi skal holde inde med at fremme den ide at fri og uhæmmet sex er gavnligt for, og holde inde med at glorificere det på TV, hvor man benytter børn i umorsomme og frastødende seksuelt prægede vittigheder.
Sandusky og andre der fysisk foretager overgreb mod vore børns kroppe er i sandhed uhyrer, men mens lynchstemningen breder sig, så lad dem samtidig få øjnene op, og få fokus på de som skader den medfødte uskyld i vore børns sjæle.
Lisa Fabrizio is a columnist who hails from Connecticut (mailbox@lisafab.com).
http://spectator.org/archives/2012/07/18/guilt-and-innocence
http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=29813462#editor/target=post;postID=4584080081938937144
