Katolske biskopper i Amerika og Europa er måske ved at tumle ind i en ny skandale - en der proportionsmæssigt er langt større end sexmisbrugsskandalerne og med et potentiale der har langt alvorligere konsekvenser.
Ligesom med sexskandalerne omfatter denne en tilsløring omend af en anden form. I forsøg på at undgå samme negative medie opmærksomhed som ved sidste skandale vikler biskopperne sig mere og mere ind i den spirende skandale. Ironisk nok behøver de ikke at være bange for, at en fjendtlig presse vil angribe dem for håndteringen af deres nye skandale, for de førende medier er selv indblandet i samme forsøg på at ‘skjule’ den. Faktisk er mediernes forsøg på at ‘skjule’ krisen langt mere udbredt og ofte helt og aldeles bevidst, hvorimod de katolske lederes tågeslør i det store og hele er ubevidst.
Skandalen vedrørende biskopperne ligger i deres fiasko med præcist at informere deres hjord om Islams natur og, dermed farerne ved Islam.
Tågesløret går ud på at minimere den store kløft, der skiller Islam fra Kristendommen.
Trods muslimers omfattende forfølgelse af kristne i pakt med Islams skrifter, synes flertallet af biskopperne at ville fastholde den holdning, at Islam er vor ven, en fælles religion, hvor vi har mange ting til fælles. Det er lykkedes de katolske biskopper at indgyde de troende det indtryk, at vore uoverensstemmelser med Islam hovedsagelig drejer sig om fortiden, og at vore små forskelle kan klares gennem dialog således, at vi kan arbejde sammen for det fælles gode.
Det meste af denne Islam-venlige holdning kan spores tilbage til 1960'erne, hvor den muslimske verden var langt mere moderat end den har været både før og siden, og mere åben for Vestens ideer, og derfor forekom en venskabsgestus fra de kristnes side dengang at være passende.
Uheldigvis har mange katolikker taget denne tøvende gestus om engagement med muslimer som værende Kirkens endelige ord om emnet Islam.
Ved nærmere eftersyn er det kun i den bredeste forstand at man kan tale om sammenfald. Under overfladen er lighederne noget der forsvinder i et sort hul - eller som Robert Spencer udtrykker det i en kommende bog en “enorm afgrund.”Den Katolske Kirke har engageret sig i inter-religiøs dialog med muslimerne og hævder, at denne dialog har skabt en afgrøde af fælles respekt, forståelse og samarbejde over hele verden. Men i lyset af at forfølgelsen af kristne af muslimer er blevet dramatisk forøget i det sidste årti - et årti, hvor dialogen med muslimer er virkelig stærkt forøget - så er det vanskeligt at forestille sig hvad denne “fælles respekt, forståelse og samarbejde” kan bestå i. Kirken nævner det ikke.
Med beslutningen om ikke at ‘krænke’ muslimer ender den katolske kirke med at skandalisere sin egen hjord - eller i det mindste nogle af dem. Doktor Archietto Ashraf Ramelah, der er medlem af det verdensomspændende samfund af kristne, og præsident for den koptiske menneskerettighedsorganisation, "Kopternes Stemme", sendte et brev til Paven, hvori han udtrykker sin bekymring. I brevet udtrykker han forbløffelse over, hvor ofte katolske og koptiske ortodokse kirker forekommer “uinteresseret i at tilbyde os muligheder for at tale om de farer der ligger bag forfølgelsen af kristne og jøder.” Han anfører at ligegyldigheden er en uvillighed til at høre om kendsgerninger om islam, der er i konflikt med den gængse fortælling eller som ville kunne skade dialogen. Han bønfalder Paven om at gå i aktion og få løftet tavshedens slør, det slør der giver Islam skjul og ly for en ærlig efterforskning.
Ifølge en historie i Newsweek blev cirka 200.000 kristne koptere tvunget til at flygte fra deres hjem i årets løb under “Det Arabiske Forår” i Egypten. For en person som Dr. Ramelah er uoverensstemmelsen mellem hvad kirkelederne siger om Islam og så virkeligheden i Nordafrika smertelig åbenbar. Men selv almindelige katolikker på almindelige steder vil før eller senere komme til den konklusion - ved blot at holde øje med overskrifterne i bunden af deres TV-skærme - om at Islam ikke er en fredelig religion og at den overhovedet ikke er som den katolske tro. Når de ting der deler Islam og Kristendommen bliver mere tydelig for disse almindelige katolikker, så kan Kirkens troværdighed igen komme til debat. Som jeg (Kilpatrick) skrev i min nye bog om emnet:
“Mens truslen fra et genopdukket Islam bliver mere åbenbar kan katolikker meget vel begynde at føle, at de er blevet vildledt om et livsvigtigt emne om deres sikkerhed. Klagen mod Kirken vil ændre sig fra “Hvorfor gjorde kirkens folk ikke mere for at beskytte sine børn?” til “Hvorfor fortæller de os ikke det hele om Islam?””
Når flere katolikker bliver klar over realiteterne bag islamisk lære og praksis så vil det helt sikkert være en udfordring for deres tro at høre at biskopperne bliver ved med at tale om vort “særlige forhold” med Islam. For mange vil dette ikke kun være en sag der vækker vrede, men også skuffelse over at tænke på, at Kirkens ledere er med til at sprede et system (Islam) der altid har underlagt sig kristne, hvor som helst man havde magten til det.Illustrationen t.v. er det lille relief, der sidder over porten til bispegården i Kbh. Skt. Peter med fiskenettet. De to P'er står for. Peder Palladius, den første bisp efter reformationen.
Kilde: Kilpatrick http://frontpagemag.com/2013/william-kilpatrick/wise-as-serpents/
