»Ved at imødekomme islamiske regler overlader vi til fanatisk religiøse muslimske mænds tolkning af 1.400 år gamle overleveringer at afgøre, hvordan vi skal indrette vort moderne demokratiske samfund anno 2010.«.
Af Keld Andreasen, Buskelundhøjen 142, Silkeborg
Den seneste tids debat om patienters ret til at fravælge tørklædeklædt sundhedspersonale viser endnu en gang, at al debat vedrørende islam afspores totalt.
Når en muslimsk jordemoder i Go'morgen Danmark fortæller, at hun vil kvitte sit job, hvis hun bliver tvunget til at tage tørklædet af, bliver man nødt til at forholde sig til, at tørklædet har en helt ufatteligt stor symbolværdi.
Det er et rendyrket symbol, da det ikke har nogen som helst praktisk betydning. Det er derfor helt uforståeligt, at vi, der forholder os til tørklædets betydning, absolut skal nedgøres som værende racister eller fremmedfjendske.
Det kan umuligt være forbigået nogens opmærksomhed, at mange muslimske kvinder verden over tvinges til at bære tørklæde, og at det kan have ganske alvorlige konsekvenser ikke at gøre det.
Straffen spænder fra almindelig vold over at få næsen klippet af eller at få syre smidt i ansigtet til døden. Et af de mest grusomme eksempler skete i marts 2002 i Saudi-Arabien, hvor det religiøse politi forhindrede brandfolk i at redde 15 skolepiger ud fra en brændende skole, fordi de ikke var tildækkede.
Man skal derfor være ualmindeligt faktumresistent, hvis man ikke vil erkende, at det muslimske tørklæde er symbolet på en af de allermest afskyelige politiske ideologier (religion kan umuligt være så ondskabsfuld) i denne verden.
Respektløst
Når en muslimsk læge vælger at bære tørklæde, er det ikke bare respektløst over for danske normer og værdier, men en tydelig tilkendegivelse af hendes støtte til denne grusomme ideologi.
Hun viser, at hun sætter islamiske love og regler over alt andet, hvorfor man ikke kan fortænke patienten i at betvivle, at hun kan leve op til lægeløftet.
Jeg ville finde det lige så naturligt, hvis en jødisk patient nægtede at lade sig tilse af en læge med naziarmbind.
Nogle sammenligner helt fejlagtigt med danske kvinders brug af tørklæder for mange år siden. Men hvor mange eksempler er der på, at danske kvinder er blevet forulempet eller har mistet livet, fordi de ikke ville bære tørklæde, og hvor mange har foretrukket tørklædet frem for et arbejde? Jeg har intet imod religion, når den bruges indadvendt til at forbedre ens eget liv. Men når det bruges udadvendt til at pådutte andre, hvordan de skal leve deres liv, er det rendyrket fanatisme, som skal bekæmpes med næb og kløer.
Fanatisme er irrationel og blokerer for sund fornuft og menneskelig udvikling. I erkendelse af dette har mange generationer af danskere kæmpet for at skubbe religiøs fanatisme ud af det offentlige rum.
Religion er blevet gjort til en privatsag, der ikke tages hensyn til offentligt. Men med islams indtog er denne udvikling vendt, og vi er godt i gang med at forvandle Danmark til et middelalderligt samfund.
Det kan ikke være rigtigt
Ved at imødekomme islamiske regler overlader vi til fanatisk religiøse muslimske mænds tolkning af 1.400 år gamle overleveringer at afgøre, hvordan vi skal indrette vort moderne demokratiske samfund anno 2010.
Respektløst over for tidligere generationers kæmpe arbejde og over for kommende generationer.
Til slut vil jeg blot konstatere, at hvis nogle ganske få begrænsninger i retten til at bære 30 gram stof er ensbetydende med, at man ikke er en rigtig muslim, må islam sandt for dyden være en særdeles svag og ussel religion.