Svenske TV-nyheder havde i går et indslag fra Indonesien. Det handlede om køns-”apartheid”. Om man skulle have mænd og kvinder adskilt i busser og tog. En journalist interviewede flere kvinder i en bus, og det sjove var, at han så mere og mere forbløffet ud, for det var tydeligt, at der var almindelig stemning for apartheid.
Men han har naturligvis heller ikke prøvet at være kvinde i en tætfyldt bus under varmere himmelstrøg, hvor frække mandfolk ikke bare – åh, så tilfældigt – kommer til at berøre et kvindebryst, men også kan finde på at presse sine kønsdele imod en kvindekrop.
Jeg husker, hvordan en god ven, en ung adelsmand af byrd, fra Sicilien fortalte mig om øens liv og sædvaner: hvis en kvinde chikaneres og beder en mand om hjælp, er det hans pligt at komme hende til undsætning. Sådan havde han selv oplevet det i en bus i Palermo, og han havde gjort sin pligt. Og der blev et kæmpeslagsmål i bussen, for og imod. Han kom hjem, forslået og med blå øjne og måtte holde sengen en uges tid. Men hans mor havde fundet det i orden.
