2. December 2010 - fra Sappho:
Langballe erklærer sig skyldig i protest mod 266b.
Langballe har ikke fået lov at føre sandhedsbevis for de udtalelser om overgreb på muslimske piger, han står anklaget for. Alene det at hans udsagn kan virke krænkende, kan gøre dem strafbare. ”Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg altså anses for at være dømt på for hånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg”, udtaler Langballe. Sappho bringer her hans fulde tilståelse i Randers byret.
Protest mod en underlødig lovpragraf
"Her ved retsmødets begyndelse vil jeg gerne fremsætte en erklæring, der formentlig betyder, at vi kan komme tidligt hjem. Mit budskab er, at jeg tilstår; jeg erklærer mig skyldig. Og jeg vil gerne begrunde det:
Jeg har tidligere beklaget, at tonen i den avistekst, der har ført til tiltalerejsningen, var lovlig kæk og sarkastisk. Det misklædte det dybt alvorlige emne, jeg omtalte - nemlig de for fær de lige æresdrab, der finder sted i nogle muslimske familier, hvor en ung pige bliver myrdet af sin far eller broder, fordi hun er blevet forelsket i en ”forkert” mand. I Danmark er der i snit begået ca. ét æresdrab om året, i Tyrkiet gennemsnitligt ét om dagen ifølge de tyrkiske myndigheders statistik.
Hertil kommer så mine ord om fædre, der ser gennem fingre med onklers og fætres voldtægter af døtrene. Det er en velbevidnet sag. Jeg kan her blot henvise til Ayaan Hirsi Alis skil drin ger og her i Danmark til Kristina Aamands gribende bog Mødom på mode om unge i her bo ende muslimske familier.
Det var den saglige baggrund for den passage i et indlæg i Berlingske Tidende, jeg er tiltalt for. Da jeg ikke er jurist, havde jeg set hen til at føre sandhedsbevis for mine ord og så le des bidrage til at kaste lys over substansen – de gruopvækkende æresdrab. I folketinget stemte jeg der for - i modsætning til re sten af min fol ketingsgruppe - for, at min parlamentariske immu nitet skulle ophæves, så at retssagen kunne gen nemføres.
Siden er jeg blevet klar over, at i sager anlagt i h. t. § 266b har der hidtil ikke kunnet føres sand heds bevis. Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg altså anses for at være dømt på for hånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg. Der vil jo også være korrespondence mellem den dom, jeg om lidt får, og den underlødige lovparagraf, jeg dømmes efter.
Hertil kommer, at der er anlagt en injuriesag mod mig i samme anledning, og her vil jeg være sikret mulighed for at føre sandhedsbevis. Men strafbarheds-kriteriet i § 266 b er alt så alene, om no gen føler sig krænkede eller ”forhånede” – ikke om det, jeg har sagt, er sandhed eller løgn. Hvil ket må siges at være i fuld over ens stemmelse med den almindelige ”krænkelses kultur”, som har bredt sig, og som § 266b så smukt understøtter. I visse kredse er det jo nærmest en sport at føle sig kræn ket – over karikaturtegninger i en avis, over religionskritiske udsagn etc. etc.
Lad mig til slut nævne, at jeg er blevet beskyldt for at generalisere – så at mine ud ta lelser skulle ramme samtlige muslimer. Det er en meningsløs fortolkning. Omta len af æresdrab i min tekst viser hen til udtrykket, ”…at der er muslimske fædre, som…” Og ordene ”der er” kan aldrig betegne alle, men vil altid beteg ne en del mæng de. Som kontraprøve kan man blot forestille sig, at jeg havde skrevet det modsatte: ”Der er ikke mus lim ske fædre [der slår deres døtre ihjel]”. Så ville jo enhver, der er rimeligt orienteret, vide, at det var en grov usandhed.
Summa summarum: I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den på gældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved. Og ærlig talt: Person ligt finder jeg selve sagen – de grufulde mord på uskyldige unge piger – noget væsentligere end spørgs må let om mine svigtende stilistiske evner".
Det skrev Jesper Langballe:
"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab).” Læs mere på Sappho
Det siger §266b:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse,tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Rigsadvokaten til Sappho: Helt usaglige påstande er strafbare ifølge §266b:
"Kerneområdet for bestemmelsen er udtalelser, der går ud på, at den pågældende gruppe generelt mangler værdi som mennesker, herunder ligestilling med dyr, samt grove og helt usaglige, generaliserende påstande om grov kriminalitet, negative personlige egenskaber og umoralsk eller anstødelig levevis.
Spydpigens kommentar: Mon vi ikke allesammen skal melde os skyldige i overtrædelse af den fjantede lov. Love skal være velformulerede, gerne i kancellistilssprog, som ikke er helt så let at manipulere med som vort almindelige daglige sprog. Dårligt formulerede love er en skamplet på
vor lovgivende magt folketinget, og de skal ikke ramme mennesker, fordi de siger tingene som de er.
