Jens-Peter Bonde skrev i en kronik i JyllandsPosten 21.11.2010, at ikke en eneste regeringschef i EU, har læst den traktakt, de selv vedtog, Lissabontraktaten.Den gav os 90.000 regler, som vi ikke kan ændre.
http://jp.dk/opinion/kronik/article2252576.ece
Der findes ikke en eneste regeringschef i EU, der har læst den traktakt, de selv vedtog.
Da den nuværende formand for EU- Kommissionen, Jose Manuel Barroso, kom til i 2004, havde han et klart forsæt til at begrænse regelmængden i EU. Hans tyske næstformand, Günter Verheugen, sloges hver dag med sine ansatte for at få færre regler. Her havde vi en fælles, ægte interesse. Jeg er sikker på, at de gjorde, hvad de kunne.
Alligevel voksede lovmængden hvert eneste år. Efter fem år var regelmængden øget fra 24.419 i 2004 til 31.835 direktiver, forordninger og beslutninger i 2009. De er alle bindende for borgere og virksomheder. De går alle forud for danske regler, hvis der er konflikt.
Det er de færreste af reglerne, som har set et folketingsmedlem, et medlem af Europa-Parlamentet eller for den sags skyld en kommissær eller minister.
De fleste af reglerne vedtages af kommissionen selv. Men det er kun 2 pct. af Kommissionens beslutninger, som havner på kommissionens dagsorden. Hovedparten besluttes i praksis af kommissionens embedsmænd efter skriftlig procedure, delegation eller subdelegation.
Den politiske ledelse instruerer embedsmændene i at lave færre regler. De laver flere. Det er nærmest, som om reglerne laver sig selv.
I 2008 vedtog kommissionen 269 forslag efter mundtlig procedure, 3.067 efter skriftlig, 2.227 efter delegation, 4.008 efter subdelegation og 2.125 gennem forskellige komiteer.
Lovforslag forberedes, og love forvaltes med hjælp fra omkring 3000 hemmeligt arbejdende arbejdsgrupper under kommissionen. Hverken de nationale parlamenter eller Europa-Parlamentet har som hovedregel adgang til arbejdsgruppernes dagsordener, arbejdsdokumenter, referater og deltagelseslister.
Fælles EU-regler kan være en stor fordel for virksomhederne, når de erstatter 27 forskellige slags nationale regler. Men den danske regelmængde er ikke faldet tilsvarende. Vi har også i Danmark fået mange flere regler at rette os efter. På godt og ondt.
I tillæg til de godt 31.000 bindende retsakter findes 4.000 internationale aftaler, 11.000 domme og 44.000 standarder, som heller ikke kan ændres af Folketinget og vælgerne. Der er også 4.500 ikke-bindende regler, som ifølge en dom alligevel kan binde. Der er altså i alt over 90.000 EU-regler, som vi ikke kan ændre som vælgere. (de præcise tal kan slås efter under ”Numbers” i euabc.com - de opdateres regelmæsigt).
De fleste af reglerne kan kun ændres, hvis de ikke-valgte i kommissionen stiller et forslag. Det skal som hovedregel vedtages af et kvalificeret flertal af medlemslande. Her har den danske embedsmand eller minister syv af i alt 345 stemmer, den svenske har 10 og den tyske 29. Der skal 255 stemmer til et kvalificeret flertal.
Det er en tung procedure. De regelforelskede embedsmænd bestemmer i praksis, om vi kan ændre deres regler. Samtlige 27 medlemslande skal nemlig være enige, hvis de vil træffe en beslutning imod kommissionen. I kommissionen bestemmer embedsmændene. Der har under Barroso ikke været en eneste afstemning.
Reglerne beslutter så at sige sig selv. Imod den politiske ledelses ønske om færre regler.
Den udvikling kan kun ændres med nogle skarpe værktøjer. Man kan med en enkelt lov indsætte udløbsdatoer i samtlige bestemmelser. Så vil regler og tilskudsordninger falde bort på udløbsdatoen, hvis de ikke forinden er blevet fornyet.
Med fastsatte udløbsdatoer vil embedsværket være tvunget til at overveje reglerne igen og fremsætte forslag, der kan samle kvalificeret flertal i dag. Der er stadig 56 bestemmelser i Lissabon-traktaten, som kræver enstemmighed. For disse få tilbageværende enstemmighedsområder vil det være så meget sværere at få vedtaget nye regler.
Man kan også nøjes med at indsætte udløbsdatoer, såkaldte sunsetclauses, i de fremtidige regler. Så vil man få et loft over stigningen i regelmængden, altså ikke færre, men fortsat flere regler.
Kommissionen kunne også tvinge deres embedsmænd til kun at fremsætte forslag om lovændringer, hvis de samtidig konsoliderer det pågældende lovgivningsområde og samler de bestemmelser, der hører sammen, i en enkelt lov. Det vil give en radikal ændring, som kan bringe de 31.000 bindende EU-retsakter ned i nærheden af de 1400 love, vi selv har vedtaget i Danmark.
Det er et helvede selv for specialister at finde ud af den faktiske retstilstand på et område, fordi man oftest skal slå op i et væld af forordninger om det samme emne. For hvert emne bør der kun være én lov. Så kan boliginteresserede f.eks. slå op i boligloven og få et samlet overblik over unionens bestemmelser på boligområdet.
Forslag om lovændringer kan så angives med fede bogstaver. Ting, der foreslås slettet, kan angives med kursive bogstaver. Så har man en chance for at overskue og forstå forslagene til ændringer. Det er svært at læse forslag til lovændringer, hvis de blot angiver, at en sætning i en lov skal suppleres med en ny sætning eller blot en ny indskudt sætning eller et nyt tal.
Selv Lissabon-traktaten er vedtaget på denne facon med et stort dokument, der indeholder en lang række bestemmelser om, hvilke andre bestemmelser, der skal ændres.
Traktaten kan ikke læses og forstås i sin helhed, med mindre ændringerne skrives sammen med de tekster, som de ændrer. Det er sket efterfølgende, men ikke da den blev vedtaget. Der findes derfor ikke en eneste statsminister i EU, som har læst den traktat, som de vedtog!
Sådan er det også med en stor del af den daglige lovgivning. Mange forslag til ændringer kan ikke forstås af menigmand - og ministre. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i EU, indtil den dag kommissionen, ministrene og vore folkevalgte insisterer på kun at ville behandle forslag til lovændringer, som de kan læse i sammenhæng og forstå.
Jeg tvivler på, at man kan finde en eneste folkevalgt i unionen, som ønsker over 31.000 lovregler. Alligevel har vi dem, og vi får stadig flere, indtil nogen siger stop, så det kan høres også uden for Jyllands-Postens læserkreds.
Jens-Peter Bonde, journalist, forfatter og europaparlamentariker
