Svensk TV viste for nylig en dokumentarfilm fra Hälsingland, hvor der endnu står en del pragtfulde gårde fra 1700- og 1800-tallet i pudset murværk eller i gedigen bulhuskonstruktion. Tanken havde været, at disse bygninger skulle restaureres og bevares som en del af den europæiske kulturarv, men tiderne og den förte politik er ikke gunstige. Så gårdene står der bare, nogle ribbet for alt indbo, andre med tidssvarende interiør og møbler.
Lars Sjöberg, der er vokset op med en medfødt sans for livets skønhed og forståelse for veludført håndværk, farvenuancer og spillet mellem lys og skygge har købt ikke mindre end 8 sådanne hovedbygninger og går nu og - kan man sige – kæler for disse mageløse ting, mens han filosoferer over tilværelsen. Her skulle et malet tapet hæftes op, der skulle gammel farve skrabes bort, langssiden skulle rødfarves og der manglede en tagsten…
Mens det ene kønne billede efter det andet glider forbi seernes øjne, følger deres tanker fremviserens filosoferen: hvor er skønheden blevet af i vor nutidige daglige tilværelse? Det gedigne håndværk? Alt skal bare være funktionelt, køligt og sjælsløst. Bærer samfundet ikke også sin skyld for tabet? Opfordrede ikke den svenske stat sine indbyggere til at modernisere deres huse og gårde efter sidste krig. Det må have været i 1950´erne - 60´erne. Vinduerne, som passede til husene og måske endda havde gamle glasruder, kasseredes til fordel for større vinduer uden de rigtige mål. Døre med spejle og kammerlåse skiftedes ud med spånpladedøre eller ”forskønnedes” med påsømmet mazonitplade, de brede gulvplanker overdækkedes med linoleum og de store svenske kakkelovne afløstes af oliefyr. Slagborde, køkkenbænke, gamle stole, kister…
Væk med det alt sammen.
Antikivitetshandlerne havde kronede dage.
Da det hele var overstået, sendte myndighederne et nyt signal: en brochure, som fortalte, hvordan man kunne – eller burde – restaurere fine gamle bygninger! Da var det i mange tilfælde forsent.
Hvad har vi ikke mistet? Ikke bare de håndgribelige ting, som vi måske kan skaffe os igen mod en pæn sum penge, men – meget værre! – selve trangen til skønhed, selve skønhedssansen! Og den indre glæde, den giver.
