Koleraen hærger på Haiti.Det gjorde den også i København i 1853. Industrialiseringen havde fået byerne til at vokse. Folk strømmede ind fra landet, havde ikke meget at leve af og klumpede sig sammen i lejekasernernes baggårde. Renset drikkevand og kloakker var endnu ukendt ligesom ”træk og slip”, og både dag- og natrenovation var ikke den bedste. Kort og godt en herlig situation for kolerabakterier, som da også angreb gang på gang i Europas storbyer og bidrog deres til udvidelser af kirkegårdene.
Myndighederne var begyndt at fatte situationens alvor og drøfte diverse nye hygiejniske indretninger, men afviste dem af økonomiske grunde, da koleraen pludselig slog til i København med det føste dødsfald 12. juni 1853. Den fortsatte i 4½ måned, og af byens 130.000 indbyggere blev 7000 angrebne, hvoraf 4737 døde.
En del mennesker fra de værste slumkvarterer flyttede man ud i teltlejre på glaciets grønne områder.
Koleraepidemien gav stødet til påbegyndelse af vigtige moderniseringer, men det skulde tage meget lang tid, inden wc´er blev almindelige i lejligheder, Det begyndte først i 1894 (i Malmøgadekvarteret) og der findes endnu en del huse i København, hvor der godt nok findes WC, men kun nede i gården, beregnet til flere beboere.
Den danske læge Emil Hornemann indså, at der måtte radikale ændringer til. Efter sin eksamen studerede han hygiejne i Paris og England og gjorde en indsats i Danmark efter Treårskrigen trods bagstræberisk modstand. Han begyndte at udgive et lille tidsskrift ”Hygiejniske Meddelelser og Betragtninger” og holde populære foredrag. Han udstrålede karisma og vandt opbakning i befolkningen, ikke mindst med en lille pjece ”Frisk luft, Sæbe og Vand”, som kom i flere oplag. Han var engageret i mange sociale opgaver og gik i felten ikke bare mod kolera, men også mod barselsfeberen på Fødselsstiftelsen i Amaliegade og hospitalsinfektion på det i 1863 byggede kommuneshospital.En anden vigtig læge var Ferdinand Fredrik Ulrik, som af egen erfaring vidste hvad frisk luft betød, da det lykkedes ham at overvinde sin egen tuberkulose og tyfus ved at fly fra byen og bo på landet. Han var med i Hornemanns sundhedsreformbevægelse og var primus motor til stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening 1865 på Burmeister og Wain skibsværftet. Her kunde arbejderne selv skaffe sig hus ved en ugentlig indbetaling af 1 mark, hvilket ved møntreformen 1875 blev til 33 øre, hvis købekraft naturligvis var ganske anderledes dengang end nu. De huse, man opførte, fordeltes mellem medlemmerne efter lodtrækning.
Med ko
leraepidemien begyndte arbejderbefolkningen at få sundere boliger. Det allerførste var bebyggelsen på Østerfælled, som kaldes ”Brumleby”. Det kunde dog ikke sammenlignes med vor tids standard og måtte derfor modernisere i 1890´erne, hvor de fik WC og rindende vand.Siden fulgte Læge-foreningens boliger, ”Kartoffelrækkerne”, Kildevældskvarteret og Carlsbergs arbejderboliger.
Byen fik kloakering, et kommunehospital 1863 samt et epidemisygehus 1879 (på Blegdamsvejen, nu nedrevet).
Illustrationer: satirisk tegning fra 1853 i "Folkets Nisse": Døden takker for den gode modtagelse den har fået hos myndighederne...
Foto af læge Emil Hornemann.
Foto af kloakudluftningsskorstenen ved Svanemøllen.
Klæstrups tegning af sygestransport
n
