En artikel fra 1979:
Hvis vi nøjere betragter vore dages kartotek- og registreringssamfund, opdager vi, at det socialdemokratiske mål var og er, at man – for at citere Huxley – vil ”skabe en slags djævelsk samfund, i hvilket alle spionerede mod og øvede stikkervirksomhed mod alle andre”, for at opnå magt over mennesket.
Rødderne til denne fatale udvikling begyndte med HIPA, som blev grundlagt af det danske socialdemokrati i 1935. Formålet med denne organisation var først og fremmest at kæmpe imod de farlige splittelsestendenser i partiet, bekæmpe daværende to politiske retninger, der sværger til diktaturet på grundlag af de hegelske statstanker, hvoraf den vigtigste er, at staten indtræder i rollen som Gud og bestemmer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, de to politiske retninger: kommunismen og nazismen.
HIPA begyndte såre godt med kampskrifter og mødevirksomhed – alt sammen med det formål at oplyse om farerne ved de yderliggående politiske retninger, men på et senere tidspunkt løb det, der var begyndt så godt, af sporet, idet man lidt efter lidt påtog sig at registrere medborgere.
Pø om pø blev registreringen en statsopgave. – Det blev til gigantiske statsopgaver inden for Politiets Efterretningstjeneste at kontrollere medborgernes politiske sindelag. I tresserne, anslår man, var 400.000 danskere registreret, heraf 4500 underskrivere fra en tværpolitisk ”Henvendelse til Rigsdagens medlemmer, som ikke havde tilsigtet ”at opnå det størst mulige antal underskrifter, men deriimod et bredt udsnit af den danske befolkning”. Denne petition blev tilstillet Rigsdagen den 8. oktober 1952.
I en kronik i ”Vestkysten” den 23.10.64 ironiserer Erik Eckert over og omskriver en udtalelse af fhv. justitsminister Hans Hækkerup i Folketinget (2.5.64): ”Alle politiske ideologier, der ikke er i nøje overensstemmelse med ortodoks socialdemokratisk tankegang, er dansk tankegang fremmed og derfor en fare for vor sikkerhed. Jeg har derfor givet efterretningstjenesten besked på at registrere alle sådanne borgere i hemmelige kartoteker og til skræk og advarsel for alle anderledes tænkende la´ det sive ud, at sådan registrering finder sted.”
Blandt socialdemokraterne, som kalder sig selv ”de sejrende proletarer”, var det allerede under 2. verdenskrig god tone at opfordre til angiveri. Således udtrykte daværende chef for ”de sejrende proletarer” – statsminister Vilhelm Bubl – sig i statsradioen den 2. september 1942:
”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, der begår sabotagehandlinger, hjælper med dertil, eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotage eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.” – ”Denne sidste sætning virkede ganske enkelt som en opfordring til angiveri”, skriver Ingolf Boysen i ”Klip fra en filmmands liv”.
I et brev i Berlingske under cpr.nr.-debatten i efteråret 1978 protesterer direktør Jens Lillelund, Vedbæk, ”mod statsmagtens tvang og overflødige snagen i borgernes privatliv” og skriver endvidere følgende: ”Vi, som har oplevet krigen og besættelsen, frygter, hvad et centralregister kan medføre i tilfælde af en ny besættelse. Det var galt nok med folkeregistre og andre kartoteker.”
Men også børn registreres og føres i kartoteker, meget uhyggeligt er det, at skolepsykologerne har til hensigt at trænge ind i hjemmene, hvor disse statsagenter så skal snage i hjemmenes forhold fra børnene er 0 til 18 år; som foregangskommune for denne galimatias skal vi her nævne den socialdemokratisk-styrede kommune, Rødovre, der allerede har indført systemet.
I BT fra den 14.5.79 fortæller vognmand Flemming Stevn Pedersen i en artikel under overskriften: ”Stopper ulovligt kartotek om børnehavebørns psyke”, at han udmeldte sine børn af børnehaven og kæmper for at få børnenes kartotekskort destrueret. ”Jeg bliver ved”, siger vognmanden, ”til det er gået op for samtlige forældre i børnehaven, hvad der er sket: En ulovlig registrering af vore børn med psykiske diagnoser, som siden skal bruges af skolepsykologerne.” Samme sted skriver ”Far til tre skolebørn” om registrering af børn: ”Det er farligt, og jeg er glad, hvis BT vil gøre alt, hvad en avis kan, for at få fjernet kartoteker, journaler, registre og den slags fra vore børns liv.”
Hanne Sølvsten skrev i brochuren ”I 12. Time” om ”en folkeskole fuld af utryghedsmomenter, hvor man allerede nu ved indmeldelsen afkræves barnets og begge forældrenes cpr.nr., så oplysninger om familiens private forhold står til rådighed for skole, elevråd og myndigheder, - hvor enhver offentlig ansat ligesom læger, naboer og venner siden 1976 har underretningspligt ved mindste tegn på uregelmæssigheder i et barns adfærd, et tillidsnedbrydende system på længere sigt, - hvor der til trods for skolelovens § 11 afholdes skolepsykologiske læseprøver uden forældrenes samtykke, - hvor der for elever med specialundervisning foreslås oprettet en journal på Bistandskontoret om formodede arvelige og familiære forhold samt alt om barnets tidligere liv etc.”
Udviklingen fra HIPA til det moderne kartotek- og registreringssamfund er udemokratisk, men begrundes ofte af løgneperfektionisterne som en nødvendighed for statens sikkerhed; men denne udvikling hører hjemme i en politistat, d.v.s. i diktaturet, og er et demokrati uværdigt.
PS: HIPA betyder Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling.
Skrevet af folkeskolelærer A.P.Brix*
*) A.P.Brix trak sig som lærer, da undervisningsminister Ritt Bjerregård gennemførte folkeskolereformen 1975 og dermed ødelagde den videncentrerede skole. Han mistede dermed pension og måtte klare sig under yderst beskedne forhold, men hellere det end at acceptere ”reformen”.
Kilde: artiklen findes i tidsskriftet ”AKTION”, nr. 8 i 1979.
