Fornylig udkom en skvalderbog om Sveriges konge, og medierne startede en ren klapjagt på kongen for at fylde aviserne med sladder og bære ved til de kommunistiske strømninger i landet, som med alle midler stræber efter en republik. Men kan man have tillid til de kræfter, der stå bag bogens indhold? http://www.varldenidag.se/index.php?option=com_content&task=view&id=9121&Itemid=98
På dansk ved Spydpigen:
hers bøger om intrigante detaljer i svenske magthaveres privatliv spiller
prostitutionsvirksomhed med koblinger til politivæsenet, justitsministeriet
og socialdemokratiet en vigtig rolle.
I baggrunden i begge bøgerne figurerer udenlandske efterretningstjenster, som anvender sig af prostituerede til udpresning og økonomisk kriminalitet.
De sidste ugers medieklapjagt på kongen startedes af Deanne Rauschers nylig udkomne bog ”Den modvillige monark”. Bogens vigtigste hjemmelsmand peges ud som ”torpedo” (slangudtryk for hård pengeafpresser i den kriminelle underverden og har i lang tid drevet et antal mer eller mindre seriøse klubber i Stockholm som peges ud som centrum for politiets kontroversielle informatørvirksomhed.
Som følge heraf ansatte ”torpedoen” i 2005 den politichef, som var ansvarlig for informatørvirksomheden i Stockholms Län (amt) som direktør for to af sine sexklubber. Både ”torpedoen” og den tidligere politichef kom fra Serbien.
Det var i forbindelse med Sten Heckschers (S) indtog i svensk politivæsen, at politiets omdiskuterede informatørsmetoder inførtes i landets politivirksomhed. Politiet begyndte at bruge unge og uerfarne privatpersoner som hjælp i arbejdet med at bekæmpe grov kriminalitet.Den ansvarlige politichef Sten Heckscher knyttedes allerede 1979 til
Justitsministeriet, hvor han som statssekretær overlevede Ebbe Carlsson-affæren og blev siddende helt frem til den borgerlige valgsejr i 1991. Efter et kort ophold som socialminister i Ingvar Carlssons regering 1994, blev han 1996 den første svenske minister nogensinde, som forlod både regering og partipolitik for at blive rigspolitichef.
Sten Heckscher er dog ikke den eneste tidligere socialdemokratiske minister som kan knyttes til politiets informatørvirksomhed. Den ”torpedo” som nu er den vigtigste hjemmelsmand til Deanna Rauschers sidste bog, brugte i slutningen af 1990´erne justitsminister Thomas Bodström som forsvarer i en retssag mod en sexklubsvirksomhed, som var blevet udpeget som centrum for de politifolk og politiinformatører som var engagerede i denne efterretningsvirksomhed.
Thomas Bodströms klient dømtes i juli 1998 til ti måneders fængsel for økonomisk kriminalitet. Manden havde fået beskikket en anden offentlig forsvarer, men forlangte i stedet for Thomas Bodström som advokat. I en forundersøgelse 2008 kom det frem, at Thomas Bodströms klients broder på forskellig vis havde været indblandet i politiets informatørprogram. De betoner samtidigt, at de er overbeviste om, at det er det svenske politi, som driver deres sexklubber.
-Det er det selvstændige undercover-politi….25 politifolk, de er alle selvstændige og behøver ikke at aflægge rapport til nogen, bare til den her chef, når de vil. De plejer i alle tilfælde at komme dér som gæster og behøver aldrig at betale, sagde ”torpedoen” og Deanne Rauschers hovedhjemmelsmand under politiforhørene.
Forundersøgelsen fra juni 2008 afslørede ganske rigtigt, at flere politifolk var involverede i sexklubsvirksomheden.
Den politimand, som havde ansvar for länets (amtets) kriminalpolitis informatørsvirksomhed frem til slutningen af 2006, var allerede fra september 2005 ansvarlig for sexklubberne – parallelt med sit arbejde som politimand.
Politichefen havde tilbudt begge brødrene bag sexklubben at blive politiinformatører.
-Jeg blev tilbudt løn for det. Jeg kunde få op til 100.000 kr. om måneden, hvis jeg stillede op, angav ”torpedoen”, hvis oplysninger nu ligger bag klapjagten på kongehuset.
I stedet for blev ansættelsesforholdet det omvendte. En ansættelsesaftale, dateret 29. september 2005, som politiet lagde beslag på, viser, at politichefen blev informationsansvarlig for en af sexklubberne fra 1. oktober samme år, med en månedsløn på 40.000 kr.
Yderligere en politimand peges ud i forundersøgelsen fra 2008. I henhold til en centralt placeret kilde inden for politiet handler det om en svensk kriminalinspektør som tidligere var blevet dømt for tjenestefejl, efter at han i marts 2003 havde hentet en mand ud fra Kronobergfængslet, som var en af de nærmeste medarbejdere til den udpegede serbiske gangsterleder Milan Servos. Han var fængslet på grund af grov overtrædelse af våbenloven og måtte ikke have kontakt med omverdenen. Kriminalinspektøren mistænktes ifølge Expressen også for at have sluppet en morder ud af fængslet for at træffe sine kammerater, så de kunde tage hånd om byttet fra et af Sveriges mest spetakulære røverier – Arlandarøveriet juli 2002 – hvor røverne kom over 4 millioner kr. i kontanter.
Politiets personalenævn var uenige om manden skulde få lov at beholde sit job som politimand. Rigspolitichefen Sten Heckscher blev den, som afgjorde sagen og lod politimanden fortsætte.
Tidligere Justitsminister Thomas Bodström kan også på anden måde forbindes med politiets informatørvirksomhed. Den 28. april 2005 benådede han i egenskab af justitsminister politiinfiltratøren Peter Rätz, som havde vakt opmærksomhed ved at infiltrere Bandidos og passe deres kontakter med maffiagrupper i Baltikum. Fængselsdommen for røveri og forsøg på udpresning halveredes af Bodström, og Peter Rätz slap således med at tilbringe seks måneder på en specialafdeling på Gotland. I nådesansøgningen afsløredes det, at Rätz havde arbejdet i ni års tid for politiet med at infiltrere forskellige kriminelle netværk.
-Jeg har bare kikket på de humanitære motiver, sagde justitsminister Thomas Bodström til Expressen, da avisen i september 2006 afslørede benådningen og vilde have justitsministerens kommentar til den hemmeligstemplede sag i ministeriet.
I marts 2006, da statsadvokaten Pär G. Lindell skulde interviewe länets politimester Carin Götblad i forbindelse med udforskningen af politiets informatørvirksomhed, blev Lindell kaldt op til justitsministeriet for at tale med expeditionschef Nils Öberg.
-Hvorfor blev han kaldt op til Bodströms nærmeste mand? spurgte antikorruptionsanklager Nils-Eric Schultz i avisen ”Världen i dag” 2009.
-Jeg har været anklager siden 1977, og jeg er aldrig blevet kaldt op til justitsministeriet. Og kender heller ikke til, at nogen kollega har været det, og jeg har jo trods alt arbejdet med vældig mange anklagere. Så der er meget, der er mærkeligt angående justitsministeriet, når det gælder disse spørgsmål, sagde Nils-Eric Schultz, og beskrev informatørcirksomheden som en arv fra tiden med Hans Holmér som länets (amtets) politimester.
-På Holmérs tid havde politiet ikke nogen større tillid til anklagerne.
Jeg tænker på Palme-udforskningen, hvor anklagerne syntes, at de ikke fik lov at handle som de ville. Politiet fyldte for meget, sagde Nils-Eric Schultz, som mente, at den ånd siden havde levet videre hos en mindre gruppe politifolk i kriminalpolitiet i Stockholms Län (amt).
Det er dér den her informatørvirksomhed har blomstret, sagde Nils-Eric Schultz og beskrev, hvordan den nuværende informatørvirksomhed indførtes af Leif Jennekvist, da han kom fra justitsministeriet og blev chef for kriminalpolitiet i länet (amtet) midt i 90´erne.
Kom Jennekvist med direktivet i lommen, da han kom fra justitsministeriet og blev chef for länets (amtets) kriminalpoliti?
-Det er svært at sige. En ny chef vil også starte nye rutiner, og ministeriet bliver jo også imponeret af den statistik, som præsenteres. Det gælder jo kampen mod den organiserede kriminalitet. Og i den krig tillades lidt af hvert, pointerede Nils-Eric Schultz for avisen ”Världen i dag”.
De dunkle interne forhold i begge Deanne Rauschers bøger viser altså tydelig forbindelse til en hemmelig efterforskningstjeneste, som kan knyttes både til socialdemokratiet og til justitsministeriet.
Hovedhjemmelsmanden til Deanne Rauschers sidste bog har i politiforhør beskrevet sine koblinger til Serbiens tidligere kommunistregime.
Udenlandske efterretningstjenester, som i sin virksomhed har benyttet sig af sexklubber, spiller dermed en central rolle i begge Deanne Rauschers bøger. I begge tilfælde drejer det sig om spionorganisationer med koblinger til den tidligere Warshawapagt – samt et politietablissement med forgreninger til justitsministeriet og socialdemokratiet.
I bogen ”Magten, mændene og mørkelægningen” beskriver Deanna Rauscher, hvordan bordelmutter Doris Hopp i 70´erne samarbejdede med personer på den polske ambassade, som blev peget ud for spioneri for den kommunistiske østblok. Den polske ambassade anvendte prostituerede i Doris Hopps stald, hvor flere kvinder var polske statsborgere.
Deanne Rauschers bog beskriver også, hvordan informationssekretæren i justitsministeriet, Ebbe Carlsson, og den socialdemokratiske chef for SÄPO (svarer til PET), Hans Holmér, fik til opgave at agere mørkelæggere, da virksomheden afsløredes. (Se fot af Säpochef Holmér ovenfor i samtale med justitsminister LennartGeijer)
Mørkelægningen af koblerivirksomheden engagerede efterhånden flere vigtige socialdemokratiske meningsdannere og magthavere. Samme dag som Doris Hoppe blev pågrebet i maj 1976, ringede informationssekretæren i Justitsministeriet, Ebbe Carlsson, til politiets efterforskningschef og opfordrede dem til at lægge låget på og i stedet beskæftige sig med andre, betydeligt vigtigere sager.
I Justitsministeriet fungerede Ebbe Carlsson som stedfortrædende justitsminister, sagde tidligere kontorchef i Säpo, Olof Frånstedt, i Deanne Rauschers bog om bordelnettet. En anledning til Ebbe Carlssons magt over justitsminister Lennart Geijer, som nævnes i bogen, var hans kendskab til Geijers forhold til prostituerede.
Allerede i november 1970 havde politiet pågrebet en kvindelig narkohandler, som var prostitueret og som havde et forhold til landets justitsminister. Kvinden havde koblinger til den organiserede kriminalitet i Sverige.Kriminalinspektør Morgan Svensson, som var engageret sympatisør med socialdemokratiet, sattes til at være chef for politiefterforskningen. Som ”overfrakke” fik Svensson bl.a. partikammeraten Hans Holmér, chef for SÄPO, som senere blev politimester i Stockholm. Efter et besøg af Hans Holmér kom Morgan Svensson frem til den konklusion, at de navne på toppolitikere som nævntes i politiforhørerne var uvedkommende, skriver Deanne Rauscher.
I ”Den modvillige monark” har bogens hovedhjemmelsmand koblinger til efterretningstjenesten i det tidligere kommunistregime i Serbien.
Deanne Rauschers hovedhjemmelsmand beretter i politiforhør, at han sommeren år 2000 blev kidnappet i forbindelse med en udgangstilladelse fra et svensk fængelse. Kidnapperne satte ham på en båd og udsatte ham for udpresning. De vilde have 500.000 D-mark. -De vilde have, at jeg skulde passe deres kriminelle virksomhed i Sverige. Det var tidligere kommunister fra Jugoslavien, eller maffiaen, sagde manden i forundersøgelsen i forbindelse med retssagen sommeren 2008. -De sagde, at de vilde dræbe min familie. Jeg fik lov at ringe til Jugoslavien og de fortalte exakt, hvad mine forældrer, min far og søster, gjorde netop da. De bad samtidigt om 500.000 D-mark, eller jeg skulde fortsætte med kriminalitet for dem og betale til dem.
Ifølge manden ledte kidnapningen til at han fik kontakt med den politichef, som han senere ansatte som sexklubsdirektør.
Deanne Rauscher ved udmærket, at hendes hovedhjemmelsmand har sagt, at han har haft kontakt med Serbiens tidligere kommunistregime.
-Han er en interessant kilde i vores bog. Jeg læste i en avisartikel i Expressen, at han sad i fængsel og sendte ham et brev med min bog om Bordelnettet. Han syntes godt om bogen og blev oprørt over, at unge piger udnyttedes. Siden talte jeg med anklageren, som gav mig lov at besøge ham. Så det var tak være bogen, at vi mødtes.
-Efter at jeg havde truffet ham, blev han anbragt på en sikkerhedsforvaring. Jeg var meget forundret over, at jeg fik lov at besøge ham så meget.
-Jeg kan ikke personligt koble ham til efterretningstjenesten i Serbien, men jeg kender hans beretning. Det er et vanvittigt interessant perspektiv at gå videre med, siger Seanne Rauscher.
Ruben Agnarsson, Världen idag.
