Tanken på ældre som en belastning og ikke som en resurs har sagte, men sikkert sneget sig ind i samfundet. Åben foragt for ældre mennesker er tydelig, ikke mindst fordi de er blevet overrumplet af den tekniske udvikling og ikke kan fölge med.
Foragten indebærer også, at yngre mister muligheden for at tage vare på den ældre generations erfaringer. Næste generation bliver på den måde overladt til sig selv og udpeges af skæbnen til at gøre samme fejl som tidligere generationer. Det er et kæmpemæssigt resursesløseri, at de som har allermest at give, ikke kan videregive deres kundskaber til dem, der mest af alle behøver disse kundskaber.
Vi er afhængige af hinanden. Ældre generationers erfaring og visdom passer til unge menneskers entusiasme og nytænkning. Virkelig udvikling handler om at gå videre med det, som andre har bygget op. At bortkaste tidligere erfaringer er ikke udvikling, men degeneration.
Vi må bekæmpe generationsegoismen – kampen for sin egen gruppes eller generations rettigheder, for det er udtryk for egoistisk tænkning som forhindrer fremgang. Vi må overveje hvordan vi selv vil behandles, når vi bliver ældre.
Hvorfor denne foragt for ældre?
Måske fordi livet er blevet mere fortravlet og tonen mere rå?
Måske fordi staten har taget det personlige ansvar fra os?
Måske fordi vor tids ideologi har slået kernefamilien i stykker?
Måske fordi man har fokuseret alt for meget på børns umodne meninger?
