Her er et brev fra en præst i Vestjylland, som har fundet vej til mit skrivebord. Jeg gengiver et stykke af det:
Det er virkelig noget, som stadig undrer mig: hver gang jeg selv i forskellige sammenhæng har skrevet imod islam, er det mine kolleger, der reagerer med vrede og forargelse. Islams ivrigste forsvarere i Danmark er folkekirkens sognepræster! Hvor de burde angribe vrangglæren (ikke muslimerne, men deres vildfarelse eller kætteri), forsvarer de vranglæren! Jeg har dog bemærket, at disse præstere kun meget sjældent argumenterer teologisk. De argumenterer politisk eller taktisk: vi skal alle medvirke til en god integration. Vi skal alle arbejde for dialog og for de svage minoriteter i landet. Den slags er politiske argumenter, hentet især fra venstrefløjen. Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at det store flertal af danske præster politisk hører til på venstrefløjen, især hos SF. Rent bortsat fra, at de på denne måde tager rollen som islams nyttige idioter, er det jo et spørgsmål om det overhovedet kan være en opgave for en kristen forkynder at arbejde for integration og dialog? Det kan jeg ikke rigtig se. Man kan ikke møde vranglære med imødekommenhed og dialog, men med konfrontation, som Jens Christensen, den danske teolog ig biskop for Pakistans Lutheranske Kirke aldrig blev træt af at understrege. Sandhed og løgn kan nu engang ikke forliges gennem dialog. Det ville jo være løgnens sejr.
-------------------------------------------------------
Vedhæftede logo har intet direkte med den aktuelle artikel at gøre. Logoet stammer fra ”Kristne for Socialisme” i 1970´erne.
