april 09, 2010

9. april

Så er det i dag 70 år siden, at jeg som halvstort pigebarn vækkedes af en enorm larm af flyvemaskiner i den årle morgen. Jeg sov i husets tagkammer. Jeg skød tagvinduet op og så flyverne gå lavt hen over tagene og over hovedet på mig. Jeg troede i min uvidenhed, at det var danske flyvemaskiner, og jeg var imponeret og stolt over, at vi havde så mange. Jeg talte 28 – otteogtyve!

Jeg syntes et øjeblik, jeg så et hagekors på et fly, men Nej – jeg måtte have set forkert. De skulle ikke grine af mig i familien, så jeg sagde ingenting. Men det gjorde vor lejer på 1. sal. Tyskerne har besat landet, sagde han.

Hvad så? Hvad nu?
Selvfølgelig skulle min storebror og jeg i skole. Det var jo hverdag.

Min mor var ængstelig. Tal ikke med nogen, formanede hun.

På gaden var der nedkastet flyveblade: ”Oprop til det danske Folk”.

En pige i min klasse græd. Hendes far var sømand...







Nogle soldater ved grænsen i Sønderjylland blev ofret. Danmark havde ikke vidst noget. Et pludseligt overfald på et lille land! I dag ville man nok have talt om p.k.