Sålænge Alexander Solsjenitsyn skrev om undertrykkelsen i Sovjet, var han et sandhedsvidne, som de fleste lyttede til. Men da han i Vesten fortsatte at bebrejde os vor ligegyldighed og slaphed med samme sttyrke, hvormed han fordømte forfølgelserne i østlandene, så vendte flere og flere det døve øre til. Mange syntes endog uvidende om, at Solsjenitskyn – efter storværket om Gulagøerne – fortsatte med at skrive om hvordan kommunismen havde ødelagt Rusland.
Vil man høre hans kritik, kan man læse hans bog ”Vesterlandets fejltagelse”. Heri skriver han, at Vesten ikke forstår, at kommunismen er uforbedrelig, og at dens ondskab er almengyldig og ikke noget specielt russisk. Kommunisterne er de samme her som der. Kommunismen den samme her som der. Det lyder måske overdrevet for den, der lader sig besnære af milde kommunistfremtoninger på TV og andetsteds, men andre lande, der er bukket under for kommmunisme, som f.eks. de baltiske folk har fortalt, hvordan de også i sin tid, da de var selvstændige, syntes, at deres egne kommunister virkede menneskevenlige. Sådan opfattede de sig selv, og sådan opfattede andre dem.
Indtil de kom til magten.
En forudsætning for kommunismens fremgang var ikke-kommunisternes manglende vilje til at indse, at kommunismen aldrig har opgivet drømmen om verdensrevolutionen. Land efter land blev kommunistiske diktaturer, mens de resterende demokratier foretrak at stikke hovedet i busken ligesom strudsene. Man ville ikke se truslen mod sit eget folk og land. Og gjorde det heller ikke, før det var forsent.
Vesteuropas lande var optaget af velfærd og forbrug, skrev Solsjenitsyn. Menneskene er nydelseslystne og uvillige til at arbejde. Familierne er ved at gå i oløsning, man er gudløs, fristet af narkotika, lammet af vold og terrorisme, man har mistet livsenergien og åndelig sundhed. Og socialismen var ingen løsning på problemerne, men blot en anden form for samme sygdom.
Det var Solsjenitsyns ord i 80´erne nogle år før murens fald. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så havde han ret.
Har vi ændret os? Et nyt - gammelt afprøvet - diktatur truer os mere end nogensinde. Vi har selv åbnet døren, og det fremmede uhyre har sat foden indenfor.
Den ligner en hestehov!
Vil man høre hans kritik, kan man læse hans bog ”Vesterlandets fejltagelse”. Heri skriver han, at Vesten ikke forstår, at kommunismen er uforbedrelig, og at dens ondskab er almengyldig og ikke noget specielt russisk. Kommunisterne er de samme her som der. Kommunismen den samme her som der. Det lyder måske overdrevet for den, der lader sig besnære af milde kommunistfremtoninger på TV og andetsteds, men andre lande, der er bukket under for kommmunisme, som f.eks. de baltiske folk har fortalt, hvordan de også i sin tid, da de var selvstændige, syntes, at deres egne kommunister virkede menneskevenlige. Sådan opfattede de sig selv, og sådan opfattede andre dem.
Indtil de kom til magten.
En forudsætning for kommunismens fremgang var ikke-kommunisternes manglende vilje til at indse, at kommunismen aldrig har opgivet drømmen om verdensrevolutionen. Land efter land blev kommunistiske diktaturer, mens de resterende demokratier foretrak at stikke hovedet i busken ligesom strudsene. Man ville ikke se truslen mod sit eget folk og land. Og gjorde det heller ikke, før det var forsent.
Vesteuropas lande var optaget af velfærd og forbrug, skrev Solsjenitsyn. Menneskene er nydelseslystne og uvillige til at arbejde. Familierne er ved at gå i oløsning, man er gudløs, fristet af narkotika, lammet af vold og terrorisme, man har mistet livsenergien og åndelig sundhed. Og socialismen var ingen løsning på problemerne, men blot en anden form for samme sygdom.
Det var Solsjenitsyns ord i 80´erne nogle år før murens fald. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så havde han ret.
Har vi ændret os? Et nyt - gammelt afprøvet - diktatur truer os mere end nogensinde. Vi har selv åbnet døren, og det fremmede uhyre har sat foden indenfor.
Den ligner en hestehov!
