JyllandsPosten bragte i går (17.7.08) en artikel om Bilderberggruppen. Det var så sandelig på tide! Den blev oprettet i 1954.
I årevis har massemedierne bevidst fortiet alt om, hvad der foregik omkring denne politiserende gruppe, som efter alle solemærker og vidnesbyrd at dømme er styret af verdens rigeste og mægtigste mænd. Storkapital af en størrelse vi har svært ved at fatte i det lille Danmark.
Med ubegrænsede penge kan alt lade sig gøre. Endog at få givet alle mødedeltagere, politikere og finansmænd mundkurv på. Derfor har vi ikke hørt noget om den globale verdensorden,som denne Bilderberg-elite ønskede at gennemføre, skønt det i demokratiske samfund er massemediernes opgave at lægge tingene åbent frem.
David Rockefeller udtalte i 1991: ”Vi er taknemmlige mod medierne, hvis direktører har overværet vore møder og i 40 år overholdt deres løfte om diskretion.. Ellers ville det have været umuligt for os at udvikle vor plan for verden.” (kilde: http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html citeret i bogen ”De binder os på mund og hånd”, Forskningsforlaget Rafael, 2006).
Men i det lange løb er det alligevel svært at fortie ting. Der er skrevet bøger om Bilderberggruppen, ligesom hjemmesider og blogge har løftet sløret for gruppens hemmelige forhandlinger.
Nogen vil affærdige tingene som usandsynlige , rene ”conspiracy-teorier”, uden at undersøge sagen. Og nogle vil viderebringe conspiracy-snakken for dermed at latterliggøre sagen og afvæbne den. Andre igen vil forsøge at finde frem, hvad der eventuelt måtte være sandt og hvad der er løgn.
Sidste år deltog jeg i et højskolekursus om ”Demokrati” på Kalø Højskole.
Det styredes af to unge journalister fra JyllandsPosten. Da jeg havde rimelig god viden om de fordægte forhold omkring Bilderberggruppen, fremførte jeg emnet.
At det var udemokratisk, at massemedierne over for befolkningen fortiede, hvad der skete og hvem, der styrede.
Den unge journalist Jette Elbæk Maressa fejede mit indlæg af bordet med, at det ikke var sandt. Da jeg insisterede, sagde hun mere direkte ex catedra, at det var løgn. Og understregede det med, at hun selv havde skrevet om det. Da jeg gerne ville vide, om det meget materiale, jeg havde læst, virkelig kunne være falskt, bad jeg hende sige mig datoen på hendes artikel. Hun svarede hurtigt, at det havde været en artikel til Kristeligt Dagblad og at hun ikke kunne huske datoen. Tableau.
Dermed var den potte ude, mente hun.
Da jeg lidt senere insisterede igen, forbød hun mig at omtale det mere.
Sådan sluttede den snak om ”demokrati”.
