”Eurofobi
Et estisk medlem af EU-parlamentets kulturudvalg foreslår at det skal forbydes at blogge anonymt. Det udløser en ildstorm af kritik, som mestendels går ud på at skælde EU ud for at ville forbyde anonym blogging.
Jeg ved ikke helt hvad der er mest idiotisk, forslaget eller kritikken.
Altså: Blot fordi et parlamentsmedlem får en komité til at sende et forslag til debat i parlamentet, betyder det ikke at det vedtages. Eller at det er parlamentets vilje. Eller kommissionens. Det betyder kun, at parlamentet vil diskutere forslaget. Hvis det ganske EU skulle tages til indtægt for alle de forslag, der er kommet op til diskussion i parlamentet, ville skandalerne ingen ende tage.”
Ja, det lyder så rigtigt, men – mange har givetvis uhyre dårlige erfaringer med EU´s manglende åbenhed og har set, at ting gennemføres uden at man forhånds har hørt det mindste om sagen. Så det er fuldt ud berettiget, at kritikken kommer i god tid.
Hr. Kommentar synes at stole fuldt og fast på EU, eftersom han mener, at det er ”tvivlsomt”, om EU går med på estlænderens forslag om ”indgreb imod borgerrettighederne”.
Og hvem siger, at EU ikke taler med dobbelt tunge og har arrangeret, at de nationale parlamenter presser på de sager, som EU ønsker at få gennemført uden at tone rent flag? De nationale parlamenter og EU synes jo dog at være pot og pande i det meste.
Vi har ikke glemt, hvordan EU allerede for flere år siden gjorde anstalter til at begrænse bloggeriet på internettet:
1) År 2000 holdt Sverige en Holocaustkonference. Mange svenskere undrede sig, da Sverige jo ikke har deltaget i nogen holocaust. Men konferencen havde tydelig nok et formål:
2) Inspireret af nævnte konference indbød den svenske rigsadvokat, dommere, anklagere og politifolk fra hele EU og daværende kandidatlande til øget samarbejde mod nazistisk og racistisk kriminalitet. Konferencen indledtes med en holocaustfilm. Resultat: man enedes om et info-netværk og at gå videre med sagen.
3) Man stillede en række krav til EU, bl.a. intensivering af kampen mod nazisme og fremmedfjendtlighed, registrering af al e-post og alle besøg på hjemmesider, opbevaring af disse tekster som beviser i eventuelle retssager, mere effektiv retsudleveringsprocedure, indskrænkning af anonymiteten på internettet m.m.
Det bør bemærkes, at EU´s mening med ordbegrebet ”racisme” aldrig er blevet præciseret. Derved er enhver lovregel desangående et tilfældigt skøn. Ytringsfriheden i EU er blevet indskrænket flere gange, ligesom der har været henstillinger til massemedierne om at udføre såkaldt ”selvcensur” og dermed fortie visse kendsgerninger.
EU´s forsvar for ytringsfriheden har gang på gang været valent og uklart. Her nu sidst angående Geert Wilders dokumentarfilm ”Fitna”. Så vist er der grund til at kritisere EU, både for det, de allerede står for, og for det, som de kan tænkes at foretage fordægt fremover.
