Ungdommen synes ikke rigtig at være interesseret i at blive folkeskolelærere. Tilgangen til folkeskoleseminarerne er faldet betydeligt. Mon ikke de unges erfaringer med faget? Når man har hørt - eller måske endda selv set - , hvordan lærere kan blive overfaldet af elever, så er det nok ikke længere så tiltrækkende et studium? Måske har de også fået nok af indoktrineringen af den politisk-korrekte ideologi?
Her er et exempel fra 80´erne, hvor Sovjet havde sat alle kræfter ind på fredspropaganda i Vesteuropa. På Blågårds Seminarium var man med på noderne og lod en af toppropagandisterne for kommunismen, civilingeniør Dan Villum Hansen optræde som fortaler (1982). Villum var formand for den alt dominerende ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” og ansvarshavende redaktør af bladet ”Fred og Sikkerhed”.
Strategien med at tale om fred, samexistens, forståelse og optræde godhjertet er nok lige så gammel som menneskeheden. Den mere kloge og mere snu, narrer altid den mindre kloge, og sådan vil det fortsætte. Dengang gjaldt det Sovjet, nu gælder det islam.
Der er altid masser af velmenende mennesker med i fredsbevægelser, for hvem ønsker ikke fred? (- men det kommer sandelig an på fredsbetingelserne. ”Fred skal dyrt købes”, hedder et gammelt mundheld). Sovjetunionens præsident Leonid Bresjnev skal med stolthed i en tale i Prag 1977 have udtalt: ”I 1985 vil vi have nået de fleste af vore mål i Vesteuropa, og vendingen i styrkeforholdet vil være så afgørende, at vi vil være i stand til at påtvinge andre vor vilje, når som helst det viser sig nødvendigt.”
Det gjaldt at gennemføre den sovjetiske kampagne og nedbryde Vestens forsvarsvilje. Man spillede på menneskers naturlige følelser mod krigens brutalitet og rædsel. Danske kommunister arbejdede som en slags Sovjetpionerer, mens de fleste – medløberne, ”de brugbare idioter” – nok troede, at de udkæmpede ”krigen mod krigen selv”, som Rifbjerg udtrykte det. Alverdens godhjertede ”upolitiske” fredsbevægelser opstod i Danmark: cyklister for fred, kristne for fred, lærere for fred etc., gerne under ovennævnte paraplyorganisation ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, der var oprettet efter et møde i Moskva.
MF, socialdemokraten Lasse Budtz meldte sig ud af denne ”samarbejdskomité” efter Sovjets invasion af Afghanistan, idet han erkendte, at komitéen var ”en kommunistisk frontorganisation, der helt klart er rettet mod én af supermagterne.”
Her er et exempel fra 80´erne, hvor Sovjet havde sat alle kræfter ind på fredspropaganda i Vesteuropa. På Blågårds Seminarium var man med på noderne og lod en af toppropagandisterne for kommunismen, civilingeniør Dan Villum Hansen optræde som fortaler (1982). Villum var formand for den alt dominerende ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” og ansvarshavende redaktør af bladet ”Fred og Sikkerhed”.
Strategien med at tale om fred, samexistens, forståelse og optræde godhjertet er nok lige så gammel som menneskeheden. Den mere kloge og mere snu, narrer altid den mindre kloge, og sådan vil det fortsætte. Dengang gjaldt det Sovjet, nu gælder det islam.
Der er altid masser af velmenende mennesker med i fredsbevægelser, for hvem ønsker ikke fred? (- men det kommer sandelig an på fredsbetingelserne. ”Fred skal dyrt købes”, hedder et gammelt mundheld). Sovjetunionens præsident Leonid Bresjnev skal med stolthed i en tale i Prag 1977 have udtalt: ”I 1985 vil vi have nået de fleste af vore mål i Vesteuropa, og vendingen i styrkeforholdet vil være så afgørende, at vi vil være i stand til at påtvinge andre vor vilje, når som helst det viser sig nødvendigt.”
Det gjaldt at gennemføre den sovjetiske kampagne og nedbryde Vestens forsvarsvilje. Man spillede på menneskers naturlige følelser mod krigens brutalitet og rædsel. Danske kommunister arbejdede som en slags Sovjetpionerer, mens de fleste – medløberne, ”de brugbare idioter” – nok troede, at de udkæmpede ”krigen mod krigen selv”, som Rifbjerg udtrykte det. Alverdens godhjertede ”upolitiske” fredsbevægelser opstod i Danmark: cyklister for fred, kristne for fred, lærere for fred etc., gerne under ovennævnte paraplyorganisation ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, der var oprettet efter et møde i Moskva.
MF, socialdemokraten Lasse Budtz meldte sig ud af denne ”samarbejdskomité” efter Sovjets invasion af Afghanistan, idet han erkendte, at komitéen var ”en kommunistisk frontorganisation, der helt klart er rettet mod én af supermagterne.”
Af hensyn til de "kröllede bogstaver" må jeg nok gentage teksten:
Læreren: "Sæt Dig ned på skammelen, din lange lømmel, at jeg kan give Dig en Lussing! Jeg skal vise Dig, at Du endnu ikke er voxet mig over Hovedet!"
I dag er det omvendt. I dag er det læreren, der får tæsk.
