Den myrdede journalist Anna Politkovskaja´s dagbogsnotater er blevet samlet og udgivet på svensk under titlen ”Rysk Dagbok”. Det er en frygtelig bog, skriver Ulf Nilsson i avisen Världen idag 2.7.08: jeg har ikke i mange år – måske aldrig nogensinde – læst noget, som har gjort mig så deprimeret.
Som nu notatet fra den 20. juni 2006: ”Ved næste møde diskuteredes et kollektivt selvmordforsøg af fangerne i straffekolonien Lgov, hvor omkring 1000 indsatte skar blodårerne over i protest mod den tortur, vagterne udsatte dem for.”
Hvis Politkovskaja har ret er Putin en despot af præcis samme slags som Stalin, blot lidt mindre paranoid og dygtigere til Public Relation. Et grumt og følelsesløst menneske, omgivet af ligesindede, de fleste uddannede i KGB og overbeviste om, at mord på anderledes-tænkende er en normal fremgangsmåde.
I demokratiske lande er man glad for journalister, der sætter spørgsmålstegn ved rapporteringerne. De finlæser kommunikéerne og stikker nåle i buraukraternes ordbobler. Men sådan er det ikke i Rusland. Mord på journalister sker med skræmmende regelmæssighed, og ”alle” tager det for givet, at Putin og hans fyre i sikkerhedstjenesten står bag.
Politkovskaja rapporterer om gidseldramaet i Beslan og massemordet i teatret i Moskva, men det mest gribende er hendes skildringer af retsløsheden og volden i hverdagen.
Ingen efterforskning, ingen straf. Det er omkvædet i sag efter sag. Medborgerrettigheder existerer helt enkelt ikke. Og knapt nok ytringsfrihed. Bogen giver et billede af et land, hvor livet nede i jordhøjde er hårdt og pinagtigt. Korruption er almindeligt, og herskernes favoritter bliver mangmillionærer så let som ingenting.
Man må håbe, at de politikere, der har ansvar for Sverige, læser bogen, selvom man - når man lægger den fra sig - både er bedrøvet og bange.
