Det konservative Folkeparti var vel det parti, der nærede størst, ubændigt had til skatteeksperten Mogens Glistrup. Det er ikke så sært. Han afslørede finansminister Poul Møllers uduelige love og blev ved at råbe op om det vanvittige skattesystem, som tillod ham et Nul i trækprocent. I det hele taget viste Glistrup dengang en holdning, som man forventede af de konservative, som imidlertid svigtede vælgerne.
Jeg husker et stort konservativt valgmøde i Kongens Lyngby. Det må vel have været i 1973 (?). I panelet sad Isi Foighel og Mogens Glistrup. Foighel var naturligvis hånlig forarget over Glistrups metoder, og hans bekendte Nul i trækprocent. Debatten gik ivrigt frem og tilbage indbyrdes mellem de to og over skranken som svar på de mange spørgsmål fra salen.
Så pludselig rejste nu forlængst afdøde dyrlæge Kjeld Wamberg sig op. Han stod med et papir i hånden og spurgte klart og sagligt, om ikke Isi Foighel havde brugt samme skattemetoder, som Glistrup blev angrebet for, og uddybede dette ganske kort på nogle bestemte punkter.
Der var dødstille i salen. Alle ventede på Isi Foighels tilbagevisning af sådant et uretfærdigt, uhyrligt angreb på hans hæderlighed –
Og så.... så sagde Isi Foighel ”Jo”. Der gik en forbløffet hvislen gennem publikum.
Isi Foighel må – thi kun sådan kunne det opfattes – i samme sekund, som Wamberg kom med sit spørgsmål, have forstået, at han var fanget. At Kjeld Wamberg ”vidste noget”. Havde ”noget på ham”, som det hedder. Han kunne ikke løbe fra det – nu. Kunne ikke benægte.
Det ”jo” gav genlyd i forsamlingen.
Nogle meldte sig omgående ud af det konservative folkeparti. Det var for groft!
Foighel blev minister for skatter og afgifter i Poul Schlüters regering i 1982. I 1984 afslørede BT skatteministerens løsslupne forbrug af skatteborgernes penge ved at rejse hid og did og øse penge ud. Han undskyldte sig med, at andre ministre rejste meget mere.
