Efter mere end et halvt hundred års fortielser i massemedierne om Bilderberggruppen, kom der hul på bylden ved JyllandsPostens artikel 17.7.08. Men betyder det en vending med detailleret redegørlse for de hidtil hemmeligholdte møder og aftaler og gennemført politik hen over hovederne på befolkningerne? Og betyder det mere åbenhed fremover eller var det bare et tilfældigt flop i agurketiden?
Jeg faldt over en gammel artikel (24.10.83) – også i Jyllands-Posten – hvor Bent Jensen skriver: ”Det var skæbnens ironi, at den store franske politiske tænker og skribent, Raymond Aron, havde sin sidste offentlige fremtræden i Danmark, før han pludselig døde i Paris i mandags. Det Danmark, hvis kulturelle og politiske establishment ikke fandt ham interessant nok til blot et kort indlæg i tv eller radio, da han i anden anledning var i landet.”
Nej, Aron var ikke velkommen hos de kommunistinficerede massemedier.
Han havde engageret sig i afsløringen af kommunismen og dens politiske metoder med vold og undertrykkelse. I kølvandet på denne tankeverden fremstod de nye franske filosoffer, som Danmarks befolkning kun har et pauvert kendskab til, da bogforlag, biblioteker, tv og radio, medier i øvrigt undertrykker disse nye tanker. Nøglen til forståelsen af denne undertrykkelse havde Raymond Aron givet mange år tidligere i følgende citat: ”Husk, at marxisterne nu sidder i centrale stillinger, blandt andet i kulturlivet, i de europæiske lande. Dette betyder, at mange nu ser følgerne af deres tanker og handlinger. Befolkningen er begyndt at gennemskue det, som jeg (Aron) engang har kaldt ”Det leninistiske Fænomen”.
De nye franske filsosoffer havde deres egen måde at sige tingene på – ofte uden omsvøb. I Henrik Stangerups bog: ”Retten til ikke at høre til - - -”, hvor et udsnit af de nye franske filosoffer interviewedes, beskriver Bernard-Henri Lévi kommunismens sande ansigt, og Stangerup spørger: ”Hvorfor har det i så mange år været upopulært at sige, hvad De siger her?”. Lévi svarer: ”Fordi de intellektuelle har været kujoner og stadig er det i vid udstrækning.”
Men Bernard-Henri Lévi og André Glucksmann var netop ikke i rollen som kujoner, da de indledte det store opgør med kommunismen, dette politiske system, der har sine rødder dybt forankrede i de værste af den prøjsiske-imperialistiske tankeverdener. Her tænkes først og fremmest på filosoffens Hegels statstanker, som for dr. Karl Marx blev den store inspirator, vel endnu større inspirator for den forgudede ideolog Lenin, som i handling gav grønt lys for den materialistiske tankegang, der i praksis blev anledningen til blodorgier uden sidestykke i de historiske annaler. Set under den historiske materialismes dialektiske synsvinkel er levende mennesker af kød og blod og ånd for kommunisten intet andet end materialisme...
Bernard-Henri Lévis værk om Det socialdemokratiske Partis samarbejde med Nazismen blev i radioens program ”Udefra” anmeldt af Jaques Berg, men siden har ingen i vort land hverken set eller hørt noget til denne værdifulde historiske redegørelse. De skjulte censorer af salonkommunistisk tilsnit har været på færde og hindret udbredelsen af kendskabet til totalitære systemer. Således korsfæstes sandheden.
