Danmark har besøg af det svenske kongepar i disse dage. Det får Carl Gustaf næppe på puklen for, sådan som det gik, da han i 2004 var på statsbesøg i Brunei på Borneo.
Knapt havde den svenske konge med pæne ord takket sin vært, den enevældige sultan, før ukvemsord fyldte avisspalterne hjemme med krav om undersøgelser og kongens afgang.
Men der kom ganske pæne ting frem!
Hvormange såkaldte ”spontane” demonstrationer og oprør i verden er ikke planlagt?
En opposition i Sverige kræver kongen afløst af en folkevalgt præsident.
Ifølge regeringsformen skal statsministeren have en samtale med kongen, før denne tager på et statsbesøg, men det ignoreredes. Statsminister Göran Persson lod sin udenrigskyndige statssekretær, Lars Danielsson, tage sig af sagen. Udenrigsministeriet skrev papirerne til kongens information og brug. Heri hedder det: ”Sultanen siges personligt at tage del i forholdene forskellige steder i samfundet ved at aflægge spontane besøg... Mange vælger at henvende sig direkte til sultanen med sine problemer... Dette engagement i menneskers hverdag turde have bidraget til den popularitet som sultanen synes at nyde.. Sultanen har opmuntret til øget åbenhed...”.
Rejsen gik først til Vietnam. Efter at kongens medrejsende udenrigsminister havde rost den kommunistiske stat, fortsatte kongen rejsen - uden minister.
Kongens tak for modtagelsen i Brunei lød som hans egne betragtninger, og det troede massemedierne åbenbart. De faldt over ham med bebrejdelser om, at han ikke havde læst sine lektier, men - tvært imod! Han havde fulgt instrukserne næsten ord til andet, så balladen kom bag på kongen.
Nævnte statssekretær, Lars Danielsson, deltog ivrigt i massemediernes angreb: Kongen fik et ”fuldt ud lødigt materiale” med sig, sagde han, og jeg tror ”at vi har været ganske dygtige”. Senere mente Danielsson, at man skulle lade sig nøje med kongens forklaring, men at Sveriges konstitution burde tages op til diskussion.
At blive af med en populær konge er ikke let. Med fixfaxerier kan det måske lykkes. Monarkier kræver national suverænitet. Det passer ikke ind i en planlagt EU-stat.
”Vi har været ganske dygtige”! sagde statssekretæren.
Tja, det er som man ta´r det! Rigtige rævestreger kan ikke afsløres! Det her var pinligt!
Kilde: Redaktør Carin Stenström, Världen idag nr. 9, 2004)
Knapt havde den svenske konge med pæne ord takket sin vært, den enevældige sultan, før ukvemsord fyldte avisspalterne hjemme med krav om undersøgelser og kongens afgang.
Men der kom ganske pæne ting frem!
Hvormange såkaldte ”spontane” demonstrationer og oprør i verden er ikke planlagt?
En opposition i Sverige kræver kongen afløst af en folkevalgt præsident.
Ifølge regeringsformen skal statsministeren have en samtale med kongen, før denne tager på et statsbesøg, men det ignoreredes. Statsminister Göran Persson lod sin udenrigskyndige statssekretær, Lars Danielsson, tage sig af sagen. Udenrigsministeriet skrev papirerne til kongens information og brug. Heri hedder det: ”Sultanen siges personligt at tage del i forholdene forskellige steder i samfundet ved at aflægge spontane besøg... Mange vælger at henvende sig direkte til sultanen med sine problemer... Dette engagement i menneskers hverdag turde have bidraget til den popularitet som sultanen synes at nyde.. Sultanen har opmuntret til øget åbenhed...”.
Rejsen gik først til Vietnam. Efter at kongens medrejsende udenrigsminister havde rost den kommunistiske stat, fortsatte kongen rejsen - uden minister.
Kongens tak for modtagelsen i Brunei lød som hans egne betragtninger, og det troede massemedierne åbenbart. De faldt over ham med bebrejdelser om, at han ikke havde læst sine lektier, men - tvært imod! Han havde fulgt instrukserne næsten ord til andet, så balladen kom bag på kongen.
Nævnte statssekretær, Lars Danielsson, deltog ivrigt i massemediernes angreb: Kongen fik et ”fuldt ud lødigt materiale” med sig, sagde han, og jeg tror ”at vi har været ganske dygtige”. Senere mente Danielsson, at man skulle lade sig nøje med kongens forklaring, men at Sveriges konstitution burde tages op til diskussion.
At blive af med en populær konge er ikke let. Med fixfaxerier kan det måske lykkes. Monarkier kræver national suverænitet. Det passer ikke ind i en planlagt EU-stat.
”Vi har været ganske dygtige”! sagde statssekretæren.
Tja, det er som man ta´r det! Rigtige rævestreger kan ikke afsløres! Det her var pinligt!
Kilde: Redaktør Carin Stenström, Världen idag nr. 9, 2004)
