Store Bededag fortalte DR, hvor svært eller umuligt det var at bevare fremmede børns kulturnormer når socialforsorgen blev nødt til at tage sig af dem, fordi forældrene ikke kunne.
Programmet var i den sædvanlige grædekonestil: vi var ikke gode nok!
Små forandringer førte gradvis børnene væk fra deres hjemlands kultur.
Ofte begyndte det bare med, at man i den danske plejefamilie spiste flæskesteg eller leverpostej. Det fik barnet naturligvis også. Og hvad så? Blev han/hun dårlig?
Og hvis familien gik i kirke, f.eks. til en konfirmation eller en begravelse, tog de naturligvis barnet med. Hvad ellers?
Og når barnet gik i svømmehallen eller duchede efter fodboldspil med andre børn, så var det sammen med dem uden noget ekstra halløj…
Og naturligvis talte man landets sprog i familien…
Og for ikke at stikke for meget af fra skolekammeraterne eller plejefamiliens omgangskreds var det nemmere med et almindeligt dansk navn…
Og 5 gymnastiske bønner om dagen var der naturligvis ikke tale om…
Hvor skrækkeligt! Ved denne langsomme ændring af dagligdagens små vaner, kom barnet væk fra sit hjemlands tro og traditioner og assimileredes ubevidst ind i en kristen kultur.
Naturligvis!
Det er godt at høre for dem, der endnu ikke har forstået, hvad det hele drejer sig om, når man i børnehaverne giver ungerne halalslagtet kød og eller undlader at se billedbøger om de tre små grise: med små, små ændringer i vort dagligliv kan man med tiden ende i en hel anden kultur! Det er det, man gør med vore børn . De skal vende sig til islam.
Når det - som her i radioprogrammet - gælder fremmede børn, bebrejder man socialforsorgen, at man ikke holder barnet fast i dets forældres kultur. F.eks. burde modersmålet holdes ved live, så barnet fortsat kan snakke med sin familie…
Hvordan det skulle være muligt, havde man ingen løsning på.
Naturligvis.
En kommune oplyste, at de havde 50 forskellige sprog, man i så fald skulle leve op til.
Mon ikke det er på høje tid, at vi holder op med alt flæberi. I verdenshistorien er der milliardvis af børn, som er kommet bort fra deres forældre. Er der nogen, der har taget sig kærligt af dem, så bør man vel sige tak til. Man bør betænke, at der også er milliarder af børn, som virkelig har lidt og lider ondt på den ene eller den anden måde.
