JyllandsPosten afslørede forleden politisk manipulation med en såkaldt forskningsrapport om ”Børnefamiliers balance mellem familie- og arbejdsliv”, udført af seniorforsker Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen.
Afsløringen var næppe den helt store overraskelse. Socialforskning foregår i høj grad gennem spørgeskemaer, og med vel tilrettelagte spørgsmål kan man opnå de svar, man ønsker. Og netop ved socialforskning synes man ofte at have facitlisten fremme ved starten.
Socialdemokraternes chefideolog, psykolog Eggert Petersen, oprettede Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut under Landsforeningen for Mentalhygiejne med sig selv som direktør.
Idéen var at instituttets forskning skulle danne grundlag for forslag til politiske tiltag. Eggert Petersen skrev masser af artikler om sine idéer og forskningens styring. Hans ”Trivselsprogram” udstak reglerne for, hvordan befolkningen skulle leve fra vugge til grav for at trives. Psykologens snak blev for meget for professor, cand.scient. Jørgen Kofoed, som i 1973 skrev en advarsel i BT imod Fupforskning:
”ORAKLER
Hele hans (Eggert Petersens) indstilling til begrebet forskning synes at afspejle en uhyggelig og desværre udbredt vrangforestilling om, hvad forskning er, og hvad forskning kan. Det er efterhånden påtrængende nødvendigt, at nogen tager sig på at fortælle skatteyderne og folketingsmænd, at forskere ikke er en gruppe folk med mystisk adgang til uanede forråd af hemmelig viden, som de kan afsløre, blot man betaler dem for det med rigelige bevillinger.
Hvis visse kredse af dem, der kalder sig forskere, har fået etableret sig en position som mirakelmand eller orakler, så må det være nogen, som ikke er forskere i egentlig forstand, men som blot bruger forskeretiketten til at skaffe sig magt, indflydelse og indtægter.
De forskere, som efter bedste evne bestræber sig på at udvide den menneskelige erkendelse ved at arbejde i den videnskabelige tradition, arbejder helst i det stille og giver ikke flere løfter om resultater af deres forskning end højst nødvendigt. De tager også nødigt til orde om andres forskningsplaner, for man kan jo aldrig være helt sikker på, at der ikke kan komme noget interessant ud af det.
FUPMAGERE
Så rigtigt denne tilbøjelighed til at lade tvivlen komme det ny og ukendte til gode kan være, når der er tale om forskningsprojekter, der er udsprunget af indre trang til ny indsigt og forståelse, lige så farlig bliver den, når der er tale om fupmagere, der er ude på at udnytte den prestige, der endnu står omkring forskerbegrebet, til at manøvrere sig selv og en gruppe ligesindede ind i nogle gode og lette stillinger.
Hvordan skal man da kende forskel på den ægte og den forlorne forsker? Desværre er der intet let svar på det spørgsmål.
En ting, man nok kan gå efter, er, at den, der vover lette og entydige svar på samfundets og menneskers problemer med kontant betaling, han er nok en svindler, hvad enten han så lover at frelse menneskeheden over for en fondsbestyrelse eller over for en befolkningsgruppe, som han besnakker til at rekvirere hans undergørende forskning.
Forskning er ingen åbenbaringsreligion, og den har intet frelsebudskab at tilbyde.”
