Dansk Disput om hellig Knuds relikvier

Der er vild diskussion mellem katolikker og lutheraner om knogleresterne fra Knud den Hellige (hvis det da er Knud den Hellige, myrdet 1086?). Der er mange aspekter i den sag, både historiske og theologiske, samt kongehusets syn på sagen.

Relikvier har ofte vakt diskussion, ikke mindst med tanke på forfalskninger. Relikvier havde høj religiøs og pengemæssig værdi i middelalderen. Nøgternt set er det vel ligegyldigt, om knoglerne er ægte? Hvis de troende føler sig nærmere de fromme helgener eller Gud, så har de - ægte eller ej - en mission.

Set med mine ugudelige øjne, har vi vel alle en slags relikvi-tro? Mange har svært ved at abstrahere til en åndelig verden, men relikviskrin er en håndgribelig sag. Og er det ikke noget lignende, når mange har lettere ved at tænke på forældre eller bedsteforældre eller en kær ven, ved gravstedet på kirkegården?

Kilde: Kristeligt Dagblad

Ill.: Svensk Frimärke og äldre billede af kongens knogler

Er de fredede?

Man får ofte det indtryk, at de kriminelle muhammedanere er fredet i klasse A.
Se nu på den pakistaner, der kastede to tykke glas i hovedet på den 25-årige nordmand
Andreas Bull-Gundersen og dermed blev skyld i hans død dagen efter.

Voldsmanden Waheed Sarwar var ”særdeles godt kendt af politiet i forvejen”. Ifølge politikommissær Henning Schou Kofoed er han ”registreret for både vold, trusler på livet, trusler mod vidner, spirituskørsel og andre overtrædelser af færdselsloven samt loven om euforiserende stoffer.”

Jamen hvorfor katten har man så ikke smidt ham ud af landet? Nu er han skyld i en nordmands død. Skal vi tage os af alle mulige kriminelle muhammedanere? Har vi ikke nok i vore egne?

Hvem skal vi tro? Obama eller Wafa?

Nedenstående er måske ikke den bedste oversættelse, men dog fuldt forståelig.

Wafa Sultan er den syriske psykiater, som nu lever i USA. Hun lavede det berømte indslag på Al Jazera, hvor kun gjorde grin med islam. Hun deltog i Trykkefrihedsselskabets konference med Gert Wilders den 14. juni på Christiansborg.
Oversætteren her er ukendt. MVH, Ole G.

http://www.hudsson-ny.org/
Juni 12, 2009 6:30
Ved Wafa Sultan

Hvem skal vi tro?
Efter præsident Obamas Kairo-tale lød mange af mine
mellemøstlige, arabiske læsere forvirrede. Som en af dem gav
udtryk for: “Hvem skal vi tro, Obama eller dig?” Navnlig i hans
erklæring om, at “Amerika og Islam deler fælles principper, principper om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker.“

Sandt nok, ved at læse den arabiske presses reaktion på hans indlæg er det klart, at mange muslimer nu elsker Obama. Når alt kommer til alt, introducerede han dem for en fortælling, der bekræfter deres
konspirationsteorier og deres identitet som ofre for Vesten. Derfor gav de arabiske medier udtryk for deres tillid til, at den tale ville fremkalde en “ny holdning til islam og muslimer efter århundreders aggression og fjendtlighed.” (Al Ahram-Egypten-MEMRI).

Mere end noget andet mindes jeg en historie af Nizar Qubbani, den berømte syriske digter.

Hans unge søn var læge og led af et akut hjerteproblem. Da Nizar spurgte sin søn om hans hjertetilstand, tegnede sønnen et rødt hjerte.
Da faderen nu var digter, fortolkede han tegningen som et tegn på et levende og sundt hjerte og fandt stor trøst i at antage, at dette var et tegn på bedring.

Efter sønnens død skrev Nizar et digt, der beskrev hans følelser som sønderknust far. Han følte ubærlig sorg, da han erkendte, han havde fejlfortolket tegningen. Tydeligvis var sønnens tegning af et rødt hjerte ment som intet håb for hans blødende hjerte, mens faderens forståelse af symbolet som en forhåbning var forkert.

Digteren og lægen opfattede virkeligheden på helt forskellig måde, der ligner det modsætningsforhold mellem præsident Obamas opfattelse af den islamiske verden og min. Sandheden er imidlertid, at kun én realitet eksisterer. Obama er politiker og en meget klog en. Men hans tale afslørede, at hans opfattelse er urimeligt påvirket af naive ønsker. Hans opfattelse af islam og den virkelige islam må synkroniseres. Jeg er læge og realist, der har levet og
oplevet effekten af min arabiske kultur og den islamiske religion siden barndommen.

Præsidenten leflede for muslimerne: roste deres resultater, og var medfølende i deres klager, og undskyldte for uretfærdigheder, der var gjort mod dem gennem århundreders kolonialisme - uden en eneste gang at nævne historiens hæmningsløse og voldelige arabiske kolonialisme.

Han undgik enhver omtale af jihadiske principper og den islamiske politiske ideologi om overherredømme over ikke-muslimer, - principper, der er forankret i sharia-lovgivningen. Disse undervises og sanktioneres åbent ved Al-Azhar-universitetet, der var vært for ham, det førende center for sharia-studier. Obama understregede formodningen om amerikansk mishandling af terrorister og undskyldte for tortur i Guantanamo, idet han glemte, at islamiske regimer er brutale mod deres egne folk.

Præsidenten tog ikke vigtige amerikanske bidrag i betragtning, hverken i soldaterliv eller i humanitær bistand til muslimer over hele kloden, ydet gennem historien - på trods af muslimske angreb på Amerika og amerikanerne. Kort sagt, dele af hans tale lød som holdt af en ny pan-arabisk Messias, der var kommet for at hjælpe den arabiske verden tilbage til dens retmæssige verdensherredømme.

Mest foruroligende var præsidentens opfordring til at forsvare muslimer mod negative stereotyper. En farlig præcedens er skabt, når ytringsfriheden er bragt til tavshed, og ideologisk kritik er forbudt.
Dette, igen, er det stof, som mareridtsagtige, totalitære regimer er lavet af. Det smukke i den amerikanske forfatning er dens balance, og
den visdom, den rummer ved at sondre mellem det, der bør beskyttes og forsvares, og det, der bør retsforfølges. Love, der opmuntrer til at gøre kritik af islam til en lovovertrædelse, der er strafbar er bekymrende.

Siden ankomsten til USA, har jeg nydt friheden til at opdrage mine arabiske brødre og søstre i Mellemøsten, der længes efter reel frihed - og jeg har set successer. Mr. Obama stiller spørgsmål ved netop disse successer snarere end at kæmpe for frihed.

Når præsidenten indleder sin nye opgave med at forsvare muslimer “mod negative stereotyper,” betyder det, at han på en eller anden måde blander sig i og underminerer den besked? Eller måske betyder det, at han sammen med OIC, ”Organisationen af Islamisk Konference”, de 57 muslimske lande, der arbejder utrætteligt på at fremme en FN-resolution for at undertrykke kritiske røster mod islam? Jeg er overbevist om, at vi alle vil komme til at fortryde dette.

Obama går uden om den akutte situation i den islamiske verden med Smiger og undlader at opmuntre til ansvarlighed for den retorik, praksis og adfærd, der skaber stereotyper. Jeg har ikke hørt en eneste opfordring til den islamiske verden om at åbne sig for mangfoldighed, til at acceptere kvinder som ligeværdige borgere med samme rettigheder og beskyttelse i henhold til loven som mænd. Jeg hørte ikke en udfordring til den muslimske verden om at acceptere andre religioner og deres mulighed for at praktisere den åbent inden for den islamiske verden – hvor praktisering af kristendom, jødedom og andre religioner kan koste den enkelte hans eller hendes liv. Jeg har ikke hørt en opfordring til en gang for alle at slette dhimmi-racismen. Shariaens retsfællesskab dikterer, at kristne og jøder er mindreværdige og bør undertrykkes.

Er det “... principperne om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker”? Derimod ser jeg mit folks hjerter bløde og kender det presserende behov for selvkritik og ærlig undersøgelse af hensyn til hurtig udbedring. Obama svinger med guleroden, men skræmmes væk fra de tvingende spørgsmål, der koger under overfladen.

Obamas virkelighed gør mit og andres arbejde, der taler imod intolerante, islamiske doktriner, mere udfordrende. Han undergraver denne mission ved at formilde misbruget og den fremmedfjendske politik og gøre det muligt for folk inden for den islamiske verden at
undertrykke andre, til at tvinge andre til deres tro, og at fortsætte denne stræben med hans velsignelse.

Præsidenten har undladt at mødes med frihedselskende individer,
befriede arabere som mig. Han har undladt at føre den muslimske verden ind i modernisering og afgørende reformer. Snarere end at råbe: “Huset brænder,” smiler Obama og fortæller os, hvor smukt huset er, mens det brænder ude af kontrol og truer med at ødelægge os.

Tilbage til det spørgsmål, jeg fik på min e-mail: “Hvem skal vi tro, Obama eller dig?”

Jeg forklarede min marokkanske læser, at Obama er en politiker, som ønsker at anvende sød snak og renvaske virkeligheden for at tilfredsstille muslimer.

Jeg er på den anden side en pragmatisk, arabisk kvinde, der slap ud af det islamiske fængsel til den frie verden og nu vier mit liv til at udtrykke synspunkter frit og presser på for at skabe en reel forskel i islam.

Vi kan ikke have det på begge måder. Intolerance tolererer aldrig frihed!

Brogede svin!

Politiet har gennemført en landsdækkende razzia mod pædofili i dag 16.6.09 og skal nu nærmere kikke på, hvad mistænkte pædofiler gemmer i deres computere.

Det er trist at høre, at visse mænd er sådan nogle svin, for nu at sige det rent ud!
De kommer fra alle mulige miljøer. Der var bl.a. en folkeskolelærer, sagde de i TV.
Desværre er pædofili en forbrydelse, som vi nok ikke kan komme af med, siger Kuno Sørensen fra Red Barnet, og derfor er det godt at politiet laver raziaen. At pædofiliproblemet vokser, tilskriver Kuno Sørensen internettet. Det er sikkert rigtigt, men der er andre årsager, som han enten ikke kender, eller snarere ikke vover at nævne!

Europa er blevet overrendt af muhammedanere og i deres ”kultur” accepteres pædofili som en naturlig ting. Komeini skrev i sine sexregler for den iranske befolkning, at mænd kunne have glæde af børn helt ned til babystadiet og beskrev diverse forhold! Fy for Fanden!

Og åbenbart af hensyn til den store muhammedanske befolkning i Europa, godtog EU´s forslag til EU-grundlov, d.v.s. den såkaldte ”Lissabontraktat”, pådofili. Hvis det altså står til muhammedanerne og EU, så bliver pædofili før eller senere lovligt!!!

Igen, igen, igen - mere koran...

En muhammedansk forening, der kalder sig ”Ahlul Bait” har indsendt en ansøgning om at bygge en stormoské på Vibevej i Københavns nordvestkvartér. Ansøgningen skal behandles i byrådets Miljø- og Teknikudvalg onsdag den 17. juni. Moskéen skal være 24 m høj og have to minareter på 32 m. Den skal foruden et bederum efter planen også indeholde amfiteater, konferencerum, overnatningsmuligheder for besøgende imamer, bibliotek og lokaler til koranundervisning.


Hvad alt sådan islamaktivitet rummer har vi både set, hørt og mærket i adskillige år. Dansk Folkepartis MB Karin Storgaard opfordrer da også Miljø og Teknikudvalget til at afvise ansøgningen. En arabisk bygning passer ikke ind i den øvrige bebyggelse, siger Storgaard.

Hertil kommer, at den åndelige dimension heller ikke passer ind i befolkningen

Kilde: Pressemeddelelse fra DF 16.6.09.

Fremtidsvision i 1997! Realitet i 2009!

Svensk TV viste mandag aften en film, som stammer fra 1997. Den hed ”Hammarkullan” og handlede om det multikulturelle Sverige i ghettomiljøerne. Det var en vanvittig forestilling, en blanding af dokumentar fra hysterisk ophidset pøbel - de sædvanlige AFA-folk og ungkommunister (?), kriminelle og voldelige bander med forbindelse til siciliansk eller anden udenlandsk mafia, som ikke var bange for at mishandle eller myrde folk, muhammedanske familier, der blev islamhysteriske ved at finde et svensk barn – en dreng sammen med deres lille pige i lejligheden, og almindelige ligegyldige og ligeglade svenskere, som åbenbart ikke havde noget fornuftigt at tage sig til i deres fritid.

Man kunne måske i 1997 have kaldt filmen ”propaganda”, for dengang var multikulturen endnu ikke blevet så ”udviklet” som nu. Dengang for ti år siden var de viste afsindige forhold endnu bare i sin første vorden. Siden har vi med stigende forundring og forfærdelse set tingene skride frem og skride ud uden at politikerne gør noget for at dæmme op for denne galskab.

Og hvordan kunne denne politisk set aldeles ukorrekte film blive lavet og vist i svensk TV?

Filem viste sig at være del af en miniserie, nr. 3 af fire.

Ytringsfriheden kender ikke til fløje

Pia Kjærsgaards ugebrev
- mandag den 15. juni 2009

Søndag deltog jeg i en konference om ytringsfrihed og islam, som Trykkefrihedsselskabet havde indbudt til, og hvor vigtige politikere og debattører som blandt andet den hollandske politiker Geert Wilders, næstformanden for International Free Press Society, Diana West, og den kvindelige syrisk-fødte forfatter Wafa Sultan holdt spændende foredrag. En god måde at bruge en søndag på.

Geert Wilders, som jeg også havde lejlighed til at møde sidste år, har jeg den største respekt for. Ingen har som han turdet gå mod den politisk korrekte strøm og advare mod den tiltagende islamisering – ikke alene i Holland, men i hele den vestlige verden. Efter præsentationen af sin film ”Fitna” betalte han en meget høj pris og bevogtes nu døgnet rundt, ligesom han må skifte bopæl med jævne mellemrum, fordi islamisterne ønsker at henrette ham. ”Fitna” var i øvrigt filmen, som ingen turde vise af frygt for de muslimske reaktioner, og som nu kun kan ses forskellige steder på nettet.

Geert Wilders Frihedsparti opnåede ligesom Dansk Folkeparti et flot resultat ved valget til Europa-Parlamentet; hele fire kandidater ud af 25 kan partiet sende til Bruxelles, mens vi kan sende to ud af 13. Det samme gælder for en lang række andre EU-skeptiske partier af borgerlig observans. Det har straks fået de socialistiske partier samt journalister og kommentatorer til at tale om en ny højredrejning. Endnu en gang forsøger man at trække de gamle udslidte travere af stalden – knebet er at fremstille partierne som ”fremmedfjendske”, ”islamofobiske”, og hvad ved jeg.

Åbenlyst er det, at ingen af dem har gidet sætte sig ind i, hvad de enkelte partier egentlig står for. Alle skæres over én kam. Er Europa pludselig ”gået til højre”? Nej, naturligvis ikke. Europæerne er hverken højreorienterede eller som sådan modstandere af EU. Men europæerne er trætte af et arrogant og bureaukratisk EU, der sætter de nationale lovgivninger ud af spillet – og som unddrager sig demokratisk kontrol. Befolkningerne i Europa ved godt, hvad de vil have: De vil have frihed og selvbestemmelse – EU har givet dem det modsatte. En Kommission, der udsteder direktiver på samlebånd, og en Domstol, der med kreative fortolkninger hæver sig over de nationale lovgivninger og dermed de folkevalgte politikere.

Socialisternes verdensbillede er forstenet. De befinder sig i en fastfrossen tilstand, hvor alt er enten sort eller hvidt, og hvor der kun findes absolutte størrelser. Med til socialisternes verdensbillede hører, at alle andre end socialister ikke kan være ægte demokrater. Derfor var Østeuropa før Murens fald i 1989 dækket af demokratier. Det hed for eksempel ”Den Tyske Demokratiske Republik”. Selv om man skød på mennesker, som forsøgte at krydse grænsen. Så langt rakte demokratiet i DDR. I dag er ordet socialisme blevet erstattet med ”multikulturalisme” – 1990´ernes store socialistiske opdragelsesprojekt.

Men de europæiske befolkninger har aldrig bedt om at blive ”opdraget” til at leve i et multikulturelt samfund, og de er aldrig blevet taget med på råd. De ønsker at leve i de sammenhængende, historiske værdifællesskaber, som går under betegnelsen nationalstater – et begreb, som har været under konstant beskydning fra venstrefløjen. Men ægte demokrati og ytringsfrihed er kun mulig inden for denne ramme. Prisen for et multikulturelt samfund er – foruden tab af sammenhængskraft og fællesskabsfølelse – en udvanding af ytringsfriheden, fordi ingen må føle sig trådt over tæerne.

Geert Wilders har i sin kamp for europæerne ofret sin egen frihed – i hvert fald når det gælder muligheden for at bevæge sig frit omkring uden at være omringet af sikkerhedsfolk.
En invitation til Geert Wilders til efterårets antiradikaliserings-konference ville have været noget ganske naturligt og rimeligt. Men i stedet har regeringen valgt at dække sig under det figenblad, at Geert Wilders vil have Koranen forbudt på linje med ”Mein Kampf”. Det er udemokratisk, mener man. Ja, vel er det udemokratisk, men i både Holland og Tyskland er Hitlers bog forbudt, uden at det har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Et forbud mod Koranen skal ses i den sammenhæng. Men det betyder naturligvis ikke, at vi skal forbyde nogen bøger i Danmark, for det er ikke vores måde at tolke demokratiet.

Danmark burde som noget helt selvfølgeligt gå forrest i kampen for ytringsfriheden, men regeringen har fuldstændig manglet modet til at tage skridtet. Det er trist.
Wilders bemærkede, at der er for mange ”Chamberlains” og for få ”Churchills”, og han har ret. Det var den britiske premierminister Neville Chamberlain, der bildte sig ind, at han sammen med Hitler havde skabt ”fred i vor tid” – i realiteten havde han fodret et rovdyr. Mens det var Winston Churchill, der som eneste demokratiske statsleder havde modet til at bekæmpe diktaturet. I dag vrimler det med Chamberlainer blandt Europas statsledere. Deres angreb rettes ikke mod islamisterne, men mod de demokratiske kræfter, som forsvarer ytringsfriheden og de europæiske værdier.

De bruger ord som ”højrefløj” og ”populisme” i et forsøg på at banke de europæiske befolkninger på plads og acceptere multikulturalismens parallelsamfund som en uundgåelig kendsgerning. Men de tager helt fejl. Geert Wilders er liberal i ordets egentlige forstand. Han kæmper den historiske kamp, som venstrefløjen har svigtet så grusomt: Kampen for friheden til at tænke og tale frit. Muhammedkrisen viste heldigvis, at der også fandtes personer på venstrefløjen, som havde mod til at kæmpe for ytringsfriheden, og selv om de ikke var toneangivende, viste de trods alt, at demokratiet og ytringsfriheden er begreber, som er hævet over de traditionelle fløje.
Selv kender jeg kun til to fløje: Totalitarismens og demokratiets. En stor tak skal derfor lyde til Geert Wilders, Diana West og Wafa Sultan for, at de har valgt den første, og at de har modet til at stå op og kæmpe med åben pande.

Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard




Dansk Folkeparti Christiansborg 1240 KBH K Tlf. +45 3337 5199 E-mail: df@ft.dk

Repetition af vor barndoms Danmarkshistorie

Så er det V A L D E M A R S D A G i morgen til minde om Valdemar Sejrs korstog til Estland 1219. Estlændernre lod som om de underkastede sig og lod sig døbe, men kun for at have tid at samle en hær og gå til angreb. Sagnet fortæller, at det så ilde ud for danskerne ved Lindanæs, men da bøjede ærkebiskop knæ, strakte armene mod himlen og bad Vorherre om sejr. Når hans arme sank ned af träthed, gik esterne fremad, når han strakte dem igen, var danskerne mægtigere. Da faldt Danebrog ned fra himlen og under det tegn sejrede danskerne.

Danebrog er det ældst kendte flag i verden, som stadig er i brug, så glem ikke at fejre det med flag i morgen.

Vi har imidlertid ingen flag bevaret eller afbildet fra 1219. Det ældst kendte danske flag var et skibsflag fra Erik af Pommerns Flåde. Det blev i 1427 erobret af Hanseaterne under en søslag i Øresund og hængtes op som trofæ i Mariakirken i Lybæk, men ødelagt, da kirken under sidste verdenskrig blev ramt ved bombardementet. Der hænger en kopi af dette gamle flag på Frederiksborg Museet.

Hovedfeltet forestiller jomfru Maria og Skt. Jakob.

De tre andre felter er unionstidens tre nordiske rigers våben.

Det sidste felt er kong Erik af Pommerns våben, den pommerske grif. Kongen gav Malmø griffen som byvåben. Det blev senere fra Malmø hele Kristianstads läns våben. Og nu Skåne Låns våben.

Erik af Pommern var den konge, som opdagede Øresund enorme betydning og som oprettede Øresundstolden

Et kik tilbage på EU-svindelen

EU-svindel skal stoppes – sagen op i Folketinget
”- Regeringen (A og B) har gang på gang lovet, at den vil give kampen mod svindel i EU højeste prioritet. Alligevel forgår der ifølge en ny rapport svindel for op mod 450 milliarder kroner om året. Det er helt uacceptabelt, og Fremskridtspartiet kræver udenrigsministerens (Niels Helveg Petersen, B, red.) svar på, hvad regeringen vil gøre for at fjerne støtteordningerne, så der ikke er noget at svindle med. Det siger Fremskridtspartiets EU-ordfører, Annette Just.”

”…Fremskridtspartiet vil ikke længere spises af med flotte ord og tomme løfter. Alle EU’s støtteordninger skal fjernes, så de nye Østlande kan optages. Målet er et frit Europa uden støtteordninger. Det skal regeringen give højeste prioritet, slutter Annette Just”.

Pressemeddelelse fra:
Annette Just,
EU-ordfører

P.S. Ovennævnte er et uddrag

Kilde:. Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 5, Maj 1997, 25. årgang.

Spydpigens kommentar: NB EU –Svindel har været påtalt om og om igen fra diverse lande og diverse regeringer, men den er aldrig blevet stoppet og ingen tager ansvar. Mafiaen og Camorraen trives nok ikke bare i Syditalien!

Obamas farmor på pilgrimsrejse til Mecka

Sammen med sin søn Syeed Obama rejser Obamas farmor, Sarah Obama, til Mecka på pilgrimsfærd, den såkaldte ”Hajj”, som enhver rettroende muslim skal foretage mindst een gang i livet, medmindre personen er korporligt forhindret deri. Den udgør den femte søjle i islam og bekræfter den troendes underkastelse under Allah og solidaritet med alle andre mushammedanere.

Farmor Sarah har tidligere bekræftet, at hendes barnebarn, Barack Hussein Obama, er født i Mombasa i Kenya, hvilket har spredt tvivl om hans lovlige adkomst til præsidentposten i USA. Obamas tilhængere siger, at hendes vidnesbyrd er galt oversat.

Skulle det nu være som farmor siger, så er det den tykkeste taquia indtil nu!

Kilde: den svenske blog ”Every Kinda People” 6. juni 2009, hentet fra Tundra Tabloids.

Provst Gadegaard

Den i de moderne politiske 5.-kolonne kirkespil indblandede provst Gadegaard var på barikaderne allerede for 25 år siden. Vi trækkes stadig med de gamle 68´ere.

I Sovjets sidste krampetrækninger - op gennem 80´erne - satte Sovjetstyret alle sejl til i Danmark med magtfulde fremstød for ”fred” under paraplyorganisationen ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”. Og alle marxister og brugbar-naive danskere styrtede ud på gaderne med skilte, flyveblade, transparenter, klistremærker, emblemer, teater, happenings, foredrag, skolebøger og Gud ved hvad...

Midt i al den ”hjertensgode” fredssnak holdt præsten Birte Andersen julegudstjeneste i Lundehuskirken 1983. Den transmitteredes i TV. Hun var kendt som venstrevreden provokatør. Juleprædikenen var en dundertale imod kapitalismen og USA, hvilket understregedes af en gruppe demonstranter i kirken, der havde politiske slagord malet på ryggen.

MF Erhard Jacobsen påtalte Birte Andersens aktion imod julefreden, og der opstod en del avispolemik. Nogle præster bakkede op om hende, og blandt dem var Anders Gadegaard, dengang præst ved Sionskirken.. Københavns røde biskop, Ole Bertelsen, fandt ingen grund til at gøre indsigelser imod, at kirken blev forvandlet til en politisk slagmark. Han gjorde jo selv sit til, at extrem-venstreorienterede theologer fik præstekald...!

Anders Gadegaard holdt fast ved de kommuniststyrede fredsbevægelser som aktiv deltager og fortsatte sin politiske samaritanerkarriere i den anti-danske organisation ”Flygtninge under Jorden”, så man fik grund til at mistænke ham for bevidst at arrangere happeningen i 2002, hvor han gav husly til 26 irakere, der sultestrejkede for at fremprovokere et udenomparlamentarisk resultat.

Igen, igen, igen..."Terror har intet med den sande islam at gøre”

Formanden for det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog, kardinal Jean-Louis Tauran har udtalt sig imod den opfattelse, at islam betragtes som det første trin til terrorisme.
Ved en ”interreligiøs konference” i det franske Mantauban sagde Tauran, at terrorisme kunne ikke stamme fra den sande islam, som bliver praktiseret af flertallet af denne relgions troende.

Så er det bare trist. At der er så megen falsk islam, og at det er den, der overalt gør sig gældende uden at blive bliver bekæmpet af den "sande islams" troende!!!

Kilde: den tyske blog ”Politically Incorrect” 11.6.09

Illustration: Kalkmaleri af Haltefanden

Lone Dybkjær

Lone Dybkjær prøver at tilbagevise Anders Bruun Laursens artikler om EU-projektet Eurabia, men dér finder hun sin overmand! Bruun Laursen er særdeles velfunderet i EU´s papirer og er desuden hævet over politikeres manipulerende retorik, da han ikke efterstræber nogen karriere i politik.

Jeg har tidligere bemærket nogle træk ved Lone Dybkjærs politiseren, som ikke huer mig:



Da Danmarks mødre blev lokket eller presset ud på arbejdsmarkedet for at tjene industriproduktionen, opstod problemet, hvem, der skulle tage sig af børnene.
staten eller mødrene? Konflikten mellem de to synspunkters kulminerede i 70´erne med 68´ernes voldsomme angreb på forældremyndigheden, men har aldrig rigtig lagt sig.

Påvirket (eller presset?) af den i 70´erne påtrængende rødlige mentalhygiejnebevægelse oprettede mentalhygiejnikeren, socialminister Eva Gredal i 1975 en statslig Småbørnskommission, som skulle ordne samfundsforholdene for de mindste. Den bestod af en hovedkommission og 4 delkommissioner. Mentalhygiejnikeren, psykolog Lise Østergaard udnævntes til formand, skønt hun næppe havde umiddelbare forudsætninger. Hun afløstes halvandet års tid senere af Lone Dybkjær, som også var engageret i en paralelgående selvbestaltet 8-mandsgruppe, TAVS, ”Tværpolitisk Arbejdsgruppe Vedrørende Småbørnsområdet” – for barnets tarv (et flydende begreb). TAVS lagde megen vægt på vigtigheden af alle former for PR: avisartikler, skolebøger, fotoudstillinger etc.
Et af TAVS arrangeret seminar på Klarskovgård i september 1977 bar titlen ”Hvad vil vi med vore børn?”.

Statens børnekommission fandt følgende slogan: ”Dine Børn er ikke dine Børn”. Dybkjær mente i TV, at formålet med kommissionen var at forældre skulle have bedre mulighed til at være sammen med deres børn! Var hun brugbar-naiv? Næppe! En væsentlig del af kommissionsmedlemmerne var mentalhygiejnikere eller marxister, eller begge dele. Mentalhygiejnebevægelsens hovedmål var, at børn ikke skulle opdrages af deres forældre, men af særlige ”experter” for at nå frem til den fuldendte mentalhygiejiske ”trivsel”.

Lone Dybkjær var også engageret i ”Berufsverbotkomitéens” arbejde, som bestod i at modarbejde vesttyske myndigheders bestræbelser imod kommunismens udbredelse gennem kommunistiske lærere o.l. I Danmark havde organsiationen en masse røde adresser. De tog sig næppe af ”Berufsverbot” den modsatte vej!

Småbørnskommissionen præsenteredes for offentligheden gennem adskillige kurser vinteren 1977-78, som skulle få forældre med på ideologien. I Kongens Lyngby introduceredes den af de konservatives ”Folkeligt Oplysningsforbund” (FOF). Der hældtes meget vand ud af ørene, taltes meget med politisk-fedtede ord, men ingen talte om kærlighed til børn. Lone Dybkjær selv gik ind for den forældrefjendske og udenomparlamentariske organisation BRIS, hvis navn tolkedes som ”BarneRov i Samfundet”. Det mindede om et læserbrev til Lone Dybkjær efteråret 1977 fra landets første og største forkæmper mod narkotika, Lise Tønsberg.:


”Jeg foretrækker et varmt hjerte.

Hvis ikke jeg engang i egenskab af sekretær for en forældreforening personligt havde henvendt mig til MF Lone Dybkjær i et dybt alvorliogt anliggende, så havde jeg kunnet leve videre på en illusion.

Sagen gjaldt noget så uhyggeligt som narko-problemet, der ødelægger vort lands børn og unge. Vi kan ikke lade vore børn gå til grunde. Det må enhver med hjerte på rette sted vel kunne forstå.

Men henvendelsen til Lone Dybkjær i folketinget var som en kold klud. Nej, så var det noget helt andet at tale med Wunnie Russell og Karen Dahlerup!

Til mathematiske problemer, ingeniørvidenskab og karrierepiedestaler er kolde og klamme hjernevindinger sikkert et plus, men til SMÅBØRNKOMMISSIONmedlemmer foretrækker jeg et stort og varmt hjerte på rette sted.!

Lise Tønsberg
Sekretær for Forældreforeningen for Narkoramte Børn.”


På TV sagde Lone Dybkjær, at man var meget velkommen til at komme med forslag og indlæg til Småbørnskommissionen, men så kom eftersætningen, som afslørede damen: ”- hvis man ville samarbejde”.

Kilder: Tidsskriftet AKTION 4/ 1977 og 3/1978 og ”Familieværnets Telefonavis”

"Pladderhumanistisk"

Thomas Bolding Hansen fortæller om den svenske kriminalitet på sin blog, http://www.logistsnit.blogspot.com/ Alle kan se, at kriminaliteten er steget, hvilket bekræftes af undersøgelser over skadestuernes rapporter, men kriminologer og myndigheder forsøger at dysse det ned: der foregår ikke flere forbrydelser nu end før, men man er blevet mere ivrig for at anmelde, hedder det, men....

”Det råder en allmänt utbredd missuppfattning att våldet i samhället har ökat kraftigt under senare år. Det finns emellertid inget stöd i forskningen som visar att det skett en faktisk ökning av våldet under de senaste decennierna.” hævder poliskommisarie Tommy Hoff

Vi har samme problem med de danske kriminologer. Den 11. oktober 2008 skrev jeg her på bloggen om kriminolog Flemming Balvig. Nu kommer jeg til Hans Henrik Brydensholts kriminalforsorg.

Hans Henrik Brydensholt, f. 1932, blev efter sin cand.jur.examen 1956 ansat som sekretær i Justitsministeriet og avancerede til kontorchef. Sideløbende hermed blev han landsretssagfører og har desuden virket som dommerfuldmægtig, dommer i politisager og medhjælper for statsadvokaterne i København.

I 1971 blev Brydensholt direktør for fængselsvæsenet og i 1973 for Kriminalforsorgen. Han fik en række nøgleposter: i Kontaktudvalget vedrørende Alkohol- og Narkotikaproblemer, Straffelovsrådet, Akademiet for Fremtidsforskning og i bestyrelsen for Dansk Krimnalistforening og Kriminologisk Selskab.

Brydensholts syn på kriminalitet og kriminalforsorg var alment kendt i 70´erne: det er meget vigtigt – sagde han – at befolkningen ikke får den opfattelse, at kriminaiteten er steget (selvom den er det!), og at det er farligt at gå ud om aftenen (selvom det måtte være det!). Befolkningen må i stedet for lære at forstå kriminalforsorgens linje: kriminalitet bekæmpes bedst ved ikke at straffe. Efter Brydensholtd udsagn må den bedste vej frem derfor være slet ikke at opdage forbrydelserne! (sic!). Man kan nemlig ikke gøre noget ved de to vigtigste faktorer ved kriminalitet: den kriminelle alder og det tilvante sociale miljø. Erfaringsmæssigt ved man, at de fleste kriminelle holder op med forbrydelser, når de bliver 25-30 år gamle og får familieinteresser. Det er tanken bag orlovsordningen fra fængslerne: man vil hjælpe dem til at stifte familie og således få dem ud af kriminaliteten – med alderen! Forsorgen optrådte altså som en slags Kirsten Gifterkniv, der forsøgte at puffe de kriminelle ind i favnen på piger, der kunne tage dem i kraven. Det var altså derfor, at fanger kom på udgangstur i Tivoli eller andre steder

Brydensholt støttede sine teorier på psykologen Bent Rieneck. Han hørte til de mest markante psykologer og var gennem en årrække leder af Mentalhygiejnens Rådgivning i Tårnby på Amager.
Kriminalforsorgens bløde linje gav anledning til stadig flere angreb på Brydensholt, men ifølge ham selv var alt som det skulle være, og han havde fået megen ros. Men af hvem – sagde han ikke.
Som medlem af det såkaldte Kontaktudvalg vedrørende Alkohol- og Narkotikaproblemer og det herunder hørende Behandlingsudvalg bærer Brydensholt en væsentlig del af skylden for den totalt mislykkede narkomanbehandling. Denne skyld understreges ved hans direkte samarbejde med nøglepersoner i den samfundsundergravende Landsforening for Mentalhygiejne, ligesom han også forhindrede at andre synspunkter kom frem. Der blev ikke gjort noget effektivt for at bekæmpe narkomanien og narkospredningen inden for fængslerne.
Narkotika gør det næsten helt umuligt for kriminelle at komme ud af deres kriminalitet. Det var vel kriminalforsorgens opgave at få de kriminelle på ret køl igen, for pigerne skulle vel ikke gøre hele arbejdet?

Ifølge en artikel i Politiken 5.1.80 af Gretelise Holm måtte Brydensholt forlade sin stilling december 1979, da de tre organisationer under fængselsvæsenet havde skrevet til departementschef Niels Madsen i justitsministeriet den 11.12 79, at de ikke kunne samarbejde med ham: han var enerådig og diktatorisk, og de havde ingen tillid til ham. Han skrev bøger om teori i stedet for at løse konkrete problemer og var mere optaget af fængslet i Peking end i Køge Arrest. De var oprørte over, at han havde skrevet, at personalet skal udvise fantasi og kreativitet!
Derpå blev Brydensholt straks konstitueret som dommer ved østre Landsret fra 1.2.80.
Han var skuffet over, at hans glimrende arbejde således blev afbrudt.
I BT nævntes han i 1986 sammen med Ole Espersen o.a. som de skyldige i de herskende retstilstande, mens MF Kirsten Jacobsen i BT 1991 kaldte ham ”Forbrydernes Beskytter” og fortsatte: ”Landsdommer Hans Henrik Brydensholt burde søge sig et job som leder af et fritidshjem med sin pladderhumanistiske omsorg for forbryderne”.


(Brydensholts hustru, Inger Lise Brydensholt, gik ind for marxisten Sven Wernströms politiserende børnebøger og blandede sig i den heftige debat om Bent Hallers snuskede børnebog ”Katamaranen”. Måske var hun bare ”brugbar naiv” og vidste ikke, at bogen var et led i forlaget Borgens samfundsnebrydende børnebøger i 70´erne. )


Kilde: http://.logisksnit.blogspot.com
Tidsskriftet AKTION 2/1979
Familievärnets Trelefonaviser mellem 1976 og 1981

Hemmeligheder

Europahøjskolen på Kalø havde i 2007 et ugekursus med titlen ”Demokrati, Tak” i samarbejde med JyllandsPosten. To journalister fra JP, Henrik Olesen og Jette Elbæk Maressa, ledede kurset med diverse foredragsholdere.

Europahøjskolen samarbejder med EU og dets projekter, og skolens forstander, Erik Boel, anbefaler da også, at Tyrkiet kommer ind i EU. Naturligvis forventer man åben diskussion i et kursus om demokrati, men sådan var det ikke. En af eleverne, som havde gravet lidt i spørgsmålene omkring Bilderberg, Barcelonaprocessen og EURABIA-projektet, ville fremføre nogle ting i den anledning, men dette emne måtte åbenbart under ingen omstændigheder omtales
Jette Elbæk Maressa affærdigede det hele som løgn. Hun havde selv skrevet en artikel i Kristeligt Dagblad...

Her to år efter faldt det i Jette Elbæk Maressas lod at skulle interviewe Morten Messerschmidt i anledning af valget til EU, og nu var det svært at komme uden om det emne, som lå flere JP-læsere på sinde. I længden er det ikke så let at hemmeligholde de politiske tiltag. Aviserne kan måske trues eller købes, men bloggerverdenen har politikerne endnu ikke fået has på.

Men det kommer såmænd nok, hvis EU skal bestemme.

"En desperat stakkel"

Journalist Helle Broberg Nielsen synes i Weekendavisen den 29. maj dybt forarget over, at en vågen kollega, Uwe Max Jensen opdagede, at den irakiske talsmand for besætterne i Brorsonskirken, Taleb Ansari, - "en desperat stakkel" tidligere er dømt for forsøg på indsmugling af halvandet kg heroin i Danmark.
Han idømtes 6 års fængsel og udvisning for bestandig. Helle Broberg finder åbenbart dette ret ligegyldigt, mens vi givetvis er mange, der finder det særdeles relevant i samfundssammen-hæng.

Narkoindsmugling – i dette tilfælde ikke af hash eller kat, men af heroin - er ikke nogen ringe forbrydelse, hvad dommen da også viser. Det siger noget væsentlig om manden. Havde han hugget pengene, så var det en anden sag. Men han hørte til ”Dødens købmænd”, som skrupelløst ville tjene penge på andres ulykke! Det er så sandeligt relevant at omtale det! Og endnu mere relevant i samfundssammenhæng er det, at dommen endnu ikke er blevet eksekveret helt ud, til trods for, at Irak i dag er et land, hvor man tager på sommerferie.

Hvordan kan præsten Per Ramsdal, menighedsrådet, Arne Melchior og andre halv- og helrøde give besættere lov til fortsat besættelse og ignorere demokratiets og domstolenes beslutninger?
Det er jo det rene anarki og selvtægt – og et relevant problem i samfundssammenhæng.

DF: Helle Thorning-Schmidt må tage stilling til Auken-tale

Dansk Folkepartis næstformand og udlændingeordfører, Peter Skaarup undrer sig så meget over Svend Aukens (S) tale ved en demonstration til fordel for de afviste irakiske flygtninge i næste uge, at han nu opfordrer Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt til at tage stilling til Svend Aukens tale.

”Svend Auken prøver at slippe af sted med at tale sit eget partis politik stik imod ved at påpege, at han taler som privatperson, og ikke som socialdemokratisk politiker, når han afviser, at de danske myndigheder kan vide, om der er sikkert i Irak. Men på grund af Svend Aukens fremtrædende position i Socialdemokratiet og som medlem af Folketingets Præsidium har jeg svært at se, hvordan det kan lade sig gøre at tale som privatperson. I Dansk Folkeparti er vi folkevalgte 24 timer i døgnet 365 dage om året,” siger Peter Skaarup.
”Når Svend Auken skråsikkert afviser, at det er forsvarligt at sende de afviste irakiske flygtninge hjem, hævder han samtidig at ligge inde med en viden, som de danske myndigheder ikke har, eller som de forsøger at holde skjult, ligesom han åbenbart også ved mere end svenskerne, som har sat fuld skub på hjemsendelserne, uden at det har givet anledning til rapporter om, at irakere er blevet forfulgt efter deres hjemkomst,” siger Peter Skaarup.

”Som Socialdemokratiets formand bør Helle Thorning-Schmidt omgående over for offentligheden præcisere, hvorvidt Socialdemokratiet fortsat bakker op om, at de danske myndigheders afgørelser skal følges, eller i modsat fald bekræfte over for vælgerne, at Socialdemokratiet ikke længere stoler på de myndigheder, som Folketinget har sat til at administrere udlændingeloven,” siger Peter Skaarup.

Svend Aukens udfald mod udlændingeloven og administrationen af udlændingepolitikken, når det gælder tilbagevisningen af afviste asylansøgere til Irak, virker ekstra barok i lyset af de seneste dages nyhedsreportager om, at mange irakere tager på sommerferie i deres hjemland. På den baggrund er det ikke for meget forlangt, at Socialdemokratiets formand fortæller, hvor partiet står,” slutter Peter Skaarup.

Christiansborg, torsdag den 4. juni 2009
PRESSEMEDDELELSE


Spydpigens kommentar: Selvføgelig taler han som "privatperson" og slet ikke ud fra politiske overvejelser, men alene rent "medmenneskeligt". Vi ved alle, at man skal komme med følelses-
ladede argumenter for at få succes i den brede danske befolkning!
Hvor er det mærkeligt, at alverdens "flygtede" irakere kan tage på sommerferie i Irak med nordiske rejseburauer uden mindste angst.

"Fyrtiotalisterne"

Svend Auken har taget parti for den ulovlige muslimske besættelse af Brorsonskirken.
I Danmarks forrige besættelse er der vist ikke noget, man direkte kan sammenligne med dette ulovlige overgreb mod demokratiet i Danmark.

Men skal man fortælle noget om Svend, der angår hans sidste politiske indsats, så må man gå dybere til værks i familien Auken. De fire Auken-søskendes mor kom fra et meget religiøst hjem, og hendes familiepolitik og humanitære arbejde var højt værdsat. De tre mest kendte er født i 40´erne og hører således til det svenskerne kalder "fyrtiotalisterne". De blev åbenbart som så mange andre vældig påvirket af tidens mentalhygiejniske kommunisme.
Gunvor Auken var naturligvis som socialrådgiver medlem i Mentalhygiejnebevægelsen, hvis ideologis hovedpunkt var, at børn ikke skulle opdrages af forældrene, men af mentalhygiejniske experter! Selv blev hun ansat i den mentalhygiejniske Studenterrådgivning, gennem hvilken Mentalhygiejnen havde en vis kontrol med studenterne.

Da ”det røde kabinet” sprængtes i 1967 kvittede hun socialdemokratiet, blev medstifter af Venstresocialisterne og sad i styrelsen for dette udenom-parlamentariske parti. Hun drev sin politik bl.a. gennem organet ”Unge pædagoger” og det røde forlag Demos. Da hun ikke lykkedes at komme ind i folketinget 1971, forlod hun partiet.
En tid underviste Gunvor Auken på RUC og siden på SID´s tillidsmandskurser og Den sociale Højskole. Hun blev selv tillidsmand i SID og atter socialdemokrat og gjorde vistnok en god indsats for arbejdsskadelidte.

Da kvindegrupper ikke fik lov at købe grevinde Dannerstiftelsen i 1978, besatte de huset, og bl.a. ved Gunvor Aukends bevågenhed gav justitsministeriet sig, så rødstrømperne kunne overtage bygningen. Det blev NB et godt center for de ulykkelige muslimske kvinder, der flygter fra deres barbariske religion.
Gunvor Auken var viceborgmester på Frederiksberg 1998-2000 og sad desuden i bestyrelserne for Koefoeds Skole og Studentersttlementet på Vesterbro, som begge var blevet marxistiske.
Hun tror på integration af indvandrerne ud fra en naiv nordisk tankegang: at det altid er trist at forlade sit hjemland, og at de fremmede vil påskønne venlig imødekommenhed.

Gunvor Aukens mand, Ejvind Larsen, var redaktør for Information 1966-68 og igen fra 1979.og sammen med meningsfæller hyldede han VS´s udenoms-parlamentariske strategi og var med til at oprette Den Røde Højskole i Svendborg. Sammen med andre redigerede han i nogle år ”Vindrosen”, som gik ind for klassekamp og nedbrydning af skolen, og skrev bøger sammen med sin svoger Svend Auken. Da DR ved Maos død søgte en dygtig maoist til en udsendelse, foreslog Svend Aukens kone, Bettina Heltberg, i Politiken (10.9.76), at man henvendte sig til Ejvind Larsen.
Ejvind Larsen var initiativtager til det top-venstrefløjsmøde, som skulle finde sted på Esplanaden nr. 5 den 6. november 1977, hvor man skulle lægge planer for en socialistisk stat, men JyllandsPosten afslørede forehavendet og navnene på de indbudte (24.10.77).
Ejvind Larsen optrådte med Ebbe Reich Kløvedals Bådteater og Dødbideri på biblioteker og på de såkaldte ”Kirkedage”.


Gunvors lillebror, Svend Auken, er født 1943 og blev gift med Bettina Heltberg (som der også kunne skrives meget om!!!). Da han i 1971 blev folketingsmedlem for socialdemokratiet, kvittede han sin stilling som lektor ved Århus Universitet. Han hørte til partiets venstrefløj, som flirtede med Sovjet. På hjemmefronten var han selvsagt positivt indstillet til Mentalhygiejnens samfundsunder-gravende arbejde efter psykolog Eggert Petersens og storesøsters recept og blev formand for den nært beslægtede Landsforeningen Sindslidendes Vel (LSV, nu kaldet ”Sind”).

Han var naturligvis med blandt de 65 indbudte til det top-venstrefløjsmøde, som hans svoger Ejvind Larsen arrangerede 1977 på Esplanaden 5.

En morgen (i 1978) deltog han og hans kone i radioudsendelsen ”Ved Dagens Begyndelse” på en sådan måde, at der lød protester, og programleder Mogens Hansen måtte undskylde over for DR.
I en radiogudstjeneste december 1979 blev Svend Aukens barn døbt af sin faster, Margrethe Auken, åbenbart et lille politisk fremstød for Auken og Auken.
Svend Auken befandt sig på folkekirkens kommunistbegejstrede fløj og deltog bl.a. i det af SF´eren Kaj Bollmann arrangerede stævne om ”Fred, Folkelighed og Kirke” i sovjetisk fredsånd (1983). Han prædikede bl.a. en aften ved en fredsgudstjeneste i Sionskirken på Østerbro (maj 1987) på opfordring fra præsten Anders Gadegård og så sent som 1988 var Svend Auken på besøg hos Sovjets kommunistparti. Anders Gadegård gjorde sig langt senere bemærket som provst ved Kbh.s domkirke, hvor han husede muhammedanere i kirken!!! Situationen gentoges som bekendt her i 2009.

Hvordan genskaber man politikeres moral?

Messerschmidt: EU er for slap i kampen mod handlen med sexslaver

Forud for valget til Europa-Parlamentet kræver Dansk Folkepartis spidskandidat Morten Messerschmidt, at EU sætter langt hårdere ind i kampen mod handlen med sexslaver. Særligt siden de 10 østlande er kommet ind i unionen, har handlen med prostituerede fået et omfang, som er helt ude af kontrol. Således oplyses det, at der i dag alene fra Bulgarien er mellem 18.000 og 21.000 prostituerede i Vesteuropa.

- Vi kan ikke være bekendt, at EU’s inkonsekvente og utilstrækkelige regler giver frit spil for skruppelløse bagmænds handel med mennesker. Hvis EU-samarbejdet skal have nogen værdi, må unionen sætte handlekraftigt ind over for sexslaveri og den modbydelige handel med mennesker, som vi ved finder sted, siger Morten Messerschmidt og peger på tre konkrete tiltag, som EU bør følge:

Bedre og mere koordineret indsats imod bagmændene. EU må stille langt højere krav til østlandene. Korruptionen i politi og retsvæsen skal bekæmpes, så bagmændene kan standses. Hvis ikke hvert af de 10 østlande vil medvirke til en sådan indsats, skal der skæres i deres EU-støtte. Til gengæld skal alle EU-lande koordinere og udveksle flere oplysninger, som kan bruges for at optrevle de kriminelle netværk.

Samordnet erfaringsudveksling med væresteder i hele EU. Rundt om i EU findes masser af væresteder, hvor de ulykkelige ofre for kvindehandel mødes. Det er vigtigt, at den ekspertise og erfaring, der her bygges op, bruges aktivt til at bekæmpe trafficking. I Danmark skal eksempelvis "Reden"s arbejde koordineres med erfaring fra andre lande.

Grænsekontrollen må genindføres. Det er en alvorlig hæmsko for både dansk og andre landes politi, at der ikke længere er nogen permanent kontrol ved den dansk-tyske grænse. Derfor forslår Dansk Folkeparti, at denne del af Schengen-aftalen suspenderes, ligesom kontrollen ved den ydre grænse skal sikres.
- EU både kan og skal løse de problemer, der er grænseoverskridende. I takt med, at man har nedlagt grænsekontrollen, er de handlede kvinder fra Østeuropa blevet taberne. Vi skal den modsatte vej, siger Morten Messerschmidt.

Kilde: pressemeddelelse fra DF 5.6.09

Spydpigens kommentar: Det er smukt og rigtigt, at Messerschmidt vil sætte stop for handlen med unge kvinder. Men EU-politikerne har ikke den fornødne ideologi og moral til at gøre noget i den sag. EU var fra starten et projekt, som tog sigte på penge og handel fremfor alt andet. Det har man da også demonstreret gennem et halvt hundred år! Hertil kom så en utrolig uansvarlighed og korruption, som revisorerne nok kunne finde, men som kommisionærerne brød sig fanden om!

Når man så tilmed ser, at det, der skulle være EU´s konstitution, nemlig Lissabon-traktaten, accepterer noget så ækelt som mandfolks udnyttelse af småbørn helt ned til babystadiet, så må man erkende, at EU ikke kan stoppe sexhandelen. Det er snarere sandsynligt, at man med støtte i Lissabontraktaten udvider handelen til at omfatte børn. Det har tilmed den "fordel", at de mindste ofre ikke kan sladre.

Spild af penge!

Kandidater til EU hænger endnu ansigt ved ansigt på stakitter, i lygtepæle og el-master. Til hvilken nytte? Man siger jo gerne, at det er for dem, der endnu ikke har taget stilling.

Men kan man tage stilling ved at se en række ansigter? Argumenter er givetvis meget bedre.

Men hvilke argumenter duer? Arbejde for Danmark, kæmpe for Danmark, repræsentere Danmark!!!

Og så er sandheden den, at i det øjeblik de måtte blive valgt, så har de ikke lov at arbejde for Danmark.

Så skal de nemlig ifølge EU-reglerne alene arbejde for EU - udelukkende arbejde for EU.