februar 16, 2015


http://ekstrabladet.dk/nyheder/terror/terror-to-sigtet-for-medvirken-til-drab/5444704
Ekstra Bladet
16. feb. 2015 - kl. 08:34 Opdateret 16. feb. 2015 - kl. 09:12
Terror: To sigtet for medvirken til drab
To mænd har ifølge politiet hjulpet den formodede terrorist Omar Abdel Hamid El-Hussein med at skaffe våben og har efterfølgende holdt ham skjult. Flere medgerningsmænd kan være på fri fod
Af:  Stine Eskildsen   ,   Kristian B. Larsen
DOMMERVAGTEN I KØBENHAVN (Ekstra Bladet): Selvom den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein ifølge politiet var alene* om at begå de to terrorhandlinger i København lørdag, blev flere personer søndag anholdt under flere ransagninger rundt omkring i byen.
To af dem bliver netop nu fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for medvirken til to drab og fem drabsforsøg, fordi de ifølge politiet har hjulpet den 22-årige med at skaffe det våben, han brugte ved angrebene.
De er også sigtet for at have hjulpet med at skaffe våbnet af vejen efterfølgende, ligesom de angiveligt har sørget for et tilflugtssted for den 22-årige. Sidst, men ikke mindst er de sigtet for besiddelse af våben under særligt skærpende omstændigheder. De nægter sig begge skyldige.
Der er tale om to unge mænd med indvandrerbaggrund, som blev anholdt klokken 8.14 og 14.50. Den ene er mødt op i retten med grøn jakke, sorte bukser, sorte kondisko og ingen strømper. Han har mørkt hår, der er helt kortklippet i siderne.
Den anden er iført en stor jakke med pelskrave og har halvlangt hår, der er strøget tilbage. Begge mænd er beskyttet af et navneforbud.
Resten af grundlovsforhøret sker - trods Ekstra Bladets protest i retten - for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Der kan desuden være flere medgerningsmænd på fri fod, lød det i retten.
22-årige Omar Adbel Hamid El-Hussein blev skudt og dræbt tidligt søndag morgen, efter han havde åbnet ild mod politiet ved Nørrebro Station. Forinden havde han ifølge politiet udført to angreb mod hhv. kulturhuset Krudttønden på Østerbro og en jødisk synagoge i Københavns indre by.
To mennesker - en 37-årig og en 55-årig - mistede livet, mens fem politifolk blev såret af skud. De er dog alle uden for livsfare.
På et pressemøde søndag kom det frem, at PET og politiet allerede i forvejen havde kendskab til den 22-årige mand - og søndag aften kunne Ekstra Bladet så afsløre, at den 22-årige indtil for kun to uger siden sad fængslet for et knivoverfald i et S-tog i november sidste år.
Omar El-Hussein fik sin dom i december 2014, men havde forinden siddet varetægtsfængslet i lidt over et år og kunne derfor forlade fængslet allerede i starten af februar. Han fik en dom på to år i den grove voldssag.
I en ny pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med dagens grundlovsforhør, efterlyser politiet flere vidner, der har kendskab til den 22-åriges færden lørdag.
Heraf fremgår det desuden, at han er set i Æbeløgade på Østerbro mellem 15-15.30 - altså lige før angrebet - og netop ved Æbeløgade var politiet søndag for at ransage en lejlighed. En ung mand blev anholdt, men det er uvist, om det er en af de to, der i dag sidder i retten.
- Vi vil meget gerne i kontakt med flere vidner, som har bemærket gerningsmanden. I særlig grad vidner, der har bemærket den formodede gerningsmand på hans færden mod det første gerningssted - altså før lørdag kl. 1530, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov.
Politiet hører også gerne fra vidner, der har set manden mellem to angreb samt efter angrebet på synagogen.
Ekstra Bladet følger sagen


*) "alene" - hvilket straks brugtes i svenske nyheter som værende      åbenbart en enlig sindsforvirret person