Fra Spydpigen marts 06, NB 2008
Det er på tide at gentage nedenstående:
Ingen tør kalde det sammensværgelse
None dare call it conspiracy
De personer blandt os, som har forsøgt og fortsat forsøger at løfte sløret for Bilderberggruppens hemmeligholdte foretagsomhed bag kulisserne, udsætter sig selv for hån, udstødelse af det pæne selskab og tab af udsigt til egen karriere. Derfor vil befolkningen under pensionistalderen næppe vove sig ind i dette minefelt. Det overlades enten til folk, der af den ene eller anden anledning er ligeglade med ovennävnte risici eller til pensionister, der jo er mere frit stillede med hensyn til ytringsfrihed.
Nedenstående artikel er fra det samfundskritiske tidsskrift AKTION nr. 4, 1978 – altså 30 år gammelt.
None dare call it conspiracy
Ingen tør kalde det en sammensværgelse
Af Gary Allen 1971
Udkom i over 5,5 millioner exemplarer på Concord Press
”Eftersom ”de etablerede” kontrollerer medierne, vil enhver, der afslører ”The Insiders” (kernen) blive udsat for en kanonade af beskyldninger fra aviser, fagblade, TV og radio. På denne måde bliver man truet med tab af almindeligt borgerligt omdømme, hvis man vover at udbrede den idé, at der er en organisation bag alle de problemer, der for øjeblikket plager landet”.
Dette citat fra Gary Allens bog kunne være en beskrivelse af, hvordan personer, der sidder inde med kendskab og viden om visse forhold, bliver behandlet af de danske medier.
Men lad os se lidt nærmere på, hvad forfatteren mener med ”de etablerede” og ”the Insiders”, for når han med så stor præcision kan forudsige reaktionen, må han også have et nøje kendskab til den organisation, der står bag, og som udløser den. Bogen er ikke skrevet om danske forhold, men om Amerika og internationale forhold.
Gary Allen starter med at føre læseren ind på emnet ved at fortælle om et landskabsbillede fra en børnebog, hvor det gælder at finde æslet, der trækker en vogn med en dreng. Køretøjet er snedigt gemt i de streger, der former landskabet, men får man først øje på det, stikker det ganske tydeligt frem hver gang, man ser på landskabet. På samme måde prøver massemedierne at vise os et billede, som skjuler virkeligheden. Men har man een gang gennemskuet billedet, har man nemt ved at se det en anden gang, og bogens opgave er at afsløre denne virkelighed.
Hvem skulle denne organisation så være, der var så magtfuld, at den var i stand til at styre alle medierne, sidde på det politiske liv, og samtidig holde det hele som en dyb hemmelighed? Der skal utrolig mange penge til for at spille denne komedie, derfor må det være velhavende folk. Hemmeligheden er heller ikke afsløret i den konfrontation, si har oplevet mellem Øst og Vest, så derfor må det foregå uden for denne debat, eller også må hemmeligheden styres af folk, som også er i stand til at beherske Øst-Vest-debatten, og hvem kan det være?
Gary Allen beskriver den historiske udvikling tilbage til den enorme industrielle udvikling i slutningen af forrige århundrede i USA, hvor kæmpemæssige formuer blev koncentrert på ganske få hænder og familier. Men blev disse karteller og truster ikke brudt ved lov? Det gjorde de, men Gary Allen påviser ganske nøje, at disse love blev igangsat og styret af de samme mænd, som beherskede formuerne. De fik overført formuerne til fonds, som ikke var belastede af skatter og arveafgifter og derfor kunne vokse videre i de samme menneskers hænder. Samtidigt ejede de bag linierne stadig alle firmaer inden for samme branche ved aktieandele og bankvirksomhed.
Alle nye firmaer på vej op har stadig skatterne at slås med og desuden en skjult konkurrent, som de troede antitrustloven havde gjort det af med.
Med så svimlende store pengemidler bag en organisation, som disse mennesker ifølge Gary Allen har dannet, kan man påvirke hele nationen og hele udviklingen i verden. Man kan finansiere en Hitler og starte en krig, som ens egne medborgere skal betale over skatterne, mens man selv leverer våben til det. Man kan starte tredivernes økonomiske depression og tjene enormt på den, fordi man på forhånd véd, at den vil komme.
Men det interessanteste er vel nok påstanden - (henvisning til kildemateriale findes i rigt mål) - om, at disse mænd i deres magtbegær også startede kommunismen, fordi denne styreform er den mest effektive måde at opnå magt på.
Ved politiske spil fik man den på benene og ved økonomiske tilskud til Sovjets femårsplaner, fik man en bastion op at stå, hvorfra man kunne arbejde videre. Arbejdet i Øst var let, fordi den sociale spænding i Rusland var enorm, men i Vest har man haft større problemer med at vinde spillet, fordi befolkningen ikke umiddelbart faldt for kommunismens lokketoner.
I stedet for har man så politiseret inden for de eksisterende partier, og i USA er det lykkedes siden før 2. verdenskrig at beherske administrationen, uanset hvilket parti, der vandt valget.
Der skal en god fantasi til for at undfange disse teorier, og man skal være komplet ryggesløs for at drive en sådan politik med de mennesker, som man lever i blandt. For at bevare denne hemmelighed kan man imidlertid blot lade folket kikke på nogle billeder af en Øst-Vest-konfrontation, som de i øvrigt selv betaler over skatterne, og få dem til at tro, at det er sagens kerne, meens man selv sidder uden for spillet og trækker i trådene i begge lejre.
Konfrontationen skulle egentlig stå mellem ”the Insiders” og den resterende verdens frie borgere!
