Pia Kjærsgaards ugebrev
-mandag den 20. juni 2011
Næsten helt symbolsk holdt det smukke sommervejr en pause under Folkemødet i Allinge på Bornholm. Og skyerne trak også sammen over det politiske Danmark. Alt sammen på grund af grænsekontrollen og den hysteriske debat, som den har trukket i sit kølvand.
Et politisk folkemøde er en glimrende idé. Det er en god måde for vælgere og politikere at møde hinanden. Men jeg synes ærlig talt, at det bør afholdes et nyt sted hvert år. Og naturligvis et sted i ”Udkantsdanmark”. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Hertil kommer, at ikke mange har mulighed for at deltage på almindelige hverdage. Jeg så masser af skoleelever og pensionister, men savnede et repræsentativt udsnit af hele den danske befolkning. Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.
Og så blev det navnlig en uge, som endnu en gang kom til at stå i grænsekontrollens tegn. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige – jo, jeg kan sige, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal må sidde og hygge sig i det skjulte sammen med den øvrige venstrefløj. De kan læne sig tilbage i liggestolen. Blå blok kan sørge for underholdningen helt alene.
En af dagens historier er, at det yderligtgående Enhedslisten - der ofte er overset i den ligning, der hedder en ”en ny regering” - kræver ”indflydelse på rød finanslov”. Nok en historie, der kan få det til at gibbe i midtervælgere. Men niks – Birthe Rønn og grænseaftalen stjæler igen-igen opmærksomhed. Helt grundløst!
Det skabte stort postyr, at jeg i forhold til den tyske ambassadør i Danmark skulle have trukket det såkaldte ”nazikort”. Derfor er det måske på sin plads at notere, at jeg aldeles ikke har trukket noget kort. Den tyske ambassadør bragte i en kommentar om kontrollen selv begrebet ”emotionel nationalisme” på banen og viceudenrigsminister Werner Hoyer talte om ”nationalismens ild” – hvortil jeg bemærkede, at tysk historie har budt på en del af den slags.
Hver gang noget lugter af nationalfølelse eller ”populisme”, bliver nazikortet trukket. Det blev det også i sin tid af den tyske forfatter Günther Grass, da han ikke brød sig om den danske regerings parlamentariske grundlag, fordi han mentalt var på flugt fra sin egen SS-fortid.
Gentager historien sig? Nej, aldrig helt nøjagtigt. Tyskerne kæmper stadig med et alvorligt traume fra Anden Verdenskrig, som lammer store dele af den tyske debat – og som eksempelvis betyder, at der i Tyskland end ikke eksisterer et EU-skeptisk parti, selv om et sådant parti kunne opnå stor popularitet i en befolkning, der har fået nok af at hjælpe kriseramte lande som Grækenland.
Traumet er forståeligt. Anden Verdenskrigs rædsler må aldrig gentage sig. Men i dag er krigens rædsler desværre blevet et nyttigt redskab for en politisk elite, der misbruger dem til at udelukke en stor del af befolkningen fra at have en mening. EU er flittig bruger af Anden Verdenskrig som politisk undskyldning for et elitært embedsmandsvælde. Ja, EU er et barn af Anden Verdenskrig, og faderskabet lader sig ikke fornægte. For at imødegå eventuelle fokuseringer på mine meninger om Tyskland, så vil jeg understrege, at jeg intet har mod Tyskland eller tyskere som sådan. Det er alene elitens udfald jeg imødegår.
At embedsmænd styrer bedre end nationalt folkevalgte politikere, kan mange EU-tilhængere skrive under på. Jeg behøver blot at nævne Jens Rohde, som tillægger EU-Kommissionens holdninger større værdi end hensynet til danske interesser – og som allerede har lært at aflire frasen om, at det jo gælder sammenholdet og det europæiske fællesskab.
Jeg kunne også nævne den tidligere svenske udenrigsminister Carl Bildt, der på sin blog ”advarer” Danmark mod grænsekontrollen, idet han hævder, at det kan slå skår i integrationen mellem Sjælland og Skåne. Mig bekendt er intet ændret mellem Danmark og Sverige – og hver gang jeg har set toldere, har de stået på den svenske side og ikke den danske…
Og for nu at komme tilbage til tyskerne – så er det da en tanke værd, at Tyskland nægtede at udlevere den danske nazist, Søren Kam, der er sigtet for at myrde B.T-redaktøren Carl Henrik Clemmensen i 1943. Tyskerne handler dermed i direkte strid med den europæiske arrestordre, som landet selv har tilsluttet sig. Den tidligere obersturmbannführer kan uhindret nyde sit otium i Bayern.
Grænsedebatten illustrerer meget tydeligt forskellen mellem små og store lande i EU. Når et lille land træffer en afgørelse, der kan være i strid med ”ånden i EU”, er det et nemt offer – og som regel bukker også en betragtelig del af det lille lands politikere under for presset, fordi man jo endelig ikke må ”fornærme” de store.
Et af Danmarks store problemer i forhold til EU er netop den groteske behagesyge, der råder blandt både mange politikere og forskere, der endda mener, at dansk underdanighed over for EU-mastodonten er noget helt uomgængeligt. Andre steder i Europa tager man den mere med ro – hvis et direktiv ikke harmonerer med dagsordenen, ignorerer man det ganske enkelt.
Efter dette tilbageblik på en hektisk uge kan jeg kun efterlyse en mere objektiv og saglig dansk holdning til EU.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
