Dagmar - eller Dragomir, som hun egentlig hed - var datter af kong Przemysl Ottokar den Første af Bøhmen, og blev gift med Valdemar i 1205. Hun blev højt elsket af danskerne, hvad folkevisen da også tyder på. Hun fødte sønnen Knud 1209, men tre år efter er hun igen i barselsseng, og noget går galt. Hun lider voldsomme smerter og forstår, hvor det bærer hen. Hun sender bud efter Valdemar på Skanderborg Slot, og han rider som aldrig før. Hans hundrede svende kan ikke følge med, og da Valdemar rider op ad strædet i Ribe, var der kun een svend tilbage. Dagmar døde i Liden Kirstens arme.
Da kongen træder ind ad døren får han det sørgelige budskab, men hører også, at en søn er født "skåret af
Dagmars side". Valdemar knæler ved lejet og alle nærværende med ham og beder, at Gud vil unde ham endnu nogle ord fra hans elskedeDagmar. Hun vågner og beder ham "alle fredløse mænd dem giver I fred og lader alle fanger af jern" - to andre
ønsker klarer hun, så orker hun ikke længere: "Nu ganger himmeriges klokker for mig, jeg må ikke længer bie."
"Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
Selvom nutidens ungdom desværre kun sjældent kan deres
Danmarkshistorie, så er der dog en del konfirmandpiger, som
grav i Ringsted. Et meget fint byzantinsk emaillearbejde, som
pigerne nok i reglen må nøjes med i en simplere udgave.