”Jernhesten” på Hodjanernes blog fandt en interessant annonce fornylig:
Socialforvaltningen: “Vi søger en akutplejefamilie”
Uddrag fra denne spændende annonce: At være akutplejefamilie er mere en livsstil end et job, og det forudsætter en indsats fra alle i familien. I skal være indstillet på at åbne jeres hjem for både biologiske forældre og mange forskellige samarbejdspartnere. Børnene bor hos jer, til en varig løsning er fundet, fra tre dage til et halvt år.
Vi søger kontakt med familier:
•som er rummelig og anerkendende i forhold til børn med anden etnisk baggrund end dansk
•som er rummelig og anerkendende i forhold til børn med anden etnisk baggrund end dansk
Vi tilbyder:
•8 x vederlag både når I har et barn/ung og når I står ledige
•8 x vederlag både når I har et barn/ung og når I står ledige
Intet i ”velfærdssamfundet” er mere forløjet og håbløst end socialsektoren. Det må bero på, at den er baseret på psykologi og udøves af psykologer og socialrådgivere. Netop disse fag har for længe siden taget afsked med livets realiteter i forsøg på at bygge samfundet om efter deres egne utopiske versioner. Psykologer og socialrådgivere bildte sig selv og omverdenen ind, at de kunde løse de mest håbløse situationer mennesker imellem. De fik derved en utrolig magt over deres medmennesker, den mest dominerende magt blandt alle professioner efter at religion var så godt som afviklet. De var – næsten som noget overjordisk - så at sige hævet over den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Psykologi er ikke nogen eksakt videnskab med facitliste, men en pseudovidenskab. Psykologer kan selvsagt kun bedømme deres medmennesker ud fra sig selv og deres egen tankeverden og forståelse. De ved (!), hvad der er normalt og hvad der er unormalt, de ved (!) bedre end forældre, hvordan Lillepeter bør opdrages, de ved (!), hvad der er godt for børn og hvilke oplevelser der vil skade dem sidenhen i livet, de kan næsten ligesom fortidens spåkoner se ind i fremtiden…De ved (!) også hvordan gamle skal leve … De behøver ikke spørge dem… De ved, hvordan kriminelle skal takles og komme ud af uføret…og har soleklare forklaringer på hvorfor det er gået galt…
Men al deres viden til trods kan der nævnes utallige exempler på socialsektorens fejl, forsømmelser, forkludringer, overgreb, misforståelser, magtudøvelse etc. Men så godt som alle i sektoren er fritaget for ansvar og kan gemme sig under ”tavshedspligt” og kan dermed beholde deres magt og enerådighed.
Psykolog og mentalhygiejniker Eggert Petersen udbredte ihærdigt den teori, at almindelige dødelige ikke kunne klare sig uden psykologhjælp, og han spåede at en væsentlig del af danskerne inden for nogle få årtier ville være psykolog-afhængige.
Han oprettede og ledede Mentalhygiejnens Forskningsinstitut, der på baggrund af undersøgelser skulde påvirke politikernes lovforslag. Hans forskning blev angrebet som fup og uvidenskabelig, og Skoleinspektøren og borgmesteren i Hinnerup, Vilhelm Lytken, som stod anderledes solidt plantet i den jyske jord, skrev sammen med John Carlsen teatersatiren ”Trivslernes hærgen i de nordlige provinser”. Et herligt stykke, som gjorde tykt grin med mentalhygijnikerne og borgerskabets liggen på maven for dem. Da hans ”forskningsinstitut” kuldsejlede ved afsløringer af Landsforeningen for Mentalhygiejnes virke (se statsrevisoratets rapport) oprettede man et professorat til ham i Århus, og til sidst endte han – som andre brugte ”politikere” – i EU.
I den opløsningstid, som landet gerådede i i 60´erne, hvor alle gamle normer og traditioner skulle ud, fik de mentalhygiejniske psykologer overtaget med en ideologi, som var baseret på psykiater Brock Chisholms perverse idéer: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien, slå en brêche mellem forældregenerationen og børnene og skabe en hel ny verden og ”et nyt menneskesind”.
Socialsektoren forsvor sig til denne ideologi, og de psykologer, der endnu har benene på vor gamle jord og fornuften i behold, synes at være undtagelser.
At mennesker, der har haft de mest grusomme oplevelser, har brug for at tale med nogen og få psykologisk hjælp er én ting, men befolkningen som sådan skal ikke gøres til slapvanse, som ikke kan tænke selv!
Og de skal heller ikke udsættes for en psykisk påvirkning, som kan skade dem, hvad enten det gælder socialsektorens enerådige og ofte brutale behandling af borgerne eller psykologiske firmakurser hvor kursusdeltagerne udsættes for så voldsomme psykiske pres – rimeligvis efter Tavistock-metoderne – at de bryder sammen.
