Det sidste tiår inden Berlinmuren brød sammen og Sovjet gik op i limningen, var der intens travlhed i diverse fredsbevægelser under den kommuniststyrede paraplyorganisation ”Samarbejdskomittéen for Fred og Sikkerhed” (formand: Willum Hansen, næstformand: Meta Ditzel). En af grupperne kaldte sig VENSAM, hvilket betød Venstrefløjens Samaktion. Den blev dannet 1979 af Radikal Ungdom og SF og skulde fungere som koordinationsled for hele venstrefløjen, sagde de.
VENSAM holdt weekendseminar om fred og samarbejde i februar 1981, hvor de havde inviteret fredsaktivister fra alle landets fredspolitiske grupper til Solvognens hus på Christiania. Der mødte 16-17 småfrysende mennesker op, som stampede lidt i sneen, mens man ventede på ”Preben”. Preben havde nøglen til huset, og Preben var ikke til at finde. Ingen vidste rigtigt, hvem han var, men det var ham, der for nogle år siden bagte pandekager et sted på Christianis… Måske havde Preben glemt det, eller han sov…
Så slog man sig i stedet ned i Børnemagtshuset. Det var ikke så uhumsk, som tidligere, da Københavns Børneværn brugte det til indlogering af børn og lod en narkohandler stå for det. Fredsfolkene var politisk engagerede eller bare velmenende brugbar-naive.
Tillidsfolk på våbenfabrikker i England havde skrevet en brochure ”Farvel til våbnene”, som man vilde oversætte og uddele gennem LO på arbejdspladser i Danmark. Og i forbindelse med kommunalvalget vilde man forsøge at påvirke byrådsmedlemmer til at få vedtaget ”atomfrie zoner” og lignende. Kunstmuseet Louisiana stillede sig gratis til rådighed for en udstilling for venstrefløjens fredsgrupper sidste weekend i august. Til efteråret vilde man lave høring om et alternativt forsvar. En speciel mediegruppe skulde bearbejde massemedierne.
På fredsdagen vilde man lave fredsmarcher eller cykeldemonstrationer, der skulde danne formation af en rød stjerne med afsluttende midtpunkt ved en sø med Skt. Hans bål og taler. Man vilde også prøve at lave kirkeklokkeringning over hele landet – ja måske over hele Europa!
