Det er normalt, at man ikke piner dyr, at fædrene ikke forgriber sig på deres døtre, og at man ikke bruger gaden som w.c. Og sådan kan man blive ved. Det er normalt, at man ikke blive plaffet ned, når man stikker næsen ud af døren for at se, hvordan vejret er udenfor, og så er det også normalt, at brevene bliver bragt ud og fortovene er til at gå på, fordi nogen har gidet stå tidligt op og gøre disse ting, mens andre - som undertegnede - ligger og bobler til langt op ad formiddagen. Og det faktum, at det næppe er de provokerende kunstnere, der passer disse kedelige jobs (som de gerne lader andre om) er ikke ligefrem befordrende for deres sag.
Hvorfor ser med foragt på folk, der tager sig af de kedelige ting? De vil gerne gøre verden bedre siger de, men deres bidrag begrænser sig til at se ned på en masse gøremål, der gør samfundet civiliseret (i modsætning til barbarisk eller anarkistisk), så hvorfor skal man kritisere dem? Det har Jacob Nossel og hans mange meningsfæller forhåbentlig en god forklaring på, men jeg kunne ikke se den i hans tekst, der var fyldt med postulater og letbenede floskler a la "forskelligheden og mangfoldigheden". Det er noget, den gode Nossel bare har overtaget fra den politisk korrekte diskurs, (gid fanden havde den, havde jeg nær sagt) uden at tænke nærmere over, hvad disse ord kan betyde i virkeligheden.
Denne påstand om at man skal kritisere - og derved tage afstand fra - det normale ikke et kunstudsagn men et politisk/moralsk udsagn, der gemmer sig bag ordet "kunst". Hvad Jacob Nossel virkelig mener, er, at kunstskal være politik og det skal være venstreorienteret politik, og at andet ville være utænkeligt for ham. Men det indser han ikke.
Lad os forestille os, at der kom en kunstner og kritiserede samfundet fra højre! Hele kultureliten ville få et føl på tværs, og den formastelige ville ikke have en chance for at begå sig i kunstnerkredse. Da Muhammedtegningerne kom til verden og provokerede til ambassadenedbrændinger og et par tilfældige mord, fik kunstparnasset travlt med at sige, at det slet ikke var tale om kunst! Godt nok provokerede disse tegninger, men de provokerede de forkerte. Så DEN går ikke!
Det ligger i Øvlisen ord om den provokerende kunst, at hvis den ikke provokere - jamen så er den ikke kunst. Men hvorfor skal kunst absolut være samfundskritisk, d.v.s. politisk? Der var ikke megen politisk samfundskritik hos Giotto, Velásquez, Rembrandt, Michelangelo eller Carl Krøjer, og i det meste af menneskets tid på jorden har kunst været noget,der var samfundsbevarende. I Afrika blev kunstneren udpeget af stammens leder, fordi der var tegn i sol og måne på, at vedkommede var den bedste til at udtrykke stammens måde at være på. Eller stammens "sjæl" for at sige det lidt højtideligt. Og det var også noget lignende, der kom til udtryk i de store katedraler, orientalske tæppemønstre eller byzantinske ikoner. Det er altsammen noget med "vi" og ikke ret meget med "jeg" (sådan som det er blevet i vore dage), og der var meget, meget lidt provokation i det.
Og så er der et endnu mere nærliggende spørgsmål: Hvad er kunst i det hele taget? Det vender jeg tilbage til, men først skal vi høre filmmageren Lars von Trier, der siger at "kunst skal gøre ondt." Men hvorfor skal den det? Det minder mig om Susanne Brøgger, der engang blev bebrejdet, at hun havde sagt noget grimt om sin mor. Var det pænt gjort? spurgte man, hvortil hun svarede, "samfundet har normer, som kunstneren sætter sig ud over". Meget smart. I stedet for at sige at hendes mor var et dumt svin (hvad hun åbenbart mente), tog hun sin kunstnerkasket på, og så var alt tilladt, ikke sandt?
Her er det klart, at "kunst" ikke altid er noget ophøjet og fint men kan lige så godt være usselt og småligt. Eller forbryderisk. Husk venligst hvad den tyske dirigent Karl Stockhausen sagde om ellevte september. Synet af de to tårne, der styrtede i grus var "et fuldendt kunstværk" sagde han. Gad vide, om han havde ment det, hvis hans kone og børn var brændt op sammen men de 3000 andre ofre? Han mente vist - ligesom Øvlisen - at kunstskal provokere. Men hvis man siger det, afskriver man nogle af de ypperste ting, homo sapiens har frembragt som noget bras. Der var ikke meget provokation i kirkemalerierne - selv de obskøne - fordi det mente alle, var helt okay. Der var heller ikke meget provokation hos Rembrandt og portrætisten Frans Hals, der udførte de bestillinger, de fik og gav os noget ganske enestånde. Og sådan kan man blive ved helt op til impressionisterne, der (mig bekendt) var de første, der begyndte at provokere. Men af nød, fordi kameraet var opfundet, og det kunne de ikke konkurrere med. Og så skulle de finde på noget nyt. Og sådan har kunsten været lige siden. En jagt "efter noget nyt". Og for det meste med ganske ynkelige resultater. Friheden til at skeje ud har sjældent bragt noget godt med sig, fordi en bunden opgave tvinger maleren eller skulptøren til at yde alt, hvad han kan. Og faste rammer er en udfordring, der får det bedste frem i folk.
Dog har der været grænseoverskridende "kunst" (jeg kan ikke lide det ord), der virkelig har givet os noget godt. Eksempelvis R.C. Crumbs frække og fornøjelige tegninger fra hippytiden. Så ingen regel uden udtagelsen.
Og så kommer det store spørgsmål: hvad er kunst? I København har vi Statens Museum for Kunst, der er fyldt med malerier og enkelte statuer. Og det er også det, folk forbinder mest med ordet "kunst": malerier og statuer.
Jeg ved ikke, om ordet "kunst", er tidligere brugt i samme betydning som i dag, men jeg tror det ikke. Kunstakademiet hed oprindelig noget i retning af "Akademiet for skilderier", hvad der virker meget mindre pretentiøst. Og hvis man havde holdt sig til det - at billedmalere kaldte sig billedmalere og skulptører kaldte sig skulptører uden at bruge det abstrakte begreb kunst(som ingen ved, hvad er, og ingen kan blive enig om hvad er) - så havde vi måske undgået den situation, vi har i dag, hvor alle kan kalde sig kunstnere og ingen behøver at kunne noget som helst for at kunne kalde sig det. '
Og hvem skal i øvrigt bestemme, hvad der er kunst? De samme mennesker, der mener, at en død kat ophængt i halen er stor kunst, tog afstand fra Muhammedtegninger - "fordi de ikke var kunst". Den situtaion kunne man have undgået, hvis man kaldte installationskunst for installation og billedkunst for billeder. Fordi det ved man, hvad er.
Så nej. Afskaf det hokus pokus-ord, så vi fremover ved, hvad vi taler om. Det vil sikkert irritere mange skræddere der syr usynlige klæder tøj til indbildske kejsere, men det kan vi nok leve med.
Geoffrey Cain
tidligere studerende ved Liverpool College of Art
Se Spydpigens kommentar næste gang.
