Redaktionschefen for den svenske Uddannelsesradio (UR), Anna Birgersson Dahlberg, fortæller, at man aldrig nogensinde har fået så mange reaktioner på noget program som nu med hensyn til sexfilmen for skolebørn, ”Sex på Skemaet”. Det er vel ikke så sært. I pubertetsalderen er man nok mere sexnysgerrig end i nogen anden aldersgruppe, hvilket jo har sine naturlige årsager. Og pornofilm har jo åbenbart en masse liebhavere og er gentagne gange genstand for langtrukne debatter i pædagogkredse, om sådanne film er godt eller skidt, om pornofilm forhindrer eller fremmer sexuelle overgreb som pedofili og voldtægt, eller om de udfylder et tomrum i nogle mænds tilværelse? Politiet har sit hyr med pornofilm, såvel optagelser med misbrug af børn og filmsstuderinger på TV og CD´ere.
Skulde nogle voksne aldrig være kommet udover den normale attrå og samlejeudfoldelse, så kan de jo nu se på og høre om nye ukendte variationer og liderligheder på Skolesexfilmen uden ægtefællens eller politiet indblanding, så de opnår samme kundskabsniveau som deres børn.
Sofia Rasmussen , som er ”fremtidsstrateg” og ”expert på køns- og ligestillingsspørgsmål” ved Kairos Future (se Wikipedia m.m. på internettet) og dermed kan studere kaffegrums og se ind i fremtidens glaskugle, ”mener at der er hændt noget med svenskernes syn på sexualitet. –”Det er ikke samme tidsånd som i 1970´erne. Vi er mere sippede i dag, måske fordi internet har gjort, at alt bevares for altid,” siger hun.”
Det har hun nok ret i. selvom jeg ikke tror, at internettet bærer skylden. Før 68´erne kom til, levede vi nok i en slags post-viktorianisme, hvor mange forældre var påvirket af den viktorianisme og kristendoms prægede moral, som de selv var vokset op i og videregav til deres børn og som dengang var politisk korrekt. På den baggrund var 68´ernes indsats virkelig en sand revolution: frihestrangen slog over i overstadig løssluppenhed og man endte i den modsatte grøfts mudder. Hvis Sofia Rasmussen nu synes at mærke en vis sippethed, må den vel være en naturlig reaktion herpå.
UR-redaktionschef Dahlberg siger, at filmen skildrer samfundet i dag og mener, at det er ”et spørgsmål om demokrati at give mennesker ligeværdige kundskaber om deres egen krop”. Ligeværdige? Er der ikke en mening som dominerer over de andre? Og vil skoleelever turde sige deres mening, hvis ikke den falder i tråd med ”den rigtige” og hvis de har mod nok til det, vil de så ikke blive sjoflet af kammeraterne? Demokrati åbner sig for alle meninger, men er der her tale om demokrati? En demokratisk fremlægning af emnet indebærer vel at nogle modstandere af filmen, kan træde frem for skoleeleverne og forklare deres holdninger.
”Vi har gjort en inkluderende film, siger Dahlberg. hvor alle unge skal kunne genkende sig selv. Filmen siger ikke, at alle skal have sex, men at det er OK f.eks. at være homosexuel eller ikke at have sex”, Inkluderende?
”Det er interessant, at vi så at sige bare har fået positive reaktioner fra lærere og elever, som jo er målgruppen for filmen. De som er oprørte er hovedsagelig mennesker med et andet syn på sex.”
Tænk, hvilken opdagelse! Og dette ”andet syn” er ikke velset og tæller derfor ikke.
