Under Den kolde Krig foregik der ikke bare en intens kommunistisk propaganda i Europa, som borgerfløjen af naturlige grunde ikke kunne hamle op med, men også et fortløbende ihærdigt politisk arbejde i det stille, som befolkningen næppe kendte uden for de engageredes kreds.
Her er et lille kik tilbage, ikke nogen dybtgående granskning. Det må jeg overlade til andre, der har bedre muligheder.
Ligesom det i mange fagforeninger, institutioner og organisationer gjaldt for en kommunistisk fraktion at komme i bestyrelsen og få magten, gjaldt det på landkortet om at smelte Østersølandene sammen på begge sider af indhavet. Og hvorfor ikke tage Norge og Island med? Man stiftede ”Arbejderkonferencer for Østersølandene, Norge og Island”, så man kunne mødes og drøfte fælles anliggender.
Villy og Dagmar Andreasen var pionerer i dette arbejde. Begge var engagerede i politisk teater i 30´erne. Han var sømand og siden arbejder på B & W, hvor han blev formand for arbejdernes fagforbund og fik kontakter med værfter i Warnemünde, mens Dagmar oparbejdede en kvindefront. Det blev til årlige møder og en masse konferencer i DDR. Målet var bl.a., at Danmark skulle anerkende DDR, hvilket skete i 1973.
Andre vigtige navne var Palle Andersen, Kaj Buch, Holger Foss, John Ollerup, Henning Bjerg m.m.fl.
Venskabsforeningen Danmark-DDR trak naturligvis på samme hammel under formand Vesti Andersen. Her var også Villy Fuglsang fra den spanske borgerkrig engageret. Foreningen udgav skriftet DDR-Revy på flere sprog.
Hertil kom så alverdens fredsgrupper, de fleste placeret under den sovjetstyrede paraplyorganisation ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”. Alle mennesker vil gerne have fred, også militæret. Det kommer alene an på betingelserne! Men det er ikke alle, der tænker så langt: fredsbevægelserne sugede en masse tanketomme medløbere til sig.
Mange forfattere og kunstnere var faldet pladask for kommunismen som en selvindbildt garanti for frihed!!! Der blev samarbejde og venskaber på alle fronter med de politisk-korrekte folk i østlandene. Den afholdte tegner, Herluf Bidstrup, kunne glæde sig over mange udgivelser i DDR og modtog ”Leninprisen”. Under formand Hans Hansen (ham med verset ”Bim, Bam, Busse, min mor har en K….”) og Toni Liversage forlovede den danske Forfatterforening sig med den østtyske Schriftstellerverein, og der fulgte en livlig udvexling af kultur mellem Danmark og Østtyskland: berygtede navne som Jesper Jensen (ødelæggelse af skole, Den lille røde), Psykiater Bengt Claësson (”Elle, belle, bolle Bogen”), psykolog Agnete Diderichsen (pro kommunistisk opdragelse) ligesom psykolog Harald Rasmussen (DDR-doktor i pædagogik). Dea Trier Mørch beværtede STASI-agenter fra Schriftstellerverein, Arne Herløv Petersen (anklaget for spioneri) etc. etc.
Østersøsamarbejdet fortsatte, og i 1994 blev tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen kommissær for Østersøområdets elleve lande. Ole Espersen var ligeså meget kommunist i hjertet som sin partifælle Ritt Bjerregaard, så her fik han sin sag for i de
baltiske lande. Deres befolkninger har mere end nogen fået kommunismens velsignelser at føle. De etniske udrensninger, hvor man stuvede folk i jernbanevogne og sendte dem til Sibirien, er ikke glemt. Hvad skulle man med en kommissær, som var kendt for at have haft et langvarigt og intensivt samarbejde med kommunismen og stadig syntes at have denne politiske holdning? Efter 6 års forløb blev han år 2000 udskiftet med Helle Degn (S).
