Pia Kjærsgaard var på deadline, hvor hun udtalte, at der ikke var stor forskel på almindelige muslimer og ekstremister, og hun har ligesom stukket linjerne af m.h.t., hvad vi bør interessere os for fremover: At der ikke er nogen forskel. Endemålet er det samme for alle muhamedanere: En islamisk verdensstat. Det sker med udgangspunkt i koranen. Vores opgave er derfor at fortsætte denne linje med at påvise, at der ikke er nogen forskel. Både de såkaldte moderate og ekstremisterne kæmper for det samme på hver deres måde i jihad, som egentlig bare betyder at anstrenge sig (til fremme af islam), og denne anstrengelse kan udøves på forskellig måde.
Det samme sagde Ayaan Hirsi Ali for nylig på CNN, hvor hun deltog i en debat, hvor også Naser Khader deltog. Khader derimod gjorde forskel på islamister og de almindelige muhamedanere og påstod endog, at de ekstreme var ganske få. Alt er jo relativt, men vi kan jo hver især læse indenad, og det medierne ikke siger direkte eller ligefrem fortier, slipper alligevel lige så langsomt ud. I bogen ”Osama bin Landen” af Jaquard Roland læser vi, hvor mange de ekstreme udgør på verdensplan. Det er ikke så få, og de har masser af penge, som de får ind på bl.a. salg af narko.
Men selvom de var så få, som Khader gerne vil lade os vide, så er det dem, der styrer hele den muhamedanske verden, for der er spioner og kollaboratører alle vegne til at holde opsyn med, at muhamedanerne holder sig til islam. Og så længe muhamedanere bekender sig til islam, så længe er de farlige. Vi kan formentlig kun stole på dem, der tør frasige sig koranen. Andre kan vi ikke regne med – heller ikke selvom de er flinke, hvad de fleste muhamedanere jo er, for de vælger til syvende og sidst ikke selv.
Gæst: Åse Clausen Bjerg
